#43: Præsident: We're going to hunt them down
Bush gik til valg på indenrigspolitik men endte med at kaste USA ud i to krige.
11. september 2001 - otte måneder efter at George W. Bush havde sat sig i præsidentstolen med løfterne om skattelettelser og flere test i skolerne, fløj to fly ind i tvillingetårnene, dræbte over 3000 mennesker og ændrede alt.
Indtil den dag var udenrigspolitik en parentes i George W. Bush politiske program, og han gik oprindeligt til valg på at minimere USA's indblanding i eksterne konflikter.
We're going to hunt them down.George W. Bush.
"Hvis vi ikke stopper med at lade vores tropper deltage i nationsopbyggende missioner rundt omkring jorden, så får vi et seriøst problem på et tidspunkt. Det vil jeg forhindre," lød det fra George W. Bush i den første debat op til præsidentvalget i november 2000.
"Hunt them down"
Men det gik ikke, som han havde planlagt.
Da det blev klart, at det var terrororganisationen Al Qaida der stod bag angrebet på Manhattan, svor præsidenten at fange dem og straffe dem.
"We're going to hunt them down" - vi vil jage dem og finde dem, sådan lød det igen og igen fra George W. Bush i årene der fulgte efter den sorte septemberdag.
Ultimatum
Bush-administrationen lokaliserede terroristernes arnested til Afghanistan og gav den afghanske regering et ultimatum.
"De udleverer terroristerne," lød det fra George W. Bush "ellers må de dele deres skæbne."
Den 7. oktober, mindre end en måned efter angrebet på World Trade Center, fløj amerikanske, britiske og australske fly ind over Afghanistan med det klare mål at tvinge Taliban fra magten.
Ondskabens akse
Men kampen mod det som George W. Bush kaldte "ondskabens akser" stoppede ikke her.
Den 19. marts 2003 gik amerikanske styrker ind i Irak med det erklærede mål at forhindre Saddam Hussein i at erhverve og udvikle masseødelæggelsesvåben.
Den tidligere irakiske præsident blev senere henrettet på ordre fra den midlertidige, amerikanskstøttede irakiske regering.
Omdiskuteret sejr
George W. Bushs fik to perioder i Det Hvide Hus, selvom hans første præsidentsejr var omdiskuteret.
Ved præsidentvalget i 2000 gav en omtælling i den vigtige svingstat Florida nemlig George W. Bush sejren, selvom Al Gore samlet set fik flest personlige stemmer.
Det skyldtes det særlige amerikanske valgsystem, hvor det gælder om at få flest valgmandsstemmer.