Fortsæt til indhold
Europa

Lufthansa-direktør: "Hvis en person tager 149 personer med sig ind i døden er det et andet ord - ikke selvmord"

Piloten på Germanwings-flyet Andreas Lubitz afbrød sin træning i flere måneder for seks år siden.

”Det er vores værste mareridt”.

Sådan indledte Lufthansas adm. direktør Carsten Spohr et pressemøde torsdag eftermiddag.

Han reagerede på nyheden om, at andenpiloten på datterselskabet Germanwings’ Airbus A320-fly, Andreas Lubitz, ifølge den franske anklagemyndighed tilsyneladende bevidst fløj ind i en bjergvæg i de franske alper, hvormed alle 150 personer om bord blev dræbt.

Tidligere torsdag havde den offentlige anklager i Marseille Brice Robin beskrevet, hvordan kaptajnen havde forladt cockpittet, formentlig for at gå på toilettet, og at den 27-årige Lubitz efterfølgende havde nægtet at lukke ham ind igen.

Ifølge Carsten Spohr gennemgår alle piloter i Lufthansa-koncernen omfattende både fysiske og psykiske undersøgelser for at sikre sig mod hændelser som tirsdagens overlagte flystyrt.

Han fortalte, at Andreas Lubitz havde fået flytræning både i Phoenix i USA og Bremen i Tyskland fra 2008.

”Jeg vil gerne nævne, at under træningen for seks år siden, var der en længere afbrydelse, og derefter var han klar til at fortsætte, og han klarede alle undersøgelser med bravur, der var intet at udsætte på hans arbejde.”

Årsagen til afbrydelsen, som varede ”flere måneder”, ønskede Spohr ikke at komme ind på, men pointerede, at det var en af de ting, som ville være relevant se nærmere på.

Andreas Lubitz arbejdede først som steward, indtil han i september 2013 fik lov at sætte sig i cockpittet som pilot. Han havde haft 630 flytimer.

Carsten Spohr understregede, at han har fuld tillid til sine medarbejdere i luften og til Lufthansas sikkerhedsprocedurer, men at man ikke kan forhindre en sådan ”enkeltstående hændelse”.

At kaptajnen ikke kunne tvinge sig adgang til cockpittet ved at bryde gennem døren med vold skyldes, at det efter terrorangrebet den 11. september 2001 blev obligatorisk for flyselskaber at montere skudsikre sikkerhedsdøre mellem cockpittet og passagerkabinen.

Døren er i udgangspunktet låst indefra og skal også låses op indefra. I de nyere modeller findes en nødprocedure, der kan anvendes til at få adgang til cockpittet, hvis piloterne eksempelvis har mistet bevidstheden.

Med en særlig kode vil dørene efter 30 sekunders forsinkelse blive låst op i 5 sekunder.

”Enten trykkede piloten ikke på denne særlige kode, hvilket vi ikke kan forestille os, eller også trykkede han koden, og så blev døren blokeret indefra,” vurderede Carsten Spohr.

Direktøren mente ikke umiddelbart, at der er grund til at indføre en regel om, at der til enhver tid skal befinde sig to personer i cockpittet, som det er tilfældet i USA, men udelukkede det ikke.

Chokerende anklager: Pilot styrtede med vilje

Adspurgt om Lufthansa anså Lubitz’ gerning som selvmord, lød svaret som et ekko af det, som Brice Robin havde givet tidligere på dagen:

”Jeg er ikke jurist, men som direktør for et stort selskab, vil jeg sige, at at hvis en person tager 149 personer med sig ind i døden, er det et andet ord og ikke selvmord.”

Brice Robin havde få timer forinden fortalt om de lydoptagelser, som var blevet fundet på den såkaldte cockpit voice recorder. Her blev det fastslået, at Andreas Lubitz ikke holdt døren lukket, fordi han havde fået et ildebefindende. For indtil det sidste kunne hans vejrtrækning høres.

”Det var ikke vejtrækningen hos en mand, der har et hjerteanfald. Han sagde nærmest ikke et ord, da kaptajnen havde forladt cockpittet,” sagde den offentlige anklager i Marseille.

