Fortsæt til indhold
Kronik

En modvægt til Peter Gøtzsche

Peter Gøtzsche er på mange måder medicinens svar på Bjørn Lomborg, idet Gøtzsche er i konstant opposition til det etablerede system og synes at kunne få øje på ting og misforhold, som alle eksperterne overser.

Jonathan Løw, iværksætter og tidligere depressionsramt Højbjerg

Dette er en kronik skrevet af en ekstern kronikør. Jyllands-Posten skelner skarpt mellem journalistik og meningsstof. Vil du skrive en kronik? Læs hvordan her.

Jeg valgte for nylig at stå frem med min stressudløste depression og efterfølgende indlæggelse på et psykiatrisk hospital. Indlæggelsen skete, få måneder efter at jeg tilbage i 2013 var blevet udnævnt til en ung iværksætterguru i Dagbladet Børsen. Kontrasten var enorm.

Undervejs i mit sygdomsforløb dengang oplevede jeg nogle fantastisk kompetente medarbejdere på hospitalet i Risskov ved Aarhus. Især behandlingen med antidepressiv medicin og ECT (elektrochokbehandling) løftede mig ud af en yderst pinefuld tilstand, som hverken motion, psykologsamtaler eller mindfulness havde haft nogen som helst gavnlig effekt på inden da.

Efter at jeg har fået det godt igen og nu stortrives, har jeg brugt ganske meget energi på at følge med i debatten om depressioner og hjernesygdomme herhjemme. I den forbindelse er især ét navn gået igen – nemlig direktøren og forfatteren Peter Gøtzsche.

Jeg kender personligt til utallige førende eksperter inden for området, der ryster på hovedet, når de igen skal høre på Gøtzsches udsagn, men af uvisse grunde vælger de at tie.

Fhv. ledende overlæge ved afdeling for depression og angst: Antidepressiv medicin forebygger selvmord blandt svært deprimerede patienter

Peter Gøtzsche er efter eget udsagn modstykket til en psykiatri og et system, der ifølge ham udskriver alt for meget medicin til danskerne. Det er et system, der ifølge Gøtzsche er sovset ind i andre interesser end kun det at hjælpe patienterne, og samtidig påstår Gøtzsche, at eksempelvis den antidepressive medicin slår flere mennesker ihjel, end den hjælper.

Gøtzsche markedsfører sig selv og sit arbejde igennem dramatiske bogtitler som ”Dødelig medicin og organiseret kriminalitet” og ”Dødelig psykiatri og organiseret fornægtelse”. Som pr-rådgiver kan jeg godt se effekten i disse ordvalg, men som borger og tidligere taknemmelig psykiatribruger finder jeg titlerne både forargelige og dybt unuancerede.

Professor: Selvmordene forårsaget af depressionspiller vil fortsætte – man bør undgå pillerne

Hver gang Peter Gøtzsche går ud og markedsfører sine budskaber, ser det med henvisning til »en stor mængde forskning«, der sjovt nok altid ender med at stemme overens med Gøtzsches budskaber. Han er på mange måder medicinens svar på Bjørn Lomborg, idet Gøtzsche er i konstant opposition til det etablerede system og synes at kunne få øje på ting og misforhold, som alle eksperterne overser. Niels Kromann, professor og cheflæge hos Kræftens Bekæmpelse, har udtalt (Weekendavisen 2/2 2018): »Der burde laves en uvildig evaluering, for det er blevet stedse mere skingert gennem årene, hvad der kommer fra Cochrane-centret og Peter Gøtzsche.«

Også Sundhedsstyrelsens direktør, Søren Brostrøm, er skuffet over Peter Gøtzsche, som han i Information 20/5 2016 kalder konfronterende og anklagende: »Cochrane-centret står isoleret fagligt set. Der har været udmeldinger fra Gøtzsche og hans kolleger, som vi i Sundhedsstyrelsen synes er bekymrende.«

Kronik: Endnu et tragisk selvmord på depressionspiller

Det dybt bekymrende er i denne forbindelse, at Peter Gøtzsche, ligesom Lomborg i øvrigt, får så meget taletid og så lidt modstand i offentligheden. Jeg kender personligt til utallige førende eksperter inden for området, der ryster på hovedet, når de igen skal høre på Gøtzsches udsagn, men af uvisse grunde vælger de at tie – formentlig fordi de ikke orker mediedebatten og det cirkus, det til tider kan være.

