Fortsæt til indhold
Politik

DF om statsløse-rapport: Som en lang kedelig detektiv-roman, hvor vi kendte slutningen på forhånd

Dansk Folkepartis Christian Langballe mener, at Statsløsekommissionen, der efter flere års arbejde i dag er kommet med deres betænkning, er spild af penge.

Spild af penge.

Sådan lyder den klare udmelding fra Dansk Folkepartis indfødsretsordfører Christian Langballe på dagen, hvor Statsløsekommissionen - efter flere års arbejde - har offentliggjort deres ni bind store betænkning om sagen.

En betænkning, der konkluderer, at Danmark i perioden 1991 til 2010 har handlet klart i strid med internationale konventioner overfor statsløse.

”Rapporten er en lang kedelig detektivroman, hvor vi kendte slutningen på forhånd. Og hvor konklusionen var kendt, allerede før man gik i gang. Så som udgangspunkt mener jeg, at det har været spild af penge. Der er blevet brugt millioner på det her,” siger Christian Langballe.

Statsløsekommissionen konkluderer, at den daværende integrationsminister Birthe Rønn Hornbech (V) havde pligt til at orientere Folketinget om at statsløse ansøgere født i Danmark ikke blev optaget på lovforslag om indfødsret, selvom de efter konventionerne var berettigede til det. Men kommissionen vurderer samtidig, at Birthe Rønn Hornbech (V) ikke modtog tilstrækkelig rådgivning af sine embedsmænd, og på den baggrund mener nuværende udlændinge- og integrationsminister Inger Støjberg (V) ikke, at sagen bør få yderligere konsekvenser for den tidligere minister.

En udlægning, der deles af Christian Langballe:

”I forhold til ministeren ser jeg ikke nogen grund til at forfølge sagen yderligere. At eventuelt rejse en rigsretssag ville jeg synes, var at skyde spurve med kanoner. Man kunne også give hende en næse, men nu hvor hun er pensionist, skulle man så sende hende en næse med posten? Det ville altså være latterligt.”

To embedsmænd i udlændinge- og integrationsministeriet er i dag blevet fritstillet som følge af betænkningens anbefalinger.

”I forhold til embedsmændene har jeg tillid til at ministeriet udreder de her sager. Hvad man end mener om statsløsekonventionen – vi er jo modstandere af den – så skal embedsmændene jo selvfølgelig oplyse om den lovgivning, der gælder,” siger Christian Langballe.

Hvordan kan det være spild at penge at nedsætte en kommission for at komme til bunds i en sag, hvor Danmark har overtrådt internationale konventioner?

”Det er trist, at en politisk diskussion skal udmøntes i kommissioner, som koster en helvedes masse penge. Er det måden at gøre det på? Det mener jeg ikke,” siger han og fortsætter:

”Jeg synes altså helt ærligt ikke, at der er kommet ret meget ud af det, som man ikke kunne have fundet ud af alligevel. Da det kom frem, at man ikke fulgte statsløsekonventionens retningslinjer, blev der rettet ind med det samme. Jeg synes, det er hul i hovedet at bruge så mange penge på sådan noget, og det lammer det politiske liv på en måde, som jeg ikke bryder mig om. For lige så snart sådan en kommission går i gang, er det som om, at diskussionen må vente til kommissionen er færdig, i stedet for at tage den med det samme.”

Statsløsekommissionens arbejde har stået på siden sommeren 2011.