#37: Præsidenten, der gik af i utide

Da han under stort presseopbud på plænen foran Det Hvide Hus når øverste trin på trappen til helikopteren, vender han sig om.

Løfter sine arme i vejret og laver V-tegnet med fingrene.

Og sender nationen sit brede velkendte vindende smil.

Et øjeblik efter forsvinder han ind i helikopteren, der letter fra plænen foran det Det Hvide Hus, hvor Gerald R. Ford allerede har indtaget hans plads.

Det er den 9. august 1974.

Richard Milhouse Nixon.

Hed manden, der den dag skrev sig ind i historien som den eneste amerikanske præsident, der til dato har forladt landets højeste post i utide.

Lige som tilfældet er med flere andre amerikanske præsidenter, er der et bestemt ord, der uløseligt er knyttet til Richard Nixon:

Watergate - skandalen, der blev hans Waterloo.

Det begyndte med et indbrud i demokraternes hovedkvarter i Watergate-komplekset i Washington og endte - efter Washington Post-journalisterne Bob Woodward og Carl Bernsteins chokerende afsløringer - med at det ene hoved efter det andet rullede i Nixon-administrationen.

Til sidst indså Nixon, der til sin dødsdag bedyrede sin uskyld - "I'm not a crook" (Jeg er ingen skurk) - at han måtte træde tilbage for at genoprette tilliden til Det Hvide Hus. Den tillid var efter Watergate-afsløringerne på nulpunktet.

SE VIDEO: "I'm not a crook"-udtalelsen

SE VIDEO: Nixon meddeler sin tilbagetrædelse

Hans tilbagetræden var den foreløbige kulmination - men ikke afslutningen - på en broget politisk karriere, der begyndte i midten af 1940'erne.

Nixons mor var kvæker og hans far konverterede, hvorfor hans opvækst i Yorba Linda i Californien i høj grad blev præget af kvækernes asketiske livsindstilling, der blandt andet forbyder alkohol, dans og brug af bandeord.

Han klarede sig glimrende i skolen og efter lidt omveje tog han en fin juridisk embedseksamen og indledte sin karriere som skilsmisseadvokat. Da hans ambitioner om at få job i statsadministrationen i Washington gjorde han fra 1942 tjeneste i den amerikanske flåde i Stillehavet, men han blev aldrig involveret i egentlige kamphandlinger.

Valgt til kongressen

Han indledte sin politiske karriere i 1946, da han i Californien blev valgt til USA's kongres.

Den plads blev siden skiftet ud med en plads i senatet, og da Dwight D. Eisenhower i 1952 skulle finde en vicepræsident-kandidat faldt valget på den ambitiøse og charmerende politiker fra Californien.

En politiker, der var kendt for sine markante meninger og som havde så stor politisk tæft, at hans modstandere gav ham øgenavnet "Tricky Dick".

Et sammensat menneske

Allerede dengang blev Nixon beskrevet som et meget sammensat menneske.

Han kunne i løbet af et øjeblik skifte fra at være den smilende udadvendte verdensmand til en vredladen bitter og indadvendt person, hvis sprogbrug kunne få selv en Hells Angels-rocker til at rødme.

Han var desuden kendt for sine ofte meget højreradikale synspunkter og deltog således aktivt i 1950'ernes nådesløse jagt på amerikanere, der blev tillagt kommunistiske sympatier og derfor gjorde sig skyldig i uamerikansk virksomhed.

Tabte til John F. Kennedy

Eisenhower/Nixon vandt valget og Nixon forblev vicepræsident frem til januar 1961.

I efteråret 1960 stillede han selv op til præsidentposten, men tabte med så forsvindende lille en margin, at hans modstander - John F. Kennedy - på valgnatten gik til ro i den tro, at han havde tabt valget til Nixon.

Først da Jacqueline Kennedy morgenen efter valget vækkede sin mand med et "Good morning, mr. President" blev han klar over, at han havde vundet over Nixon.

Efter dette nederlag gik Nixons politiske karriere lidt i stå - han stillede blandt andet op som guvernør i Californien, men tabte.