Lad mig derfor gerne tage noget af kampen på deres vegne ved i det mindste at slå følgende fast:

Der er klar evidens for, at antidepressiv medicin har gavnlig effekt – udover placeboeffekten – på svære depressioner. Det kan lykkes Gøtzsche at manipulere og selektere sig til en anden sandhed, men spørg landets førende eksperter på området, og du vil få en anden udlægning end Peter Gøtzsches.

Eksempelvis fra Peter Schwarz, formand for Lægevidenskabelige Selskaber (Berlingske 3/9 2013): »Evidens er et af de fornemste begreber i den medicinske profession. Det betyder, at man har belæg for, kan bevise, de påstande, som man fremsætter. Professor Peter C. Gøtzsche forbryder sig grundigt mod dette princip i sin bog ”Dødelig medicin og organiseret kriminalitet”, hvor der fremsættes så uhyrlige påstande om lægestanden som vaneforbrydere og industrien som mafia, at det grænser til uhæderlighed.«

Kronik: Der bør være lettere adgang til terapi

Det bør retfærdigvis nævnes i denne sammenhæng, at antidepressiv medicin har en lille hvis nogen effekt udover placebo på milde depressioner, der muligvis slet ikke er depressioner.

Ergo ligger problemet ikke, som Peter Gøtzsche påstår, i medicinen i sig selv, men i det faktum, at læger herhjemme ikke burde være dem, der udskriver medicinen, fordi de ikke er specialister på området. Men eftersom psykiatrien ikke er noget prestigeområde, og vi konstant prioriterer de fysiske sygdomme som kræft og hjerte-kar-sygdomme højere, så er der på ingen måde specialister nok til at diagnosticere og udskrive medicinen netop nu.

Der er klar evidens for, at ECT-behandlinger har gavnlig effekt – udover placeboeffekten – på depressioner og en række andre alvorlige sygdomme. ECT er imidlertid ikke den optimale behandling i den forstand, at der uden tvivl ligger store og banebrydende behandlingsformer forude, hvis psykiatrien langt om længe får tilført nogle af de midler, som den alt for længe har savnet. Dette er imidlertid en udvikling, som Peter Gøtzsche igen i den grad er med til at modarbejde igennem sin konstante problematisering af psykiatrien kombineret med de konspiratoriske udsagn om området som sådan.

Peter Gøtzsche har i årevis brugt skatteydernes penge på at promovere egne bogudgivelser. Det har bl.a. Sundhedspolitisk Tidsskrift dokumenteret i en artikel (31/3 2017). Dette er ikke direkte ulovligt, men tankevækkende set i sammenhæng med det hårde angreb, som Gøtzsche retter imod medicinalindustriens påståede praksis.

Ingen havde set det komme: Hvorfor tog 19-årige Rasmus Toke Burchardt sit eget liv?

Peter Gøtzsche driver til daglig det statsfinansierede forskningssamarbejde Det Nordiske Cochrane Center, men det er værd at bemærke, at ledelsen af hans egen organisation, det internationale forskningsnetværk The Cochrane Collaboration, har undsagt (18/9 2015) Gøtzsches udtalelser om medicinalindustrien og brugen af medicin inden for psykiatrien.

Jeg finder det som tidligere patient inden for psykiatrien og som borger i dette samfund dybt beskæmmende, at Peter Gøtzsche får den form for ukritisk taletid i medierne.

Jeg er bekymret for den påvirkning, det måtte have i forhold til kampen for flere økonomiske midler til psykiatrien, og jeg frygter også på vegne af andre syge med eksempelvis depression eller angst, at det vil holde dem fra at søge og modtage behandling, fordi de tror på Gøtzsches aggressive påstande og fremfærd.

Mit ønske er, at dette indlæg skal repræsentere en smule modvægt til den meget heftige pr, som Peter Gøtzsche konstant fremfører for sine argumenter.

Vil du have meninger direkte i din indbakke? Tilmeld dig gratis og få de seneste indlæg fra Jyllands-Postens debatsektion én gang i døgnet – klik her, sæt flueben og indtast din mailadresse. Følg også Jyllands-Posten på X.