Skattekroner gik til toppolitikeres fødselsdagsfester på Frederiksberg
Frederiksberg Kommune har på lidt over et år brugt en kvart million skattekroner på fødselsdage og jubilæer, skriver DR.
Sagen om en gratis bryllupsfest på Københavns Rådhus fik enorme konsekvenser for den tidligere beskæftigelses- og integrationsborgmester i København, Anna Mee Allerslev (R), som endte med at trække sig fra politik.
Sidenhen har spidskandidaten for Venstre i København, Cecilia Lonning-Skovgaard, meldt ud, at hun vil tilbagebetale penge for, at hun også havde lånt gratis lokaler til en privat bryllupsreception på rådhuset.
Men nu viser det sig, at der har været en række eksempler på, at samme praksis - hvor man som politiker gratis kan låne lokaler på rådhuset - også har været gældende i Frederiksberg Kommune, skriver DR fredag.
Der er dog her tale om fester og receptioner, der også har været åbne for borgerne.
Et eksempel var, da den konservative borgmester på Frederiksberg, Jørgen Glenthøj, fyldte 60 år i 2015 og holdt en åben fødselsdagsfest på rådhuset, hvor både samarbejdspartnere, venner, medarbejdere og borgere var velkomne. Festen kostede ifølge DR 108.325,19 kroner, men blev betalt af kommunen.
DR fremlægger, at der har været flere eksempler på, at politikerne på rådhuset har kunnet holde private fester for skattekroner. I alt har fire politikere holdt jubilæer og fødselsdage på rådhuset i perioden 22. januar 2015-3. marts 2016.
Der er tale om Jørgen Glenthøj (K), Jan E. Jørgensen (V), Flemming Brank (K) og Karsten Lauritsen (RV).
I løbet af 13 måneder har Frederiksberg Kommune brugt i nærheden af en kvart million på jubilæer og fødselsdage, skriver DR.
Den praksis får kritik af både SF og Enhedslisten på Frederiksberg, og begge partier ønsker at stoppe ordningen, skriver mediet.
Selvom man er udvalgsformand, er det ikke er en kommunal opgave at fejre en 40-års fødselsdag, fortæller Thyge Enevoldsen, som er rådmand for Enhedslisten på Frederiksberg, til DR.
Ordningen er særegen for Frederiksberg, fordi den er vedtaget i magistraten (som svarer til økonomiudvalget, red.)
Den nuværende borgmester, Jørgen Glenthøj (K), mener, at arrangementerne har været professionelle med det formål at komme tættere på borgere og samarbejdspartnere.
»Det er nogle lejligheder, hvor vi inviterer byens samarbejdspartnere og byens borgere,« siger han til DR.
Han understreger over for mediet, at det længe har været fast praksis med den slags fejringer i Frederiksberg Kommune, men åbner dog op for en eventuel ændring.
Kommunalforsker ved Danmarks Medie- og Journalisthøjskole Roger Buch siger til DR, at han mener, at fødselsdagsfejring af en borgmester eller en udvalgsformand er på grænsen af, hvad en kommune kan beskæftige sig med, hvis det skal være i borgernes interesse og leve op til ”kommunalfuldmagten”.
»Når man kigger på sådan noget som fødselsdage, så må man sige, at det er noget strengt privat. Og det er meget svært at sige, at der skulle være en kommunal interesse i at fejre en borgmester eller en udvalgsformand,« lyder det fra forskeren.
SF vil tage sagen op, når den nye kommunalbestyrelse samles efter kommunalvalget, og det har fået opbakning fra både Enhedslisten, Radikale Venstre og Socialdemokratiet på Frederiksberg, skriver DR.