Slog Lyndon B. Johnson

Men i 1968 vendte det hele og han slog den svage demokratiske vicepræsident Hubert Humpfrey, der havde afløst Lyndon B. Johnson som demokratisk præsidentkandidat. Han rykkede i januar 1969 som USA's 37. præsident.

Da han fire år senere søgte genvalg på det nærmeste udraderede han sin demokratiske modstander George McGovern i noget, der stadig regnes for en af de største valgsejre i noget præsidentvalg i USA.

Om han havde vundet valget, hvis hans modstander havde været Robert F. Kennedy er tvivlsomt, men Kennedy blev som bekendt myrdet den 6. juni 1968 i Los Angeles.

To år senere var Richard Nixon så godt og grundigt fedtet ind i Watergate-skandalen, der udover en række nære medarbejdere også havde kostet hans vicepræsident Spiro Agnew posten, at han som den første og hidtil eneste amerikanske præsident valgte at gå i utide.

Han benægtede ethvert kendskab til indbruddet i demokraternes hovedkvarter i Watergate-komplekset i Washington, men det er siden dokumenteret, at han fik kendskab til det og søgte at fjerne alle spor, der kunne lede ind i Det Ovale Værelse.

Frost-interviewet

Her kunne den slagne præsidents politiske karriere været brat afsluttet, men det skete ikke. Hans efterfølger Gerald R. Ford benådede ham, hvorefter han ikke siden kunne have været retsforfulgt.

Ikke længe efter sin fratrædelse blev han alvorligt syg og hans levestandard faldt voldsomt. Det er nævnt, at han i januar 1975 kun havde 500 dollar på sin bankkonto.

Dette blev der rettet op på, da han i 1977 indvilgede i at deltage i en række interviews med David Frost. For dette fik han 600.000 dollar og de ti interviews blev første skridt i retning af noget, der lignede en form for privat politisk comeback. Interview-serien blev set af op mod 50 millioner - og det er stadig det højeste seertal nogensinde for en serie af den type.

SE VIDEO: Trailer til dvd-udgivelse af de berømte interviews

De berømte interviews dannede i øvrigt i 2006 baggrund for teaterstykket "Frost/Nixon", der to år senere med samme titel blev filmatiseret.

Mao inviterede ham

I 1976 inviterede Kinas leder Mao den tidligere præsident på genbesøg, og siden dukkede han som privatperson op adskillige steder, hvor der blev lagt mærke til ham, der tilsyneladende trivedes godt med sit nye image som "ældre statsmand." Han deltog således blandt meget andet også i Anwar Sadats begravelse i Egypten. Han tillægges også en vis rolle som fredsmægler i Mellemøsten.

Frem til sin død besøgte han adskillige gange skiftende præsidenter i Det Hvide Hus. Sidste gang i 1993, da han besøgte Bill Clinton.

Den 18. april 1994 blev han ramt af et voldsomt slagstilfælde, mens han sad og spiste i sit New Jersey-hjem i Park Ridge og døde 4 dage senere i en alder af 81 år.

Delte meninger

Der er stadig meget delte meninger om Richard Nixons periode i Det Hvide Hus, men intet kan rokke ved, at han i høj grad var med til at forbedre USAs forhold til både Sovjet og Kina.

Vietnam-krigen blev afsluttet under Nixon og USA sendte det første menneske på månen. Indenrigspolitisk decentraliserede han mange beslutninger fra Washington ud til de enkelte stater og han var med til at forbedre de sorte amerikaneres rettigheder.

Adskillige historikere er i dag enige med historikeren James MacGregor Burns, der på et tidspunkt udtalte om Nixon:

"Hvordan kan man bedømme en så ideosynkratisk præsident - så brillant og med så stor en mangel på moral?"

Historikeren Stephen E. Ambrose, der har skrevet en meget omfattende Nixon-biografi, har udtrykt det således:

"Nixon ønskede at blive bedømt på, hvad han opnåede. Men det han vil blive husket for, det er dels det mareridt han sendte nationen igennem i sin anden periode og dels hans tilbagetrædelse".