#9: Indianerjægeren er stadig historisk
William Henry Harrison holder stadig en rekord, han nok helst var fri for.
32 dage. Så lang tid holdt USA's niende præsident, William Henry Harrison, inden en lungebetændelse satte punktum for hans periode i Det Hvide Hus.
William Henry Harrison er dermed den præsident i amerikansk historie, der har siddet kortest tid som leder af de forenede stater.
Den eneste legitime ret til at regere er en udtrykkelig tildeling af magt fra de, der bliver regeretWilliam Henry Harrison, USA's præsident 1841
USA's niende præsident blev syg efter at have givet sin indsættelsestale en kold martsdag uden hat og frakke. Forkølelsen udviklede sig til en lungebetændelse, der 4. april 1841 kostede ham livet.
Ældste præsident
Med sine 68 år var William Henry Harrison også i lang tid den ældste præsident, der var blevet indsat som amerikansk præsident.
Faktisk holdt han på den rekord, indtil Ronald Reagan blev indsat i 1981. Ronald Reagan rundede kort tid efter sin indsættelse 70 år.
Titlen som den præsident, der har siddet i den korteste periode, har dog ikke været truet siden.
Første fra The Whigs
William Henry Harrison var den første præsident, der repræsenterede The Whig Party. Partiet blev en forløber for det, vi i dag kender som Det Republikanske Parti. Han lagde meget vægt på, at statens rolle kun kunne legitimeres gennem en stor, folkelig opbakning.
"Den eneste legitime ret til at regere er en udtrykkelig tildeling af magt fra de, der bliver regeret," sagde William Henry Harrison om staten.
Den korte tid i Det Hvide Hus har også gjort, at det ikke primært er som politiker, at William Henry Harrison bliver husket.
Mod faderens ønsker
William Henry Harrison spillede nemlig en stor rolle i kampene mod den oprindelige befolkning i USA. Det lå ellers ikke i kortene, at han skulle blive militærets mand.
Det var i hvert fald stik mod faderens ønsker, at den historiske præsident fik en karriere i militæret. Faderen ønskede, at sønnen, der kom fra en akademikerfamilie, skulle følge i familiens fodspor og blive læge.
William Henry Harrison ville det anderledes, og hans militære karriere gav ham et ry som en hård indianerjæger.
Indianerjæger
I 1791 skiftede William Henry Harrison medicinstudierne ud med en stilling som hjælper for generalen Anthony Wayne, der gik under navnet "Gale Anthony". Sammen vandt de et slag mod de oprindelige amerikanere, der åbnede det meste af Ohio for bosættelser.
I 1801 blev han guvernør for territorierne i Indiana og fik til opgave at skaffe land fra indianerne gennem traktater. Det resulterede i mange hævnaktioner fra indianerne, som William Henry Harrison havde til opgave at slå tilbage.
Hans hårde stil over for den oprindelige befolkning kom især til udtryk, da det lykkedes ham at inddrive 20 millioner hektar land fra de oprindelige beboere. Pris: En penny pr. 80. hektar.
William Henry Harrison var den første amerikanske præsident, der døde under sin embedsperiode.