Dagens vigtigste nyheder torsdag den 13. oktober 2022
Her kan du læse dagens vigtigste historier fra ind- og udland.
Spionchef beskriver i ny bog sit dårlige forhold til Statsministeriets departementschef
Torsdag udgav den nu suspenderede chef for Forsvarets Efteretningstjeneste, Lars Findsen, en ny bog med titlen; Spionchefen - erindringer fra celle 18.
Heri beskriver spionchefen bla. et giftigt forhold til statsministeriets departementschef, Barbara Bertelsen, og hvordan han advarede regeringen om ikke at udsende en meget omtalt pressemeddelelse, som i sin tid fik FE-sagen til at eksplodere.
Jyllands-Posten har samlet detaljerne fra bogen her.
Blå-lilla alliance vil have kulegravet forløbet i FE-sagen
Alle borgerlige partier og Moderaterne kræver nu en kommissionsundersøgelse af forløbet i FE-sagen.
Det drejer sig om samtlige borgerlige partier og Moderaterne, hvilket sker, efter Lars Findsen torsdag udgav en bog om sagen.
Både regeringen og dens støttepartier afviser at kommentere på bogens nye detaljer.
Rusland kræver at være med i Nord Stream-undersøgelser
Rusland vil ikke anerkende resultaterne af en efterforskning af lækkene på Nord Stream-gasrørledningerne ud for Bornholm, hvis ikke russiske eksperter er involveret.
Rusland oplyser, at det har indkaldt diplomater fra Danmark, Sverige og Tyskland for at klage over, at repræsentanter fra Moskva og Gazprom ikke har været inviteret med i de foregående undersøgelser af gaslækkene.
Årsagen til lækagerne er stadig uklar, men lande i EU har sagt, at meget tyder på sabotage.
Intern uenighed i Socialdemokratiet om Rwanda-plan
Hele 18 socialdemokratiske folketingskandidater afviger fra partiets officielle linje om en dansk asyllejr i Rwanda.
Det skriver Jyllands-Posten efter en gennemgang af S-medlemmers svar på JP’s kandidattest.
Nu taler flere af partiets folketingskandidater ud om uenigheden i partiets linje.
Vil du modtage overblikket dagligt? Du kan f.eks. tilmelde dig nyhedsbrevet ”Aften” eller downloade app’en ”Jyllands-Posten Nyheder” og tillade push-notifikationer.