Claus Hjort gav afskedssalut til vraget forsvarsminister
Venstres Peter Christensen træder ud af regeringen og forlader dermed politik. Han takkede af med en advarsel til sin efterfølger.
Ministeroverdragelser er ikke altid lige sjove.
Det var dagens overdragelsesforretning i Forsvarsministeriet et eksempel på. Her takkede Venstre-manden Peter Christensen af som minister og forlod dermed dansk politik – for anden gang på mindre end to år.
Stemningen under overdragelsen var da også mere afdæmpet end ved de fleste andre ministerceremonier.
»Det er ikke altid sjovt at overdrage et ministerium, slet ikke når det er mellem partifæller,« sagde den nye forsvarsminister Claus Hjort Frederiksen (V) til sin gode ven og takkede ham for indsatsen.
Som minister nåede Peter Christensen blandt andet at indgå aftalen om Danmarks indkøb af 27 F-35 kampfly for ca. 20 milliarder kroner – et indkøb, der havde været næsten 20 år undervejs.
Ud over at kende hinanden godt fra mange års tæt samarbejde i Venstre, besøgte Peter Christensen og Claus Hjort Frederiksen tidligere på året det danske styrkebidrag i Irak og Kuwait sammen. Og som finansminister har Claus Hjort været med til at pålægge Forsvaret drastiske besparelser.
fragveste – en beskyttelsesvest i sort/grøn camouflage – og lod Claus Hjort forstå, at Forsvarsministeriet beskæftiger sig med liv og død, når danske soldater sendes ud i verden på skarpe missioner:
»Der hviler et stort ansvar på dig. Her er det soldaterne fra de regneark, som du kender så godt, der regner med dig,« sagde Peter Christensen til den tidligere finansminister.
Med udnævnelsen af Hjort som forsvarsminister sætter statsminister Lars Løkke Rasmussen endnu engang sin arbejdshest for bordenden i et tungt ministeriet.
Den 69-årige Hjort har været finansminister i begge Løkkes tidligere regeringer og har de seneste måneder været på overarbejde med både regeringens 2025-forhandlinger, finansloven og PSO-aftalen.
Skiftet på øverste dæk i Forsvarsministeriet sker midt i en urolig tid. Danske styrker deltager i krigen mod terrorgruppen mod Islamisk Stat, og kampflyene bomber næsten dagligt i både Syrien og Irak. Samtidig er der konflikter i blandt andet Mali, Libyen, Ukraine og Yemen.
»Det kræver et stærkt sammenhold i Nato. Og det kræver, at artikel fem i Nato-pagten forbliver hjørnestenen i det samarbejde, vi deltager i,« understregede Claus Hjort med henvisning til Nato-landenes "musketered" om at komme hinanden til undsætning, hvis ét land bliver angrebet.
Peter Christensen udtrykte glæde og stolthed over at have fået lov at stå i spidsen for Forsvarsministeriet, og han takkede ét efter ét forsvarets forskellige værn; fra hjemmeværnet over flyvevåbnet og hæren til specialstyrkerne og efterretningstjenesten.
»Nu forlader jeg politik. Og tanken om et liv uden for politik er ikke så skræmmende for mig, som den måske er for andre politikere. Så tusind tak til alle jer soldater derude, og pas godt på dem, Claus, for de passer så godt på os.«