Hvorfor tog den 19-årige Rasmus Toke Burchardt sit eget liv?

I november begik en ung mand fra Skive selvmord. Både hans forældre og læge har indberettet det som en bivirkning ved de antidepressive piller, han fik 18 dage før.

Artiklens øverste billede
Rasmus Toke Burchardt blev 19 år. Foto: Privat

»Rummet på første sal i en rød murermestervilla i den midtjyske by Skive ligner ethvert andet teenageværelse.

En læderjakke er henslængt over en stol, og væggene er fyldt med plakater af bl.a. FC Barcelona, en Lamborghini og Star Wars. Ved skrivebordet står en gamerstol, der er obligatorisk for dem, der godt kan lide at spille på computer i timevis. Og foran vinduet vidner både en akustisk og en elektrisk guitar om en stor musikinteresse.

Men noget er alligevel ikke, som det skulle være.

Normalt ville værelset rode med bl.a. beskidte tallerkener og brugte glas, som den 19-årige Rasmus Toke Burchardt havde ”glemt” at stille ned i køkkenet.

Det har hans forældre nu ryddet op.

Til gengæld har både læderjakken, guitarerne og resten af værelset stået uberørt i snart tre måneder.

Den 3. november blev Rasmus Toke Burchardt fundet død i badeværelset på den anden side af gangen. Han havde hængt sig.

Nu står hans forældre, Vicki Andersen og Jørgen Burchardt, frem og fortæller deres historie. De er overbeviste om, at deres søn havde været her i dag, hvis ikke han 18 dage forinden havde fået en recept på antidepressive piller hos familiens praktiserende læge.

Forskning har vist, at disse præparater kan øge selvmordstanker og -adfærd hos børn og unge voksne, og ifølge retningslinjerne er det derfor speciallæger og psykiatere, der som udgangspunkt skal udskrive dem. Den ulykkelige sag aktualiserer derfor igen debatten om lange ventetider til psykiatrisk behandling og brugen af de såkaldte lykkepiller til unge under 25 år.

Rasmus Toke Burchardts værelse har stort set stået uberørt, siden han døde for tre måneder siden. Han gik meget op i musik og spillede selv guitar. Foto: Joachim Ladefoged

En stille og tilbageholdende dreng

Men lad det være sagt med det samme: Ingen ved med sikkerhed, hvorfor Rasmus Toke Burchardt valgte at begå selvmord. Og ingen havde set det komme, lyder det fra de mennesker, der var tættest på ham.

Rasmus Toke Burchardt var en lidt stille og tilbageholdende dreng og ung mand. Han voksede op i Skive med sine forældre – faderen er vicevært, og moderen er lærer på en efterskole – og sin lillebror.

Allerede i de yngste klasser kunne forældrene se, at han havde gode evner. Men det var også tydeligt, at han ikke lagde meget tid i skolearbejdet. Han var nok lidt doven, siger Jørgen Burchardt.

»Han var en meget veltalende dreng, men han brugte ikke sine evner særlig godt,« fortæller han.

Vicki Andersen supplerer:

»Han ville gerne tage de nemme løsninger og springe over, hvor gærdet var lavest. Stilene blev lavet, men det var ikke så gennemarbejdet eller noget, han brugte meget tid på.«

Tid ville han til gengæld gerne bruge på computerspil. I de seneste år brugte han store dele af sin fritid på at spille World of Warcraft og Assassin’s Creed.

Ifølge forældrene var hans bedste skoletid på efterskole i 10. klasse, hvor han fandt ind i en gruppe venner, der bl.a. delte interessen for musik og gaming.

Men da han kom tilbage til Skive, og efterskolevennerne var spredt for alle vinde, var det vanskeligt for ham at få skabt nye sociale kontakter. Han begyndte på først handelsskolen, som han droppede ud af, og kom derefter på hf, hvor han var meget fraværende.

Der var ingen alarmklokker, der ringede. Han havde været lidt tvær, og han var skoletræt, men det er der så mange teenagere, der er.

