Fortsæt til indhold
USA

#2: Præsident havde det mest ubetydelige job

Han følte sig for klog til at være vicepræsident, og ville straffe politisk modstand hårdt.

John Adams, USA's anden præsident var ikke helt uden erfaring, da han satte sig i præsidentstolen i 1797.

Han var vicepræsident i to perioder under staternes første præsident George Washington.

Men han syntes, han var for klog til at henslæbe sin tid på vicepræsidentkontoret.

Mit land har i sin klogskab planlagt det mest ubetydelige job til mig, som der nogensinde er blevet født af en mands tanker.
John Adams.

Ubetydeligt job

Det fik ham til at klage sin nød til sin kone Abigail Adams.

"Mit land har i sin klogskab planlagt det mest ubetydelige job til mig, der nogensinde er blevet født af en mands tanker," skrev han således om vicepræsidenthvervet i et brev til sin kone.

Så det må have været en tilfreds præsident, der som den første nogensinde indtog det nybyggede Hvide Hus i 1797.

Ingen modstand

John Adams spillede en afgørende rolle i den amerikanske uafhængighedskrig , og var også en af drivkræfterne bag den amerikanske uafhængighedserklæring, der blev vedtaget i 1776.

I sin præsidentperiode godkendte han i 1798 de såkaldte "Alien and Sedition Acts."

En af lovene - "The Sedition Act," forbød USA's borgere at vise deres modstand mod regeringen offentligt.

Fængsel og bøde

Overtrædelse af forbuddet kunne give fængselsstraf og bøde.

Lovene gjorde det også nemmere at afvise immigranter, der ville slå sig ned i det forjættede land.

For føderalisterne, som John Adams tilhørte, ville stoppe strømmen af irske indvandrere.

Kun ærlige mænd

John Adams blev USA's eneste føderalistiske præsident.

Det føderalistiske parti fokuserede bl.a. på at opnå gode relationer til Storbritannien.

Ved valget i 1800 tabte han dog med få stemmer til den demokratisk-republikanske Thomas Jefferson.

Inden valget skrev han et brev til sin kone, hvor han beskrev sine ønsker til Det Hvide Hus' kommende beboere.

"Før jeg slutter brevet, beder jeg til Gud om at sikre, at dette hus og dem som skal arve det bliver velsignet på bedste vis. Må ingen andre end ærlige og kloge mænd nogensinde regere under dette tag".