Endnu et tragisk selvmord på depressionspiller
Depressionspiller burde fjernes fra markedet, fordi lægerne er ude af stand til at håndtere dem på en sådan måde, at de gør større gavn end skade.
Det er uforståeligt for forældrene, hvordan det kunne ske, fordi deres 19-årige søn Rasmus Burchardt aldrig havde haft selvmordstanker eller havde lidt af depression. De fattede derfor mistanke til de piller, Mirtazapin, som deres praktiserende læge havde skrevet op til Rasmus 18 dage tidligere, den 16. oktober 2017.
Det var først efter sønnens død, at faren søgte på Google og fandt ud af, at Mirtazapin er en lykkepille, hvilket han havde læst noget dårligt om tidligere. Han fandt også nogle af mine artikler og kontaktede mig.
Familien kan ikke forstå, hvorfor deres læge udskrev netop disse piller. Sønnen havde i et par år haft svært ved at passe sin skolegang og havde for meget fravær. Nogle måneder før selvmordet havde de taget ham med til en coach/akupunktør pga. skoletrætheden. Han var lidt indadvendt, men formåede at etablere enkelte tætte kontakter og fik sig også en kæreste. Han havde også mange tætte kontakter fra et år på efterskole.
Situationen havde været uforandret i 2,5 år, og det, der fik forældrene til at kontakte deres læge, var, at Rasmus havde fået søvnproblemer. Moren var med i starten af konsultationen og har fået en kopi af journalen. Hun var også med på apoteket, hvor farmaceuten informerede om mundtørhed, som Rasmus skulle være opmærksom på. Derudover sagde farmaceuten ingenting.
Denne tragiske historie er desværre ganske typisk for selvmord, der skyldes depressionspiller.
Der står i journalen, at Rasmus ikke er afvisende over for, at han kan have en lettere depressiv grundstemning og måske har haft den i mange år. Han er på ingen måde selvmordstruet, men er velfungerende. »Da ventetiden på psykiater er lang, og da han umiddelbart vurderes til at have en forsænket grundstemning og manglende energi, snakker vi om medicinsk behandling, og patienten indvilliger i Mirtazapin 15 mg til nat, som vi starter med nu. Det giver en både bedre søvnkvalitet og måske et løft i stemningslejet over tid. Vi aftaler kontrol her om 14 dage.«
Fjorten dage senere står der: »Sover rigeligt, men er ellers veltilpas. Virker, som jeg ser ham, stabil. Kommunikerer ikke meget med bror og forældre, mens forældrene har været på ferie, har han haft venner på besøg derhjemme, og det har været hyggeligt. Fortsætter Mirtazapin 15 mg til nat.«
Fire dage senere hænger Rasmus sig på badeværelset i forældrenes hus, hvor han bor. Rasmus havde samme dag sendt en besked til sin kæreste på Facebook Messenger, og hun kontakter forældrene, fordi hun er bekymret over det, han skriver. Han skrev bla.: »De her fucking piller gør, at tankerne ikke kan stoppe, og lige nu vil jeg gerne have, at alting stopper og bliver lyst eller mørkt.«
Da forældrene er 45 min. væk, og kæresten bor tæt på, beder de hende gå op til huset og ringe på. De tænkte, at Rasmus måske var lidt sur og lige havde behov for at snakke lidt med hende, hvorefter alt ville være ok. På intet tidspunkt tænker de, at der var nogen grund til alvorlig bekymring.
Da Rasmus ikke åbner døren, bliver forældrene foruroligede og beder kæresten om at slå en rude i terrassedøren i stykker. Derefter finder hun ham død, heldigvis var hun i selskab med en veninde.
Forældrene fandt disse oplysninger fra Sundheds- og Ældreministeriet fra 2014: »Start af behandling med antidepressive lægemidler hos unge voksne under 25 år med depression er en opgave for speciallæger i psykiatri. Antidepressive lægemidler kan øge selvmordstanker og -adfærd hos deprimerede unge under 25 år. Det er derfor en specialistopgave at overveje fordele og ulemper ved medikamentel behandling (...) I situationer, hvor det ikke er muligt for patienten under 25 år at få tid til konsultation hos en speciallæge i psykiatri inden for den periode, hvor behandling er påkrævet, kan patientens egen alment praktiserende læge indlede behandling med antidepressive lægemidler efter samråd med speciallæge i psykiatri og med anvendelse af de lægemidler, der er velafprøvede på børn og unge. Patienten skal dog fortsat ses af speciallæge i psykiatri, når det er muligt.«
Ingen af disse punkter blev efterkommet af deres læge. Situationen var ikke akut. Lægen vurderede, at Rasmus havde en lettere depression, hvilken ikke berettiger til at udskrive en recept på depressionspiller. Lægen kontaktede ikke en speciallæge, og der var intet samråd med en psykiater og ingen opfølgning med tidsbestilling hos en psykiater.
