#30: Den tavse præsident

For nogle mennesker kan ét enkelt øjeblik definere deres liv.

For Calvin Coolidge var dette øjeblikket en septemberdag i 1919.

Her besluttede Coolidge - der var guvernør i staten Massachusetts - at genansætte en omstridt politikommissær, der var sat fra bestillingen, fordi han havde fyret de betjente, der ville i en fagforening og siden var gået på strejke.

Coolidge erklærede sig parat til at finde en helt ny samling betjente, hvis det var nødvendigt.

»Ingen har ret til at strejke mod den offentlige sikkerhed på noget sted eller på noget tidspunkt,« lød det fra Coolidge.

Måske præsident?

Med et trylleslag var den ellers tavse og sky guvernør landskendt i USA.

Amerikanerne frygtede kommunismen mere end noget andet, og Coolidge havde med sin handling og ord taget kampen mod fagforeningerne til et nyt niveau.

Især i de yderst konservative dele af det republikanske parti blev Coolidge pludselig et godt bud på morgendagens mand. Måske endda en kommende præsident.

Ved det republikanske konvent i 1920 var der dog betragteligt kaos, og ingen af kandidaterne var selvskrevne til jobbet som partiets præsidentkandidat.

Efter en række sene forhandlinger blev Warren G. Hardin nomineret til præsidentkandidat, og efter en række tilfældigheder blev Coolidge pludselig vicepræsidentkandidat. Blandt andet fordi en anden kandidat per telegraf lod forstå, at han alligevel ikke var interesseret i jobbet.

Du tabte

Calvin Coolidge var en pudsig politiker. Selv for sin tid. Han brød sig ikke om at snakke og slet ikke om sig selv.

Det fortælles, at en kvinde på et tidspunkt sad ved siden af Coolidge til en middag.

»Jeg har væddet med en kammerat, der hævdede, at det ville være umuligt at få mere end to ord ud af din mund,« sagde Dorothy Parker til »Tavse Cal«.

Hans svar?

»Du tabte«.

Man skal jo spise

»En præsidents ord har stor betydning, og de bør derfor ikke bruges vilkårligt,« skrev Coolidge senere om sin egen ordknaphed.

Coolidge blev indsat som præsident af sin far klokken 2:47 om natten efter præsident Hardings pludselig død under en tur i Californien.

Efter indsættelsen gik Coolidge i seng igen. Stille og roligt.

Som præsident var Coolidge vært for over 500 pressemøder, men alligevel beholdt han sin ry for at være en tavs præsident, uinteresseret i ære og politiske venskaber.

Da han blev spurgt, hvorfor han så alligevel deltog i så mange middage i Washington var svaret:

»Man skal jo spise«.

Vandt stort

Coolidges ene søn døde pludselig af sygdom i 1924, og det påvirkede præsidentvalget samme år. Coolidge var trist, og han gennemførte hele valgkampen uden at nævne sine modstanderes navne.

Alligevel vandt han en suveræn sejr med flere millioner stemmer i overskud.

Under sin præsidentperiode var Coolidge ikke meget for at lægge bånd på virksomhederne, og nogle historikere har senere delvist givet Coolidge skyldes for de brølende 20’erne og ikke mindst den efterfølgende depression.

Selv afvist han dog, at hans politik var skyld i det finansielle kollaps.

Hård tid som præsident

Coolidge var også kendt som en forkæmper for sorte og andre minoriteters rettigheder i USA, og han var blandt andet med til at gøre samtlige amerikanske indianere til statsborgere.

Han fik også England, Frankrig, Tyskland, Italien og Japan til at underskrive en erklæring, hvor de tog afstand fra krig som »instrument« for national politik mellem lande.

Anden Verdenskrig flere år senere skulle vise, at aftalen ikke kunne holde stand.

Calvin Coolidge valgte selv ikke at genopstille ved præsidentvalget i 1928. Tiden havde været for hård ved ham, mente Coolidge, der i stedet trak sig tilbage til et mere anonymt liv.

I sin fritid sejlede han på Connecticut River, og han fik skrevet sin selvbiografi.

I 1933 døde han pludseligt af et hjertestop, og helt efter eget ønske fik han en anonym begravelse på en kirkegård i hjemstaten Vermont.