Vicki Andersen, mor til Rasmus Toke Burchardt

Fraværet og almindeligt ungdommeligt sløvsind resulterede i diskussioner med forældrene, der mente, at sønnen spillede så meget, at det gik ud over hans sengetid og skolearbejde.

Advarsel: Pas på mundtørhed

I efteråret i fjor fortalte Rasmus Toke Burchardt for første gang sine forældre, at han havde svært ved at sove om natten. Her var noget, som man kunne gøre noget ved, konstaterede Jørgen Burchardt, der bestilte en tid hos lægen til sin søn.

Vicki Andersen var med under den første del af konsultationen, men gik derefter ud i venteværelset. Efterfølgende kom sønnen ud med en recept på mirtazapin, et antidepressivt middel.

Ifølge Vicki Andersen sagde lægen ikke noget til hende om mulige bivirkninger, og på apoteket advarede farmaceuten blot om en risiko for mundtørhed.

Forskning har imidlertid vist, at antidepressiv medicin derudover også øger risikoen for selvmordstanker og selvmordsforsøg hos unge. Derfor lyder det i en vejledning fra Sundhedsstyrelsen, at udskrivning af medicin til unge voksne under 25 år med depression »er en opgave for speciallæger i psykiatri«.

Sundhedsstyrelsen åbner dog i vejledningen for en undtagelse. Hvis det ikke er muligt at få tid hos en speciallæge i psykiatri inden for den periode, hvor behandling er påkrævet, kan patientens egen læge udskrive medicinen. Det skal dog ske efter samråd med en psykiater, og patienten skal fortsat ses af en psykiater, når det er muligt.

Rasmus Toke Burchardts læge noterede netop i journalen, at det havde lange udsigter, hvis han skulle sende sin patient videre i systemet med en henvisning. Lægen skrev videre, at kommunikationen i familien »nok i det hele taget er lidt dårlig«, og at Rasmus Toke Burchardt tidligere havde gået til psykolog, uden at der kom meget ud af det. Ifølge forældrene var det et tilbud via handelsskolen om to timers samtale i forbindelse med, at hans daværende kæreste var blevet syg af kræft.

Patienten kan have en »lettere depressiv grundstemning« og har måske haft det igennem mange år, men han er på ingen måder selvmordstruet, noterede den praktiserende læge.

»Da ventetiden på en psykiater er lang, og da han umiddelbart vurderes til at have en forsænket grundstemning og manglende energi, snakker vi om medicinsk behandling, og patienten indvilliger i Mirtazapin 15 mg til nat, som vi starter med nu. Det giver en både bedre søvnkvalitet og måske et løft i stemningslejet over tid,« står der i journalen, som forældrene har fået aktindsigt i.

Der er ikke noget i journalen, der indikerer, at lægen – som krævet i vejledningen fra Sundhedsstyrelsen – konsulterede en psykiater, inden han udskrev medicinen.

Lang ventetid på psykiater

Når en person ser sort på livet og går til sin praktiserende læge for at få hjælp, er der flere veje at gå.

Vicky Andersen og Jørgen Burchardt er overbeviste om, at sønnens selvmord for tre måneder siden skyldtes den antidepressive medicin, som han var begyndt på 18 dage tidligere. Foto: Joachim Ladefoged

Hvis lægen vurderer, at patienten er i akut fare, er det muligt straks at blive indlagt. Er sagen umiddelbart mindre alvorlig, kan der henvises til ambulant psykiatrisk behandling i det offentlige eller til en privatpraktiserende psykiater.

Men det er ikke noget, som sker fra den ene dag til den anden. I Region Midtjylland er der 25 privatpraktiserende psykiatere, og her er den gennemsnitlige ventetid for ikkeakutte patienter 35 uger.

Han havde altid virket så glad, også for de små ting.

Marie Kathrine Brøns, Rasmus’ kæreste

Det er forklaringen på, at antidepressive lægemidler ofte udskrives af privatpraktiserende læger, lyder det fra flere sider.

