Fortsæt til indhold
USA

#39: Præsident i strid modvind

Jimmy Carter måtte stå imod megen modgang i sin tid som præsident.

USA's 39. præsident Jimmy Carter blev valgt til amerikansk præsident i en tid præget af tumult.

Det kom i høj grad også til at definere jordnøddefarmerens ene periode som præsident, hvor især udenrigspolitikken var med til at begrænse Jimmy Carters tid i Det Hvide Hus til fire år.

USA opfandt ikke menneske- rettighederne, men menneske- rettighederne opfandt i høj grad USA
Jimmy Carter, USA's præsident 1977-1981

Tidens begivenheder i Mellemøsten gjorde Jimmy Carters arbejde meget vanskeligt, hvor især revolutionen i Iran var med til at besegle hans skæbne.

Washington-outsider

Demokraten Jimmy Carter slog ved præsidentvalget i 1976 den siddende, republikanske præsident, Gerald Ford, som i sin korte tid som præsident var blevet fedtet for meget ind i Watergate-skandalen.

Det kom Jimmy Carter til gode. Han havde siddet som guvernør for sin hjemstat Georgia siden 1971 og blev derfor ikke set som en typisk Washington-politiker, hvilket var en fordel i efterdønningerne fra Watergate-skandalen.

Jimmy Carter havde derfor vind sejlene fra starten af valgkampen. Vinden vendte dog, efter han havde givet et interview til mandemagasinet Playboy. Jimmy Carter vandt alligevel en smal sejr over sin modstander.

Problemer med Iran

Modvinden i den sidste del af valgkampen skulle dog vise sig at være en mild brise sammenlignet med det uvejr, der mødte Jimmy Carter i tiden som præsident.

Den mest alvorlige krise blev Jimmy Carter kastet ud i, efter at shahen af Iran blev væltet i 1979. Jimmy Carter tilbød den kræftramte shah fristed i USA, hvilket gjorde USA vældigt upopulær i Iran.

Det førte til, at iranske studerende i november 1979 tog 52 amerikanere som gidsler på den amerikanske ambassade i den iranske hovedstad Tehran.

Mislykkede gidselforhandlinger

Jimmy Carter forsøgte at forhandle med iranerne og at indefryse iranske pengebeløb, men lige lidt hjalp det.

Helt galt gik det, da Jimmy Carter forsøgte at befri de amerikanske gidsler i 1980. Missionen slog fejl, da en helikopter med amerikanske soldater forulykkede over ørkenen. Det førte til, at præsidenten mistede opbakning i den amerikanske befolkning.

Det blev udslagsgivende, da Jimmy Carter i samme var oppe imod republikaneren Ronald Reagan, der kunne notere sig en komfortabel sejr ved præsidentvalget i november 1980.

Nobels fredspris

Jimmy Carter fortsatte med at forhandle med iranerne på den anden side af præsidentvalget. Det lykkedes ham at nå til en aftale med iranerne på selve den dag, hvor han overlod Det Hvide Hus til Ronald Reagan.

På trods af håndteringen af gidseltagningen i Iran er Carter sidenhen blevet brugt flittigt af de efterfølgende præsidenter i spørgsmål om Mellemøsten.

Jimmy Carter modtog for sit arbejde med menneskerettigheder og fredelige løsninger på internationale konflikter i 2002 Nobels fredspris.