Avis: Dødspilot var i psykiatrisk behandling i halvandet år
Ifølge Bild blev Andreas Lubitz sat tilbage i sin træning flere gange pga. psykiske problemer.
Torsdag afslørede adm. direktør i Lufthansa Carsten Spohr, at den 27-årige andenpilot, Andreas Lubitz, som med al sandsynlighed lod et Airbus-fly hamre ind i en klippevæg i de franske alper, afbrød sit træningsforløb i flere måneder for seks år siden.
Spohr ville ikke komme nærmere ind på årsagen til pausen, men understregede, at alle psykologiske test efterfølgende viste, at Lubitz på alle måder var i stand til at flyve.
Den tyske avis Bild har dog fået indsigt i Lubitz’ personalemappe, som viser, at træningen på Lufthansas flyskole i Phoenix, Arizona, blev afbrudt pga. psykiske problemer, og at han flere gange blev sat tilbage i sin uddannelse.
Lubitz skal således være blevet erklæret uegnet til at flyve i perioder og var angiveligt i psykiatrisk behandling gennem halvandet år. I 2009 lød diagnosen ifølge Bild, at han havde en ”aftagende svært depressiv periode”.
Den offentlige anklager i Marseille Brice Robin beskrev torsdag, hvordan kaptajnen havde forladt cockpittet i Germanwings’ Airbus A320-fly, formentlig for at gå på toilettet, og at den 27-årige Lubitz efterfølgende havde nægtet at lukke ham ind igen.
Kaptajnen kunne på den såkaldte cockpit voice recorder høres banke på døren og bede sin kollega om at åbne. Efterfølgende forsøgte han forgæves at slå døren ind, ifølge Bilds oplysninger med en økse.
På intet tidspunkt svarede Andreas Lubitz, som da var i gang med at lægge an til en fatal landing. I løbet af otte minutter faldt flyet fra 12.000 meters højde til 2.000, hvorefter det styrtede ind i klipperne.
Alle 150 om bord døde.
Ifølge Carsten Spohr gennemgår alle piloter i Lufthansa-koncernen, som Germanwings tilhører, omfattende både fysiske og psykiske undersøgelser for at sikre sig mod hændelser som tirsdagens overlagte flystyrt.
Men man har altså ikke opdaget, at Lubitz formentlig havde psykiske problemer.
Ifølge Bilds oplysninger går efterforskerne ud fra, at motivet skal findes i en ”personlig livskrise”, og op til flystyrtet havde han angiveligt parforholdsproblemer.
Andreas Lubitz stammede fra den lille by Montabaur i det tyske Rhin-område nordvest for Frankfurt am Main. Her meldte han sig allerede i teenageårene ind i svæveflyveklubben Luftsportclub Westerwald.
”Andreas blev medlem af foreningen for at gøre sin drøm om at flyve til virkelighed,” skriver klubben i en udtalelse.
En bekendt fra svæveflyverklubben ved navn Peter Ruecker beskriver den 27-årige pilot som noget stille, men venlig. De to så sidst hinanden i efteråret, da Lubitz skulle have fornyet son svæveflyvercertifikat. Den gang virkede han ”normal og glad”, siger Peter Ruecker til nyhedsbureauet AP.
”Han var glad for jobbet hos Germanwings, og han klarede sig fint,” lyder hans vurdering.
På Andreas Lubitz’ nu nedlagte Facebook-profil bekræftes indtrykket af, at han tilsyneladende gik meget op i luftfart. Han var for eksempel medlem af gruppen ”Lufthansa,” gruppen for pilotuddannelsen i Bremen, ”LTF Bremen”, Airbus-gruppen ”A320 Technical” og gruppen ”Ting en pilot ikke siger...”.
Tysk politi gennemsøgte torsdag Lubitz’ to hjem, overetagen i forældrenes hus i byen Montabaur og hans lejlighed i Düsseldorf, hvor de ifølge Daily Mail og Spiegel skal have fundet et muligt vigtigt spor.
”Vi har fundet noget, som vi nu tager med for at undersøge. Vi kan på nuværende tidspunkt ikke sige, hvad det er, men det kan være meget afgørende spor, der kan forklare, hvad der skete,” siger en talsmand for tysk politi til Daily Mail.
Over for nyhedsbureauet AP afviser politiet i Düsseldorf dog, at man skal have fundet noget af større betydning.