Fortsæt til indhold
Politik

Klik på din kommune: Her er de mulige vindere og tabere

Kommunalpolitik kan være lige så uforudsigeligt som en fodboldkamp.

Alt kan ske i kommunalpolitik.

Det har de seneste kommunalvalg til fulde vist. Borgmestre, der troede, at de sad sikkert i stolen efter et valg, måtte se sig dolket i ryggen ved konstitueringen, og siden seneste valg har adskillige politikere skiftet parti.

Derfor kan det være svært at spå om udfaldet af valget i de enkelte kommuner. Men den ansvarshavende redaktør for Danske Kommuner, Tom Ekeroth, kommer her med en analyse af, hvad der er på spil i alle 98 kommuner.

Han peger på, at Region Nordjylland rent politisk generelt set er en stabil region. Men i Thisted Kommune kan magten falde til flere sider, og ifølge Ekeroth har Dansk Folkeparti her en god chance for at blive tungen på vægtskålen. Hvis partiet spiller sine kort rigtigt, kan det endda muligvis ende med borgmesterposten.

Bevæger man sig ned mod Region Midtjylland, kan borgerne i Viborg Kommune ende med den tidligere håndboldtræner Ulrik Wilbek som borgmester for Venstre. For Tom Ekeroth vurderer, at De Konservative her taber magten.

Samtidig forudser han drama i Randers Kommune, som har været præget af politiske stridigheder længe. I 2015 mistede Beboerlisten og Velfærdslisten sammen med De Konservative deres udvalgsposter, da byrådet konstituerede sig på ny. Og i 2016 lød det fra Venstre og Dansk Folkeparti, at både Beboerlisten, Velfærdslisten, De Radikale og De Konservative skabte et dårligt klima i byrådet.

Lige nu hedder borgmesteren Claus Omann Jensen og er fra Venstre, men Tom Ekeroth mener, at borgmesterposten efter valget kan blive besat af én med et meget lille mandattal.

I Region Syddanmark kan man i Esbjerg Kommune muligvis ende med en socialdemokratisk borgmester, da Venstre-borgmester Johnny Søtrup, som har siddet siden 1993, ikke stiller op denne gang.

Odense Kommune kan ifølge Tom Ekeroth ende med en Venstre-borgmester, men her er løbet mellem Venstre og Socialdemokratiet så tæt, at han ikke tør pege på, hvem der løber med posten.

I Region Sjælland tyder meget på, at Dansk Folkeparti vil få sin første egentlige borgmesterpost i Guldborgsund Kommune. Her sidder René Christensen, der ligeledes sidder i Folketinget som finansordfører, som 1. viceborgmester, men ifølge Tom Ekeroth vil han formentlig være borgmester efter valget.

Og så er stemningen i Slagelse Kommune så dårlig, at der efter Tom Ekeroths vurdering vil ske ændringer.

»Der er formentlig et af de dårligste samarbejdsklimaer i et byråd i Danmark. I denne valgperiode har man sagt farvel til to kommunaldirektører. Den seneste kommunaldirektør politianmeldte et af byrådsmedlemmerne, og borgmesteren har politianmeldt hele byrådet, fordi der har været læk af fortrolige oplysninger,« siger han.

Politiet valgte siden at droppe sagen mod byrådsmedlemmet. Venstre-manden Stén Knuth er borgmester p.t., men ifølge Tom Ekeroths vurdering vil Socialdemokratiets John Dyrby Paulsen ende med at tage over.

Endelig er der Region Hovedstaden, hvor Københavns Kommune efter Tom Ekeroths mening bliver det mest spændende sted. Her kan Alternativet ende med en borgmesterpost, mens forudsigelsen er, at De Radikale, De Konservative og SF vil miste stemmer.