Men opgaven burde varetages af psykiatere, lyder det enstemmigt fra eksperter.

»I meget sjældne tilfælde kan præparaterne føre til selvmordstanker hos unge mennesker, så selvfølgelig bør der foregå en grundig undersøgelse hos en speciallæge, og man skal altid følge patienten tæt – særligt i den første tid,« siger Poul Videbech, professor i klinisk psykiatri på Psykiatrisk Center Glostrup.

Frem til 2014 var det kun unge under 18 år, som skulle forbi en psykiater, inden der kunne udskrives antidepressiv medicin. Men reglerne blev strammet, så det siden har været gældende for unge under 25 år, når antidepressiv medicin er blevet givet imod depression.

»Da antidepressive lægemidler kan øge selvmordstanker og -adfærd hos deprimerede unge under 25 år, er det fremover en specialistopgave at overveje fordele og ulemper ved medikamentel behandling,« skriver Sundhedsstyrelsen i de gældende retningslinjer fra december 2014.

Når antidepressiv medicin derimod gives imod angst, er der ingen krav om, at de 18-24-årige skal forbi en speciallæge. Og det er besynderligt, mener Poul Videbech.

»Hvis man er bange for bivirkningen i form af selvmordsadfærd og selvmordstanker, må den gælde alle patienttyper, der får de pågældende præparater. Man kan ikke udtage nogle bestemte og sige, at det er særligt der, man skal være opmærksom. Det giver ingen mening i min optik,« siger han.

Tal fra Sundhedsdatastyrelsen viser, at 5.560 unge mellem 18 og 24 år i 2016 fik udskrevet deres første recept på antidepressive lægemidler, og at det i 54,7 pct. af tilfældene var den praktiserende læge, der stod for at igangsætte behandlingen. Hvor mange unge der fik pillerne for depression, og hvor mange der fik dem for angst eller andet, findes der ingen opgørelser over.

Men de praktiserende lægers rolle er et udtryk for, at psykiatrien i årevis er blevet ladt i stikken, mener Anders Beich, formand for Dansk Selskab for Almen Medicin.

»Vi vil rigtig gerne have et velassorteret psykiatriudbud at henvise til, men i store dele af landet findes det ikke. Derfor er lægerne nødt til selv at handle, typisk efter telefonisk kontakt med en psykiater, men selv det kan være vanskeligt at opnå. Hvis vi bare lader patienten i stikken, fordi der er lang ventetid i psykiatrien, kan det blive katastrofalt – det kan være farligt at have en depression,« siger han med henvisning til, at depression ofte kan være forbundet med selvmordstanker.

»Men det er forstemmende, at psykiatrien er så overset, mens eksempelvis sukkersygepatienterne kører af sted med bevillingerne. Vi er i Danmark nogle af de bedste til at behandle sukkersygepatienter, og alligevel bliver der oprettet nye centre og sat hundredvis af millioner af til dette område gang på gang. Nu bør det forsømte psykiatriområde have et alvorligt ment løft,« lyder opfordringen fra Anders Beich.

Patienten er veltilpas

I Skive reagerede Rasmus Toke Burchardt tilsyneladende godt på medicinen. Efter to uger var han den 30. oktober i fjor til opfølgning hos lægen, der skrev i journalen, at patienten »sover rigeligt, men ellers er veltilpas.«

Han virker stabil, noterede lægen, der også lagde vægt på, at Rasmus Toke Burchardt havde haft venner på besøg derhjemme, mens forældrene havde været på ferie.

Fire dage senere, den 3. november, skulle forældrene til samtale på lillebrorens efterskole. De kom derfor begge tidligt hjem fra arbejde og kunne konstatere, at Rasmus ikke var taget af sted til undervisningen på hf, men i stedet havde siddet derhjemme og spillet computer.

