Dødspiloten var 27-årige Andreas Lubitz
Germanwings-andenpiloten Andreas Lubitz tog sandsynligvis 149 mennesker med sig i døden. Hans drøm havde altid været at blive pilot.
Det mest påtrængende spørgsmål står stadig ubesvaret:
Hvad fik ham til at låse førstepiloten ude af cockpittet og sende Germanwings-flyet ind i et pludseligt dyk, som kom til at koste alle 150 mennesker om bord livet, da Airbus 320-maskinen hamrede ind i en klippeside i de franske alper med 700 kilometer i timen?
Vi ved det endnu ikke, og måske får vi aldrig svaret.
Men allerede nu kan man begynde at tegne et billede af manden ved rorpinden, den 27-årige tysker Andreas Lubitz, som tilsyneladende var en habil pilot.
Hans identitet blev bekræftet af den offentlige anklager i Marseille, Brice Robin, på et pressemøde torsdag.
Trods sin relativt unge alder havde Andreas Lubitz allerede mindst 630 flyvetimer bag sig. Inden han i september 2013 var blevet ansat i lavprisselskabet Germanwings, havde han været gennem uddannelsesforløbet hos moderselskabet Lufthansa i Bremen, oplyste en talskvinde for Lufthansa tidligere torsdag. Forinden havde han i en periode arbejdet som steward.
For seks år siden afbrød han dog af ukendte årsager uddannelsen i nogle måneder, oplyste Lufthansas adm. direktør Carsten Spohr på et andet pressemøde torsdag. Spohr enten kunne eller ville ikke oplyse årsagen til afbrydelsen, men understregede, at Andreas Lubitz absolut var klar til at sidde bag rorpinden i en passagerflyver:
”Han har bestået alle prøver og kontroller de seneste år og var 100 procent klar til at flyve. Hans generalieblad var fejlfrit,” understregede Spohr.
Andreas Lubitz stammede fra den lille by Montabaur i det tyske Rhin-område nordvest for Frankfurt am Main. Her meldte han sig allerede i teenageårene ind i svæveflyveklubben Luftsportclub Westerwald.
”Andreas blev medlem af foreningen for at gøre sin drøm om at flyve til virkelighed,” skriver klubben i en udtalelse.
Nu tyder meget på, at drømmen endte som et mareridt, hvor Andreas Lubitz bevidst tog 149 liv med sig i døden.
En bekendt fra svæveflyverklubben ved navn Peter Ruecker beskriver den 27-årige pilot som noget stille, men venlig. De to så sidst hinanden i efteråret, da Lubitz skulle have fornyet son svæveflyvercertifikat. Den gang virkede han ”normal og glad”, siger Peter Ruecker til nyhedsbureauet AP.
”Han var glad for jobbet hos Germanwing, og han klarede sig fint,” lyder hans vurdering.
På Andreas Lubitz’ nu nedlagte Facebook-profil bekræftes indtrykket af, at han tilsyneladende gik meget op i luftfart. Han var for eksempel medlem af gruppen ”Lufthansa,” gruppen for pilotuddannelsen i Bremen, ”LTF Bremen”, Airbus-gruppen ”A320 Technical” og gruppen ”Ting en pilot ikke siger...”.
Og netop ingenting var hvad, han sagde i de sidste ti minutter af hans liv. Kun hans vejrtrækning kunne høres over flyets radio, mens førstepiloten høres hamre på døren til cockpittet for at få Andreas Lubitz til at lukke op.
Selvom meget altså tyder på et selvmord, er de franske myndigheder stadig tilbageholdne med at konkludere noget på nuværende tidspunkt.
”Selvmord er normalt noget, som man begår alene. Når der er 150 personer om bord, vil jeg ikke bruge ordet selvmord,” sagde anklageren Brice Robin på dagens pressemøde.