Fortsæt til indhold
USA

#44: Tale kickstartede præsidentmission

Sønnesøn af en kenyansk gedehyrde blev politisk rockstjerne i USA.

”Der er ikke ét Amerika for venstreorienterede, der er ikke ét Amerika for konservative. Der er kun ét Amerikas Forenede Stater," rungede det med dyb stemme ud over tilhørerne i Fleet Center i Boston.

Publikummet kvitterede eksalteret med øredøvende jubel, og i løbet af 16 minutter blev den ranglede mand på talerstolen pludselig en fremtrædende politisk skikkelse, som både tilhængere og modstandere lyttede til med voksende interesse.

Håb og begejstring

Godt nok var det mørklødede politiske talent inviteret som en af hovedtalerne ved det demokratiske partikonvent denne julidag i 2004. Og godt nok havde han tre måneder forinden overrasket mange ved at vinde demokraternes primærvalg i kampen om at blive valgt ind i Senatet i Washington, D.C. for staten Illinois.

Ved hjælp af hårdt arbejde og udholdenhed fik min far et legat til at studere et magisk sted i Amerika, der stod som en frihedens fakkel og som en chance for de mange, der var kommet før ham
Barack Obama i sin skelsættende tale ved demokraternes partikonvent i 2004

Men der var ikke mange almindelige amerikanere, der troede, at selvsamme mand godt fire år senere ville blive USA’s 44. præsident.

Taleren indgød imidlertid håb og begejstring med sine budskaber og sin personlige historie.

Usædvanlig baggrund

Barack Obamas usædvanlige baggrund var nemlig et vigtigt element, da han sikrede sig både national og international berømmelse med den medrivende tale.

Den løfterige politiker, som selv var blevet jurist fra Harvard, forklarede, at faderens familie i sin tid passede geder i en lille landsby i Kenya.

Obamas tilstedeværelse på dette partikonvent var derfor med egne ord ”ret ualmindelig”:

”Ved hjælp af hårdt arbejde og udholdenhed fik min far et legat til at studere et magisk sted i Amerika, der stod som en frihedens fakkel og som en chance for de mange, der var kommet før ham,” lød det fra talerstolen.

Kometkarriere

Efter talen gik det for alvor stærkt.

Mange viste pludselig interesse for den fremragende taler og hans erindringer i bogen ”Dreams from My Father”, som kort forinden var blevet genoptrykt.

I bogen, som blev skrevet ni år forinden, forklarede Obama om sin baggrund og sin barndom på Hawaii med sin hvide mor fra Kansas og sin afrikanske far, der siden forlod familien.

Jordskredssejr i Illinois

Flere og flere politiske kommentatorer talte nu helt åbenlyst om hovedpersonens eventuelle præsidentplaner.

I november samme år vandt Obama med 70 pct. af stemmerne over sin republikanske rival i Illinois og blev dermed valgt ind i Senatet i Washington, D.C.

I 2007 trådte den ambitiøse politiker så frem foran den gamle regeringsbygning i Springfield, Illinois.

Nøje udvalgt scene

Sammen med hustruen, Michelle, og parrets to døtre ved sin side, meddelte Obama, at han stillede op som en af det demokratiske partis præsidentkandidater.

Scenen var nøje udvalgt. Det var nemlig samme sted, hvor Abraham Lincoln i 1858 holdt sin berømte tale om en delt nation.

Barack Obama lovede at samle USA, som ifølge ham var splittet af partipolitiske stridigheder.

Politisk rockstjerne

Da mediedarlingen besejrede republikaneren John McCain ved præsidentvalget i 2008, blev han nærmest fejret som en politisk rockstjerne.

Stormagtens første sorte præsident og hans stab havde ført en uhyre disciplineret kampagne og samtidig formået at engagere millioner af nye og især unge vælgere med et fokus på håb og et ønske om forandring.

Også udenrigspolitisk skulle linjen lægges om efter George W. Bush, som havde kastet USA ud i to krige og fået en hel verden på nakken, fordi han sendte terrormistænkte til det berygtede Guantánamofængsel.

Nobels fredspris

Den nye kurs kastede straks international hæder af sig. Allerede i det første år som præsident offentliggjorde Den Norske Nobelkomites leder Thorbjørn Jagland, at Barack Obama skulle tildeles Nobels fredspris for 2009.

Udnævnelsen skete med følgende begrundelse:

"Obama får fredsprisen for sin ekstraordinære indsats for at styrke demokrati og mellemnationalt samarbejde. Han har som præsident skabt et nyt klima i internationalt diplomati hvor dialog og forhandlinger foretrækkes som virkemidler."

Osama bin Laden blev fundet

Trods fredsprisen holdt præsidenten sig imidlertid ikke tilbage i brugen af ubemandede fly – droner – som ganske hyppigt kastede bomber ned over mål i Pakistan, Somalia, Yemen og Afghanistan, fremhævede kritikerne.

Hans største sikkerhedspolitiske triumf var dog uden tvivl attentatet mod Osama bin Laden, som blev opsporet og dræbt af amerikanske marinesoldater ved en aktion i Pakistan den 1. maj 2011.

Tusinder jublede i nattetimerne foran det Hvide Hus, ved Ground Zero i New York og i andre byer, da manden, som i 10 år havde svoret at dræbe flere amerikanske borgere, nu selv var død og begravet.

Begejstringen sivede

Men langt fra alle planer lykkedes.

Republikanerne kom til at sidde på flertallet i kongressen og kunne derfor blokere demokratiske forslag.

Den økonomiske krises problemer forsvandt heller ikke af sig selv, og det fjernede langsomt begejstringen og udviskede en del af rockstjerneauraen.

Det er nok for tidligt at vurdere Barack Obamas præsidentperiode i et historisk lys, fordi hans regeringstid endnu ikke er overstået. Den fortsætter endda muligvis fire år til.

Langsom genoprejsning

Tilhængere vil flette ord ind om sundhedsreformen, redningsplanen for bilindustrien, en lov om ligeløn, bedre chancer for unge illegale indvandrere, støtte til fri abort og homoseksuelle ægteskaber og lignende initiativer.

De vil tilføje, at det økonomiske morads, som USA fortsat befinder sig i, blev skabt før han trådte til.

Kritikere vil sikkert skose Obama for en forfejlet økonomiske redningsplan under den økonomiske krise. De vil samtidig påpege, at den enorme gæld ikke er nedbragt; at USA under Obama har mistet landets guldrandede status som et af verdens sikreste steder at placere penge, og at han ikke som lovet fik løst op for de partipolitiske stridigheder.

Afgørelsens time

De vil også sige, at den fortsat høje arbejdsløshed hos helt almindelige amerikanere indgyder alt andet end det håb, som Barack Obama indpodede i den berømte tale ved partikonventet i 2004.

Barack Obama blev den 44. præsident i USA. Men om han også bliver den 16., der bliver genvalgt, besvares efter den 6. november.

Find alle Jyllands-Postens øvrige præsidentportrætter nedenfor: