#27: Manden der ikke ville være præsident
William Howard Taft lagde sig ud med alle fløje, men endte som lykkelig højesteretspræsident.
Hvis det havde stået til den retlinede jurist William Howard Taft, så var hele karrieren gået efter en snor - og kronet med udnævnelsen til præsident for USA's højesteret i Washington.
I stedet fik han en turbulent embedsperiode (1909-13), hvor han pådrog sig både venstre- og højrefløjens vrede.
Taft endte ganske rigtigt med at blive højesteretspræsident, men først efter en mangeårig omvej i politik, der både gjorde ham til generalguvernør i Filippinerne og til præsident i Det Hvide Hus.
Ønskede ikke at blive præsident
Han lagde i sin embedsperiode aldrig skjul på, at det ikke var hans inderste ønske at nå helt til tops som præsident.
"Min tallerken vendte bare opad, da stillingerne faldt ned," er han citeret for at have sagt.
Men det republikanske parti så hurtigt et lys i den store, joviale mand, og så tog karrieren fart.
Efter juridisk embedseksamen fra University of Yale vendte han tilbage til hjembyen Cincinnati på USA's østkyst for at praktisere jura og læse videre.
Omvej over Filippinerne
Hans brillante evner som jurist og et ry som en effektiv og idérig administrator gjorde, at han allerede midt i trediverne var på støt kurs mod posten som højesteretspræsident.
Men både hans hustru, Helen Herron Taft, og flere republikanske præsidenter valgte en anden vej for ham. I 1900 blev han af præsident McKinley udnævnt til administrator af Filippinerne, som var en amerikansk koloni på den tid.
Taft sympatiserede med de koloniserede filippinere og gennemførte forbedringer i økonomien, byggede veje og skoler samt indførte i et vist omfang filippinsk selvstyre.
Valgkamp var "ubehagelig"
Også McKinleys efterfølger, præsident Theodore Roosevelt, var begejstret for Taft og gjorde ham til krigsminister i 1904, og så var manden der helst ville være højesteretspræsident på vej mod Det Hvide Hus.
Han blev nomineret af det republikanske parti i 1907, men ikke til hans store fornøjelse, vel at mærke.
Han har selv betegnet de fire måneders valgkamp op til valget som " en af de mest ubehagelige perioder i mit liv", selvom broderen Charles Taft hjalp med at udbrede kampagnens synspunkter i øst, mens William Taft selv tog sig af veststaterne.
Effektiv lovmager
Begge fløje i kongressen var tilfredse, da Taft endelig blev valgt. De var trætte af den flamboyante Theodore Roosevelt, som heller ikke havde ønsket at gå efter et genvalg, men det skulle vise sig, at også Taft fik dem op i det røde felt.
Til stor overraskelse for den liberale fløj hos republikanerne fastholdt Taft de høje toldsatser, der var blevet knæsat med Payne-Aldrich-traktaten.
Det blev ikke bedre af, at en handelsaftale med Canada, der ville betyde lavere toldsatser i samhandelen mellem de to lande, blev stemt ned af canadierne.
Imidlertid var Taft også en effektiv kompromismager. Han fik gennemført over 80 antitrust-love, han skabte flertal blandt staterne for en statslig indkomsskat, og han nedsatte Interstate Commerce Commission, som fik bemyndigelse til at opkræve vejafgifter.