S går til Pind med fire forslag til at komme radikalisering til livs

Justitsminister Søren Pind har i aften indkaldt Folketingets partier til forhandlinger om, hvordan radikalisering skal bekæmpes. S vil lukke hjemmesider uden dommerkendelse.

Artiklens øverste billede
Socialdemokraternes retsordfører medgiver, at det er et vidtgående skridt, at lukke for hjemmesider uden først at have fået grønt lys fra en dommer. Arkivfoto: Sisse Dupont

Ekstremistiske hjemmesider skal kunne lukkes uden dommerkendelse, og radikalisering skal bekæmpes med et bredt spektrum af våben i de lokalmiljøer, hvor unge bliver trukket ind i de formørkede fællesskaber.

Det mener Socialdemokraterne, som sammen med Folketingets øvrige partier i aften er indkaldt til forhandlinger hos justitsminister Søren Pind om bekæmpelse af radikalisering.

Socialdemokraterne møder op til forhandlingerne med fire konkrete »ønsker« i bagagen.

»Man kan ikke bare knipse med fingrene, og så er problemet med radikalisering løst. Det kræver en bred indsats både på internettet og i den fysiske verden, så vi kommer ud i alle afkroge,« siger Socialdemokraternes retsordfører Trine Bramsen til Jyllands-Posten.

Partiet foreslår for det første, at myndighederne skal have lov til at blokere for hjemmesider med ekstremistisk indhold uden varsel og uden først at indhente en dommerkendelse, som det er påkrævet i dag.

Derudover skal exitprogrammer for radikaliserede unge styrkes og der skal gøres mere brug af den såkaldte forbilledemodel, hvor unge, der i fare for at blive radikaliseret, bliver tilknyttet en lokal rollemodel, som kan trække den unge væk fra de negative fællesskaber.

Slutteligt ønsker Socialdemokraterne, at der bliver oprettet et »Center for Antiradikalisering«, som skal indsamle viden og koordinere indsatserne mod radikalisering.

Centeret tænkes placeret under PET og skal samle trådene mellem efterretningstjenesten, politiet, SSP-samarbejdet, kommunerne og relevante boligselskaber.

»Det afgørende er ikke, hvor det ligger, men at vi får en fælles koordinerende enhed,« siger Trine Bramsen.

De mest kontroversielle af de fire forslag er uden tvivl ideen om at blokere ekstremistiske hjemmesider uden forudgående dommerkendelse.

I dag kræver retsplejeloven, at politiet eller Politiets Efterretningstjeneste skaffer en kendelse fra en dommer, hvis myndighederne skal beslaglægge en hjemmeside, der vurderes at opfordre til vold eller støtter terror.

Socialdemokraternes formand Mette Frederiksen spillede allerede ud med forslaget i februar i et interview med Jyllands-Posten. Dengang fik det kritik fra blandt andre interesseorganisationen IT-Politisk Forening, der kaldte det »vanvittigt« og administrativ »forhåndscensur«.

Også Jacob Mchangama, direktør i den juridiske tænketank Justitia, kritiserede Socialdemokraterne for at gå for langt i kampen mod radikalisering.

»Administrativt at ville lukke hjemmesider på baggrund af, hvad myndighederne vurderer er radikalisering og ekstremisme, er et meget vidtgående skridt, der i min optik går over den røde streg for, hvad man bør gøre. Vi vinder ikke kampen mod radikalisering og ekstremisme ved at bruge censurlignende metoder,« sagde han til Jyllands-Posten.

Trine Bramsen medgiver, at Socialdemokraterne går langt:

»Det er da vidtgående, men terroristerne og de radikaliserede, der vil skade vores samfund, er også meget vidtgående, derfor er vi nødt til at tage nogle redskaber i brug, der kan stoppe dem,« siger hun.

»Hastigheden på internettet gør, at man ekstremt hurtigt kan sprede radikaliserende propaganda. Derfor er det afgørende, at myndighederne hurtigt kan lukke ned for disse hjemmesider, så snart, der er åbenlyse opfordringer til at bekrige eller gøre skade på vores demokratiske samfund,« siger hun.

Et eksempel kunne være, hvis en hjemmeside opfordrer til at bombe et musiksted, forklarer Trine Bramsen. Hvis en hjemmeside billiger stening af kvinder eller flerkoneri, vil den omvendt ikke kunne blokeres med Socialdemokraternes forslag, for, som Trine Bramsen siger:

Hun understreger, at folkene bag blokerede hjemmesider efterfølgende kan få prøvet deres sag ved en domstol, hvis de er utilfredse med blokeringen. Det er politiet, der skal træffe den konkrete beslutning om at lukke for adgangen til en hjemmeside.

Søren Pind har selv spillet ud med fem forslag til bekæmpelse af radikalisering på nettet forud for de kommende forhandlinger. 

Ét forslag går på at gøre det nemmere at dømme folk, der spreder terrorpropaganda.

Et andet handler om at blokere hjemmesider med ekstremistisk indhold. Dog ikke ved - som Socialdemokraterne at lade myndighederne blokere – men ved at få internetudbyderne til at lukke for adgangen til en hjemmeside, sådan som det sker i dag, når Red Barnet og Rigspolitiet anmoder om at få blokeret sider med børneporno.

I dagens Politiken spiller justitsministeren desuden ud med en gammel kending: Den såkaldte Al Capone-metode, som tidligere har været anvendt mod rockere og bandemedlemmer, men som nu også foreslås taget i brug over for islamister.

Metoden går ud på at stresse de radikale miljøer ved at ramme dem på pengepungen.

Skattemyndighederne skal således slå ned på momssvindel, skatteunddragelse og misbrug af kontanthjælp, for på den måde indirekte at stække de radikaliserende elementer.

Både Socialdemokraterne, Radikale og Dansk Folkeparti er på forhånd positive.

Forhandlingerne om anti-radikalisering kommer efter, at kirkeminister Bertel Haarder for nylig stod i spidsen for forhandlingerne om en række opstramninger over for religiøse forkyndere.

Mødet begynder klokken 18.15 i Justitsministeriet.

Mere som dette

Andre læser

Mest læste

Mest læste Finans

Giv adgang til en ven

Hver måned kan du give adgang til 5 låste artikler.
Du har givet 0 ud af 0 låste artikler.

Giv artiklen via:

Modtageren kan frit læse artiklen uden at logge ind.

Du kan ikke give flere artikler

Næste kalendermåned kan du give adgang til 5 nye artikler.

Teknisk fejl

Artiklen kunne ikke gives videre grundet en teknisk fejl.

Ingen internetforbindelse

Artiklen kunne ikke gives videre grundet manglende internetforbindelse.

Denne funktion kræver Digital+

Med et Digital+ abonnement kan du give adgang til 5 låste artikler om måneden.

ALLEREDE ABONNENT?  LOG IND

Denne funktion kræver Digital+

Med et Digital+ abonnement kan du lave din egen læseliste og læse artiklerne, når det passer dig.

Teknisk fejl

Artiklen kunne ikke tilføjes til læstelisten, grundet en teknisk fejl.

Forsøg igen senere.

Del artiklen
Relevant for andre?
Del artiklen på sociale medier.