Fortsæt til indhold
Politik

Løkke indkalder Dansk Folkeparti til aftenmøde i Statsministeriet

Statsministeren fortsætter drøftelser med DF-formanden onsdag aften.

Statsminister Lars Løkke Rasmussen (V) vil ikke umiddelbart oplyse, om regeringen har i sinde at imødekomme Dansk Folkepartis stærke ønske om at splitte forhandlingerne om en skatteaftale og en finanslov op i to og dermed udskyde regeringens prestigeprojekt om skattelettelser til 2018.

Men Løkke og DF-formand Kristian Thulesen Dahl får igen i aften mulighed for at drøfte den politiske hårdknude ansigt til ansigt. Her skal de to endnu engang forsøge at blive enige:

»Jeg synes egentlig, at det ser meget fremkommeligt ud,« siger statsministeren onsdag.

»Jeg vil indkalde Dansk Folkeparti til et "tilskæringsmøde" i Statsministeriet i aften, så vi kan snakke om, hvordan boldene bedst kan komme i mål,« tilføjer han.

Hidtil har det været finansminister Kristian Jensen (V), der forhandlede for regeringen, men nu overtager Løkke altså styringen. Tidligere på dagen var de to partiledere samlet til et møde i Statsministeriet uden at der umiddelbart blev fundet en løsning.

Situationen spidsede for alvor til tirsdag, da Kristian Thulesen Dahl på det kraftigste opfordrede regeringen til at dele forhandlingerne op, så skattereformen blev udskudt. Han mener ikke, at der er tid til at nå både skat og finanslov inden jul og kaldte det »uforsvarligt« at forsætte forhandlingerne.

Det kaotiske ville være, hvis vi ikke fik en finanslovsaftale. Og selvfølgelig får vi det.
Lars Løkke Rasmussen (V)

Senere samme aften afviste Kristian Jensen en opsplitning.

Men endnu senere på aftenen gentog Thulesen Dahl blot ønsket med fornyet styrke.

»Jeg synes, at regeringen skal overveje det nøje, og måske bruge lidt mere tid til at genoverveje det synspunkt, de er kommet med her. Så er jeg sikker på, at de finder ud af, at det er en god ide at få en finanslov på plads,« sagde Thulesen Dahl.

Striden truer hele regeringens prestigeprojekt, skattereformen, som har været undervejs siden 2013 og som blev skrevet ind i regeringsgrundlaget fra 2015. I august præsenterede VLAK-regeringen det endelige udspil, som indeholdt skattelettelser og sænkede afgifter for i alt 23 mia. kr. LA-formand Anders Samuelsen lovede ved den lejlighed »historiske skattelettelser« til danskerne.

Dertil kommer hele spørgsmålet om finansloven.

Hvis ikke Folketinget når at vedtage næste års finanslov inden nytår, skal der laves en midlertidig bevillingslov, som i princippet viderefører den gældende finanslov. Det sikrer, at statens drift fortsætter, at der udbetales løn, opkræves skatter og lignende.

Det er ikke sket før i dette årtusind, at forhandlingerne om finansloven er trukket ud så længe, som det er tilfældet i år.

Lars Løkke Rasmussen afviser, at der er tale om politisk kaos.

»Der er ikke noget kaos. Jeg har været medlem af Folketinget i 23 år. Jeg har været minister i mere end halvdelen. Jeg har set masser af kaos, og kan ikke se det her,« siger han.

»Det kaotiske ville være, hvis vi ikke fik en finanslovsaftale. Og selvfølgelig får vi det.«

Han tilføjer, at finanslovsaftalen er »meget tæt« på at være i mål.

Magtkampen skyldes hovedsagligt, at regeringen vil have historiske skattelettelser, mens DF vil have markante flygtningestramninger.

For at DF vil støtte skattereformen vil partiet have, at flygtningepolitikken i Danmark skal laves grundlæggende om. Integration af flygtninge på midlertidigt ophold skal helt standses, fordi de skal kunne sendes tilbage til deres hjemlande langt tidligere end i dag. DF foreslår, at anerkendte syriske flygtninge skal kunne sendes tilbage til områder i Syrien, hvis andre flygtninge i nærområderne begynder at vende tilbage.

Mens de er i Danmark skal flygtninge uden permanent ophold ikke længere ud i samfundet at bo, men i stedet indkvarteres på statslige flygtningecentre. Som hovedregel må de ikke arbejde eller uddanne sig, og deres børn skal derfor heller ikke gå i danske skoler men have undervisning i deres modersmål på flygtningecentrene. I praksis risikerer forslaget at isolere flygtninge på ubestemt tid, og vil desuden være et brud med regeringens egen politik om, at flygtninge så vidt muligt skal arbejde og forsørge sig selv, mens de er i Danmark:

Finansminister Kristian Jensen afviste da også kategorisk kravet fredag:

»Hvis man er i Danmark som flygtning og har mulighederne og evnerne til det, så skal man være en del af det danske arbejdsmarked. Jeg er glad for, at det i det seneste år er lykkedes os at få flere flygtninge og familiesammenførte ud på det danske arbejdsmarked,« sagde Kristian Jensen til Jyllands-Posten.

Regeringstoppen er dog ikke helt afvisende over for DF's ønske om tidligere hjemsendelser til eksempelvis Syrien.

»Jeg er helt åben over for at diskutere, hvordan vi sikrer, at der er et reelt hjemsendelsesperspektiv for de mennesker, der er her på midlertidigt ophold,« siger Lars Løkke Rasmussen og henviser til, at Danmark bidrager med både soldater og med massevis af støttekroner til at skabe fred og stabilitet i Syrien.

»Så er det jo kun rimeligt, at vi også får diskuteret, hvordan får vi de folk, som vi midlertidigt har givet husly, til at vende tilbage,« siger han.

Venstre-formanden taler desuden om, at der aktuelt er »fire bolde« i luften i de sammenviklede forhandlinger: Finansloven, forsvarsforliget, skattereformen og DF's ønske om udlændingestramninger.

»Det afgørende er, at alle bolde kommer i mål. Og alting hænger jo sammen. Det er ikke det samme som at alting behøver være samtidig, men det hænger jo sammen,« siger Løkke.

Aftenens møde mellem Løkke og Thulesen Dahl finder sted kl. 20.00, oplyser Statsministeriet.