Kort efter kom kaptajnen tilbage.

”Han bankede på døren for at bede om, at den blev åbnet, men der var intet svar,” sagde Brice Robin.

I løbet af otte minutter faldt flyet fra 12.000 meters højde til 2.000.

Kontroltårnet forsøgte adskillige gange at få kontakt til andenpiloten, men svaret var tavshed hver gang. På optagelsen kunne man høre kaptajnens hamren blive mere insisterende, og han prøvede tydeligvis at slå døren i stykker.

Samtidig indikerede en høj alarm, at flyet nærmede sig jorden.

Ifølge Brice Robin gik det første op for passagererne, hvad der var ved at ske i sidste øjeblik.

”Skrigene fra kabinen høres først til allersidst, og døden var øjeblikkelig.”

Flyet hamrede ind i en klippeside i de franske alper med 700 km/t.

”Andenpilotens handling kan fortolkes som en vilje til at ødelægge flyet. Den mest sandsynlige fortolkning er, at andenpiloten nægtede at åbne cockpitdøren og trykkede på knappen for at indlede landing,” konkluderede Brice Robin.

Dermed vil det ikke være første gang, at en pilot vælger at afslutte sit liv og tage en - i enkelte tilfælde - fuld flyver med sig.

Senest skete det efter alt at dømme i november 2013, da et fly fra det mozambikanske flyselskab Linhas Aéreas de Moçambique styrtede ned i en nationalpark i Namibia. Alle 27 passagerer og 6 besætningsmedlemmer døde.

Det er ikke blevet endeligt bevist, at der var tale om selvmord, men meget tyder på det. Ifølge oplysningerne fra databasehjemmesiden Aviation Safety Network gik andenpiloten på toilettet under flyvningen, men vendte tilbage til en låst cockpitdør.

Den såkaldte flight data recorder viste, at førstepiloten gik voldsomt ned i højde, men samtidig satte farten tilsvarende op. Derudover kunne man på cockpit voice recorder (CVR) høre banken på cockpitdøren. Kaptajnen udsendte intet nødsignal.

Efterfølgende forlød det, at kaptajnen havde mistet en søn året forinden og skulle have ægteskabelige problemer.

Det mest berømte tilfælde af muligt overlagt flystyrt stammer fra oktober 1999, hvor et Egypt Air-Boeing 767-fly på vej fra New York til Kairo styrtede ned i Atlanterhavet. 217 mennesker døde.

Årsagen til flystyrtet bliver stadig diskuteret. Sikkert er det, at flyet foretog et kraftigt dyk omkring 30 minutter inde i flyvningen. Dykket skete umiddelbart efter at kaptajnen havde forladt cockpittet for at gå på toilettet, og på CVR hører man otte gange gange andenpiloten sige: ”Jeg sætter min lid til Gud”.

Samtidig bliver autopiloten slået fra, og motorerne sat i tomgang.

”Hvad sker der, hvad sker der?,” udbryder kaptajnen, da han vender tilbage.

Fra andenpiloten lyder det blot endnu engang: ”Jeg sætter min lid til Gud”.

På det tidspunkt viser flight data recorder, at højderorene, som sidder på hver sin side af flyets haleplan og styrer om flyet vender næsen op eller ad, vender hver sin vej, og begge motorer er lukket ned.

”Hvad er det, hvad er det? Har du slukket motorerne?,” lyder det fra kaptajnen.

De sidste ord, man hører, er kaptajnen, der beder sin andenpilot om at trække maskinen op sammen med ham.

De egyptiske myndigheder har taget kraftigt afstand fra teorierne om overlagt flystyrt, men USA’s The National Transportation Safety Board, lød den tvetydige konklusion på den mulige årsag til styrtet:

”Flyets afvigelse fra normal ”cruise flight” og efterfølgende sammenstød med Atlanterhavet som resultat af andenpilotens flykontrol-input. Årsagen til andenpilotens handlinger er ikke afklaret.”

Også når det gælder mysteriet om Malaysia Airlines-flyet MH370, der forsvandt for ét år siden, har teorien om selvmord været bragt frem.