Forældrene undrede sig meget over, at egen læge mod given vejledning alligevel valgte at starte behandling.
Ved den efterfølgende kontakt, som forældrene havde med lægen, fik de en fornemmelse af, at lægen ikke tillægger Sundhedsstyrelsens anbefalinger nogen særlig betydning. Da de spurgte, om han ikke skulle have kontaktet en speciallæge, før medicinen blev udskrevet, svarede lægen: »Det kan godt være, at der står et eller andet sted, at der skal kontaktes en speciallæge, men sådan foregår det ikke i praksis.«
Forældrene mener heller ikke, at risikoen for selvmord i tilstrækkelig grad er beskrevet på medicinens indlægsseddel, og de mener, at der direkte skal stå, at pillerne kan føre til selvmord. Endvidere mener de, at behandlingen medførte, at sønnen uden forvarsel begik selvmord, og at dette ikke ville være sket, hvis han ikke havde fået Mirtazapin.
Jeg er enig og har disse tilføjelser: I hele verden fraråder man at give depressionspiller til personer med let depression, og det er ikke engang sikkert, at Rasmus havde en depression. Søvnproblemer er ikke en gyldig indikation for depressionspiller.
Denne tragiske historie er desværre ganske typisk for selvmord, der skyldes depressionspiller. De kommer ofte uden varsel og metoden er i reglen meget voldelig, f.eks. hængning, skydning eller at hoppe ud foran et tog, hvilket garanterer, at selvmordsforsøget lykkes, i modsætning til den mere almindelige fremgangsmåde, som er at tage en overdosis af piller, hvilket ofte er et råb om hjælp.
Jeg er enig med forældrene i, at myndighederne ikke lever op til det ansvar, de har over for befolkningen. Det gør psykiaterne heller ikke. Professor og psykiater Lars Kessing hævdede i ”Aftenshowet” den 15/4 2013, at antidepressiva beskytter mod selvmord. Man har imidlertid vidst i over 10 år, at depressionspiller øger risikoen for selvmord blandt børn og unge, og vi har vist i vores forskning, at der ikke er nogen øvre aldersgrænse for denne skadevirkning. Det er derfor utilstedeligt, at man opererer med en grænse på 25 år eller påstår, at pillerne beskytter mod selvmord. Pillerne er farlige for alle.
Vi og andre har påvist, at pillerne ikke har nogen relevant effekt på depression, heller ikke på meget svær depression. Alligevel blev der udskrevet recepter på depressionspiller til ca. 400.000 personer i primærsektoren i 2016. Det er forrykt, især fordi psykoterapi halverer risikoen for et nyt selvmordsforsøg hos personer, der er blevet indlagt efter et selvmordsforsøg. Psykoterapi bør også foretrækkes til angstlidelser.
Det kan ikke siges tydeligt nok: Man skal undgå at tage depressionspiller, og hvis man allerede tager dem, skal man søge hjælp til at trappe langsomt ud. Disse piller burde fjernes fra markedet, fordi lægerne er ude af stand til at håndtere dem på en sådan måde, at de gør større gavn end skade.
Mange af disse selvmord kommer aldrig til myndighedernes kendskab, fordi det er en udbredt, men fejlagtig opfattelse, at depressionspiller beskytter mod selvmord. Derfor bliver mange selvmord aldrig anmeldt. Medicinalfirmaerne har også skjult rigtig mange selvmord og selvmordsforsøg i gde kliniske afprøvninger. Det er faktisk så groft, at det er berettiget at kalde det svindel med forskningen med dødelige konsekvenser.
Forældrene har besluttet at anlægge sag mod deres læge, fordi de håber, de derved kan redde andre. Det, synes jeg, er en rigtig beslutning. Det kan måske få andre læger til at tænke sig bedre om, før de evt. ordinerer depressionspiller, eller helt afstå fra at gøre det, hvilket ville være det bedste for patienterne.