#14: En nordstatsmand for slaveriet
Franklin Pierce var demokraten, der genåbnede spørgsmålet om slaveri i vest.
USA’s 14. præsident var en demokrat fra New Hampshire, som vandt uventet popularitet i Syd på grund af sit forsvar af slaveriet.
Jeg mener, at ufrivillig trældom, som den eksisterer i staterne i denne konføderation, er anerkendt i forfatningen.Franklin Pierce
”Jeg mener, at ufrivillig trældom, som den eksisterer i staterne i denne konføderation, er anerkendt i forfatningen,” sagde han i sin indsættelsestale.
I 1854 gennemførte han det såkaldte Kansas-Nebraska Act, der genåbnede muligheden for at have slaveri i USA’s nye territorier. En beslutning, som historikere betragter som starten på optakten til den amerikanske borgerkrig.
En født politiker
Franklin Pierce var den fødte politiker med en far, der også var politisk aktiv.
Som leder af den lokale milits under den amerikanske revolution havde faderen, Benjamin Pierce, vundet lokalpolitisk indflydelse. Og allerede i sine 20’ere begyndte den unge Franklin Pierce at være politisk aktiv i New Hampshire.
Da han havde set, hvordan det gavnede faderens karriere, valgte han også selv at gå ind i militæret, hvor han var en brigadegeneral under den mexicansk-amerikanske krig.
Her havde han mindre succes og fik tilnavnet ”Fainting Frank”, fordi han faldt af sin hest og besvimede under slaget ved Contreras.
Religiøst ægteskab
I sine unge år i Washington blev Franklin Pierce kendt for sine drukture og eskapader.
Det ændrede sig dog, da han giftede sig med sin kone, Jane Means Appleton, i 1834. Hun var en meget religiøs kvinde, som ikke brød sig om livet i Washington.
Sammen fik de tre børn, der alle døde tidligt i livet. Især tabet af den yngste søn, Benjamin Pierce, der omkom i en togulykke, tog hårdt på Franklin Pierce og hans kone.