»Vi blev lidt trætte af, at han havde pjækket. For hvorfor tog han ikke af sted, når han var stået op og havde drukket morgenkaffe med os om morgenen,« siger Jørgen Burchardt.

Lidt før kl. 13 kørte forældrene af sted mod efterskolen. Det var sidste gang, de så deres søn i live.

Da de kom ud fra samtalen, lå der en bekymret besked fra Rasmus’ kæreste, Marie Kathrine Brøns, der går på gymnasiet i Skive. Hun ville høre, om forældrene var sammen med Rasmus.

»Der var ingen alarmklokker, der ringede. Han havde været lidt tvær, og han var skoletræt, men det er der så mange teenagere, der er,« siger Vicki Andersen, der ikke oplevede sin søn som deprimeret.

Vicki Andersen og Jørgen Burchardt lægger blomster og tænder lys på sønnens gravsted ved Vor Frue Kirke i Skive. Foto: Joachim Ladefoged

De seneste par dage havde han tværtimod virket i godt humør, efter at han i efterårsferien havde haft besøg i flere dage af nogle venner fra efterskolen, og han netop havde købt et nyt computerspil, da SU’en trillede ind på kontoen omkring månedsskiftet.

Da forældrene skrev, at de ikke var sammen med Rasmus, tog Marie Kathrine Brøns selv hen til familiens hus med en veninde. De ringede på, og da døren ikke blev åbnet, sendte hun endnu en bekymret besked til Rasmus’ mor. Marie havde modtaget en besked på Messenger fra Rasmus, og det lignede et afskedsbrev, skrev hun.

Nu blev også Vicki Andersen og Jørgen Burchardt bekymrede. De bad Marie og veninden om at smadre en rude i terrassedøren for på den måde at komme ind i huset. Her fandt de Rasmus livløs i badeværelset på førstesalen.

Der blev ringet efter en ambulance, og Vicki Andersen og Jørgen Burchardt fik beskeden, da de sad i bilen med retning tilbage mod Skive. Da de nærmede sig, kunne de se en lægehelikopter over den centrale del af byen, hvor deres hus ligger.

Kort tid efter, at Vicki Andersen og Jørgen Burchardt ankom til hjemmet, blev Rasmus Toke Burchardt erklæret død. Han lå på badeværelsesgulvet, og det eneste, der indikerede, hvad der var sket, var mærkerne efter snoren på halsen, fortæller Jørgen Burchardt. Han fik med hjælp fra sin søster båret sønnen ind på hans seng og lagt dynen over ham. Her lå han, indtil ambulancefolkene senere samme aften kørte af sted med ham. Familien ville gerne have beholdt ham hjemme, indtil bedemanden kom næste dag, så de kunne synge ham ud hjemmefra. Men det kunne ikke lade sig gøre, fordi der skulle afholdes ligsyn.

Ville prøve pillerne i tre uger

I det, der viste sig at være et afskedsbrev til sin kæreste, skrev Rasmus Toke Burchardt bl.a., at han var ked af, at han ikke kom til at opleve, når hun fik kørekort og egen lejlighed. Han skrev også, at han ikke var nogen glad person, og at han manglede motivation i skolen. Og så kom han ind på de piller, som han var begyndt på at tage:

»De her fucking piller gør, at tankerne ikke kan stoppe, og lige nu vil jeg gerne have, at alting stopper og bliver lyst eller mørkt,« skrev han i Messenger-beskeden.

Marie Kathrine Brøns var fra begyndelsen bekymret over, at hendes kæreste begyndte på pillerne, og hun siger, at hun forsøgte at overtale ham til at lade være. Hun havde dårlige erfaringer fra en ven, der tidligere havde fået samme medicin og efter hendes opfattelse havde ændret sig. Desuden var hun skeptisk over, at han skulle have piller uden at tale med en psykolog. Men Rasmus ville give pillerne en chance i tre uger, og de aftalte derfor, at de ikke skulle ses så meget i denne periode, fortæller hun. Da de en dag efter ca. to uger var sammen, kunne Marie mærke en klar forandring.

