Søren Pind vil sætte ind mod ekstremisme på internettet
Justitsminister Søren Pind præsenterer udspil, der skal imødegå ekstremisme online. Grænsen mellem retsstat og politistat udviskes, lyder kritik.
Det skal være nemmere at dømme folk, der spreder terrorpropaganda, hjemmesider skal kunne blokeres, og så skal et »digitalt agentkorps« på sociale medier svare igen på ekstreme budskaber.
Det er tre hovedpunkter i et oplæg fra justitsminister Søren Pind, der vil indkalde Folketingets partier til at forhandle om radikalisering.
»Det er sindssygt vigtigt, at vi viser, at demokratiet faktisk har handlemuligheder, i en tid hvor islamismen udfordrer os, på samme måde som kommunismen og nazismen gjorde,« siger han.
Konkret foreslås det at straffe personer, der deler ekstremistisk materiale »groft uagtsomt«, dvs. også selv om det ikke kan bevises, at personen havde til hensigt, at det skulle bruges i terrorsammenhæng, sådan som straffeloven kræver i dag. Storbritannien har sådan et forbud, som f.eks. har udløst en dom for at udsende links til videooptagelser af halshugninger.
Et andet forslag går på at få internetudbydere til at blokere hjemmesider med ekstremistisk indhold, sådan som det sker i dag, når Red Barnet og Rigspolitiet anmoder om at få lukket adgangen til sider med børneporno.
Desuden påtænker regeringen at sætte »digitale påvirkningsagenter« til at svare igen på yderligtgående budskaber på nettet.
»De skal lede folk på rette spor,« siger Søren Pind.
Indgreb i frihedsrettigheder
Dansk Folkeparti bakker op.
»Det lyder som sød musik i mine ører. Alt, der kan gøre livet besværligt for ekstremister, vil vi gerne drøfte og kigge på,« siger retsordfører Peter Kofod Poulsen.
Også Socialdemokraterne er positivt stemt.
»Lige så vel som det har en konsekvens i den fysiske verden at sprede ulovlige budskaber, skal det også have konsekvenser på internettet,« siger retsordfører Trine Bramsen.
Enhedslisten kritiserer regeringen for at foretage et »indgreb i de grundlæggende frihedsrettigheder«. F.eks. når hjemmesider kan blokeres, uden at en dommer har vurderet sagen.
»Det overtræder en af grænserne, der går mellem en politistat og en retsstat,« siger retsordfører Pernille Skipper.