»Det var underligt. Han smilede slet ikke. Det var ikke min Rasmus,« siger hun, der var sammen med Rasmus i et år og ikke oplevede ham som deprimeret.

Men han var som mange andre teenagere i tvivl om, hvad han ville med sit liv, siger hun.

Vicky Andersen og Jørgen Burchardt fik en besked fra Rasmus' kæreste, der var bekymret for ham. Hun tog ud til deres hjem, og fandt Rasmus hængt på badeværelset. Foto: Joachim Ladefoged.

»Han havde altid virket så glad, også for de små ting. Når vi gik ture, kunne han flippe helt ud over et træ, der lige var sprunget ud, eller en kat, vi mødte,« fortæller Marie, der tror, at hun stadig havde haft sin kæreste, hvis han ikke var begyndt på medicinen.

Skal pillerne forbydes til unge?

Når antidepressiv medicin kan føre til selvmordstanker og selvmordsforsøg blandt børn og unge, skulle man så tage konsekvensen og helt undlade at bruge dem til personer under 25 år?

Det mener landets vel nok skarpeste revser af depressionspiller, professor Peter Gøtzsche, der er leder af det Nordiske Cochrane Center.

»Depressionspiller er livsfarlige. Vi har set mange eksempler på unge, som har begået selvmord kort tid efter, at de er kommet på depressionspiller uden at fejle noget som helst. Og når man dertil lægger, at depressionspiller ikke har nogen klinisk relevant effekt på depression, er det eneste ansvarlige at forbyde pillerne,« siger Peter Gøtzsche, der er overbevist om, at »det var depressionspillerne, som tog livet af Rasmus Toke Burchardt«.

Herhjemme står Peter Gøtzsche dog ret alene med sit ønske om et forbud.

I Sundhedsstyrelsens vejledning om antidepressive lægemidler står sort på hvidt, at pillerne »kan øge selvmordstanker og -adfærd hos deprimerede unge under 25 år«, og det bør tages »enormt alvorligt«, lyder det fra Poul Videbech, professor i psykiatri.

Den primære behandling bør være psykoterapeutisk, mener han, men hos nogle patienter kan en sådan virke så langsomt, at der vil være fare for selvmord, hvis ikke der iværksættes medicinsk behandling, forklarer han og trækker danske data fra årene 1995 til 1999 frem.

I den periode var der 2.500 børn under 18 år, som fik antidepressiv medicin, og i samme periode begik 42 børn selvmord. Men ingen af de 42 var i behandling med antidepressiv medicin.

»Så man kan tro, men det får man aldrig at vide, at man havde undgået så mange selvmord, hvis behandlingen med antidepressiv medicin havde været mere udbredt,« siger Poul Videbech.

Også Per Hove Thomsen, klinisk professor i børne-og ungdomspsykiatri ved Aarhus Universitet, advarer mod en boykot af lykkepiller.

»De skal bruges med omtanke, men man skal anerkende, at de kan være nødvendige for nogle,« siger han og henviser til, at mens lykkepillerne i 1990’erne vandt frem som almindelig behandling af depression, faldt antallet af selvmord fra omkring 1.500 til omkring 700.

»Det er tankevækkende. For vi ved, at depression i sig selv kan være en farlig sygdom, for den er ofte forbundet med selvmordstanker og dermed risiko for selvmord. Det ligger i sygdommens natur,« siger han.

Selvmord indberettet som bivirkning

I Skive er Rasmus Toke Burchardts forældre på vej tilbage i deres respektive job på nedsat tid efter begge at have været sygemeldt efter sønnens selvmord.

De har klaget over lægen til Styrelsen for Patientsikkerhed, som oplyser, at sagsbehandlingstiden er 9-12 måneder.

Vicki Andersen og Jørgen Burchardt på sønnens værelse. På reolen er et elevfoto fra den efterskole, hvor Rasmus Toke Burchardt havde sit bedste skoleår. Foto: Joachim Ladefoged

I klagen peger forældrene på Sundhedsstyrelsens retningslinjer om, at der skal involveres en speciallæge i udskrivningen af antidepressiv medicin til unge under 25 år. Desuden hæfter de sig ved, at der umiddelbart ikke var noget akut i situationen, der skulle gøre, at man ikke kunne vente på en tid hos en speciallæge.

De henviser også til et afsnit i retningslinjerne om, at der som hovedregel skal være mindst to konsultationer før udskrivning af medicin, og at depression af »lettere grad« slet ikke som udgangspunkt skal behandles medicinsk, men derimod med støttende samtaler eller samtaleterapi. Og da lægen i journalen omtaler en »lettere depressiv grundstemning«, var der slet ikke grundlag for at udskrive medicin, anfører forældrene.

Endelig påpeger de i klagen, at det ved en eventuel medicinsk behandling ikke er mirtazapin, der er førstevalget, men andre præparater, der som regel giver færre bivirkninger.

Jørgen Burchardt og Vicki Andersen har desuden indberettet selvmordet til Lægemiddelstyrelsen som en bivirkning af medicinen. Styrelsen har efterfølgende kontaktet familiens praktiserende læge, der udskrev medicinen, og bedt ham om at udfylde et spørgeskema. På spørgsmålet om, hvorvidt han mener, at selvmordet er en formodet bivirkning relateret til behandlingen med mirtazapin, har han sat kryds ud for »ja«.

Forældrene er skuffede over, at lægen ikke af egen drift indberettede selvmordet. For hvis læger ikke ved så alvorlige hændelser laver en indberetning, så bliver Sundhedsstyrelsen aldrig opmærksom på bivirkningerne, pointerer de.

Jyllands-Posten har været i kontakt med lægen, der ikke ønsker at medvirke i denne artikel. Han bekræfter dog, at han i svaret til Lægemiddelstyrelsen peger på pillerne som årsag til selvmordet.

Jørgen Burchardt og Vicki Andersen håber, at de ved at stå frem kan være med til at sikre, at Sundhedsstyrelsens vejledning i fremtiden bliver fulgt, så noget lignende ikke sker for andre. Ud fra en efterfølgende samtale med den praktiserende læge har de fået det indtryk, at det er almindelig praksis, at læger udskriver antidepressiv medicin uden at konsultere en speciallæge.

»Hvis vi om et år hører om endnu et selvmord på lykkepiller, uden at vi har gjort noget, så ville det være svært at have på samvittigheden,« siger Vicki Andersen, der også håber på at kunne få myndighederne til at kræve en mere tydelig advarsel på indlægssedlen om risikoen for selvmord. I dag fremgår det på indlægssedlen for mirtazapin, at der er øget risiko for selvmordsadfærd hos voksne under 25 år«.

Hos Lægemiddelstyrelsen kan man ifølge specialkonsulent Mai Frederiksen Raun ikke udtale sig om den konkrete sag, men hun siger, at man løbende overvåger indberetningerne og vurderer sikkerheden ved de enkelte lægemidler.

Hun oplyser desuden, at der de senestse 10 år er registreret i alt 10 indberetninger i den danske bivirkningsdatabase om selvmord vedrørende lægemidler indeholdende mirtazapin. En indberetning er dog ikke ensbetydende med, at der er en sammenhæng mellem lægemidlet og det indberettede selvmord, understreger specialkonsulenten.

Indberetningerne går også videre til Det Europæiske Lægemiddelagentur, EMA’s, database, hvor de relevante medicinalfirmaer kan se de anonymiserede data.

Hos medicinalfirmaet Sandoz, der har rettighederne til at markedsføre Mirtazapin Hexal, skriver landechef for Sandoz Nordic Alexander Krujatz i en mail, at det ikke er muligt at kommentere »konkrete sager som den tragiske sag vedrørende den unge patient«. Han tilføjer generelt, at mirtazapin er beregnet til behandling af moderat og svær depression hos voksne, at produktet er godkendt af de danske sundhedsmyndigheder, og at man overholder alle de krav, som myndighederne stiller.

»Jeg elsker jer. Vi ses«

Som nævnt havde hverken familien, kæresten eller den praktiserende læge set tegn på, at Rasmus Toke Burchardt var på vej til at begå selvmord. Fire dage før nævnte han ingen bivirkninger af pillerne, da han var til kontrol hos sin læge.

Rasmus skjulte tilsyneladende, at pillerne ”fuckede” med hans hoved. Kunne man tænke sig, at han måske i længere tid havde været deprimeret og haft selvmordstanker og også skjulte det for jer, og at det derfor i virkeligheden slet ikke skyldtes pillerne?

»Nej. Når man læser, hvad han skrev i afskedsbrevet, så er det slet ikke Rasmus. Det er en desperat dreng, og der er noget ravruskende galt. Han skriver selv, at pillerne gør noget ved hans hoved, som han ikke kan holde ud,« siger Jørgen Burchardt, der tilføjer, at intet i sønnens adfærd tyder på, at han havde planlagt et selvmord. Nogle dage inden modsatte han sig, at faderen ville sælge noget af det Lego, som han havde gået så meget op i at bygge med, da han var en stor dreng. Det skulle gemmes til senere. Og han havde netop meldt sig til – og betalt for – et førstehjælpskursus, der er obligatorisk, når man skal tage kørekort.

»Så han troede jo på en fremtid. Vi havde også lige set ham sidde i tre dage og spille sit nye spil og være glad,« siger Vicki Andersen.

Rasmus Toke Buchardts gravsten ved Vor Frue Kirke i Skive. Foto: Joachim Ladefoged

I et kortfattet afskedsbrev til forældrene skrev sønnen:

»Jeg elsker jer. Vi ses. Jeres Rasmus.«

Den besked har Jørgen Burchardt tænkt en del over siden. Bl.a. når han og hustruen flere gange om ugen besøger gravstedet ved Vor Frue Kirke tæt ved hjemmet. For hvorfor valgte sønnen så voldsom og definitiv en metode frem for at sende et råb om hjælp? Han ville have været færdig på hf til sommer og havde fremtiden for sig og kunne have fået mange gode år her på Jorden, konstaterer Jørgen Burchardt:

»Jeg tror ikke på, at der er noget efter døden. Så det der med, at vi ses igen … Det gør vi ikke.«

Giv adgang til en ven

Hver måned kan du give adgang til 5 låste artikler.
Du har givet 0 ud af 0 låste artikler.

Giv artiklen via:

Modtageren kan frit læse artiklen uden at logge ind.

Du kan ikke give flere artikler

Næste kalendermåned kan du give adgang til 5 nye artikler.

Teknisk fejl

Artiklen kunne ikke gives videre grundet en teknisk fejl.

Ingen internetforbindelse

Artiklen kunne ikke gives videre grundet manglende internetforbindelse.

Denne funktion kræver Digital+

Med et Digital+ abonnement kan du give adgang til 5 låste artikler om måneden.

ALLEREDE ABONNENT?  LOG IND

Denne funktion kræver Digital+

Med et abonnement kan du lave din egen læseliste og læse artiklerne, når det passer dig.

Teknisk fejl

Artiklen kunne ikke tilføjes til læselisten, grundet en teknisk fejl.

Forsøg igen senere.

Del artiklen
Relevant for andre?
Del artiklen på sociale medier.

Du kan ikke logge ind

Vi har i øjeblikket problemer med vores loginsystem, men vi har sørget for, at du har adgang til alt vores indhold, imens vi arbejder på sagen. Forsøg at logge ind igen senere. Vi beklager ulejligheden.

Du kan ikke logge ud

Vi har i øjeblikket problemer med vores loginsystem, og derfor kan vi ikke logge dig ud. Forsøg igen senere. Vi beklager ulejligheden.