Politik

Klik på din kommune: Kendiseffekt og drama i Midtjylland

Det vil uden tvivl ende med drama i én kommune, siger redaktør.

Hvis der er noget, som er stensikkert i Region Midtjylland, så er det, at Hernings Venstre-borgmester også hedder Lars Krarup efter den 21. november.

Det siger ansvarshavende redaktør ved Danske Kommuner Tom Ekeroth.

»Herning er det, som man kalder en Venstre-højborg, og Lars Krarup sidder med absolut flertal. Det vil sige, at han har majoriteten af mandater, så han er ikke afhængig af andre partier.«

DF-top opfordrer lokalpolitikere i hele landet til halalforbud

Noget andet, som man ifølge Ekeroth også kan regne med, er, at Aarhus kommer til at beholde sin socialdemokratiske borgmester, Jacob Bundsgaard, efter valget.

Men i Viborg, hvor den konservative partiformand, Søren Pape Poulsen, var borgmester indtil 2014, kommer der formentlig til at ske noget.

»Søren Pape Poulsen var dygtig til konstitueringsspillet og sad med et beskedent antal mandater. Pape har overladt magten til en efterfølger, Torsten Nielsen, men selv om man skal passe på med skråsikkerhed, er jeg ret sikker på, at De Konservative taber magten. Og jeg er også ret sikker på, at det bliver Ulrik Wilbek, der bliver borgmester for Venstre,« siger Tom Ekeroth.

Den tidligere håndboldtræner blev valgt som borgmesterkandidat for Venstre i april 2016, og ifølge Tom Ekeroth kan hans tidligere offentlige rolle spille ind på hans popularitet.

»Han er ikke medlem af byrådet i øjeblikket, men han har siddet der en enkelt periode tidligere, så han er ikke så uerfaren. Venstre har omkring 11 pladser i byrådet, og jeg tror, at Wilbek har så positiv en kendiseffekt, at de vil gå frem.«

I Randers vil valget blive en alt andet end rolig affære, vurderer Tom Ekeroth.

»Kommunen har et ret heftigt politisk klima, der er præget af stridigheder på kryds og tværs. Der vil være drama.«

Ved valget i 2013 blev det Venstre-manden Claus Omann Jensen, som vippede den socialdemokratiske borgmester Henning Jensen Nyhuus af pinden, godt hjulpet på vej af lokallisterne Beboerlisten og Velfærdslisten, som siden har været overordentligt kritiske over for borgmesteren.

Klik på din kommune: Her bliver det spændende i Nordjylland

Årsagerne til de mange genvordigheder skal findes helt tilbage i 1990'erne, mener Tom Ekeroth.

»Dengang var Randers en af de helt klassiske socialdemokratiske kommuner, men der var voksende modvilje mod borgmesteren. Modviljen var så stor, at der blev oprettet en borgerliste med det ene formål at få væltet det socialdemokratiske styre. Det lykkedes ved valget i 2001, hvor Venstres Michael Aastrup Jensen blev borgmester. Han var det kun i en enkelt periode, så faldt kommunen tilbage til socialdemokratisk styre. Det var den i to perioder, og så blev det Venstre igen. Det er meget uforudsigeligt, hvordan det kommer til at gå denne gang.«

I 2015 mistede Beboerlisten og Velfærdslisten sammen med De Konservative deres udvalgsposter, da byrådet konstituerede sig på ny. Og i 2016 lød det fra Venstre og Dansk Folkeparti, at både Beboerlistens Bjarne Overmark, Velfærdslistens Kasper Fuhr Christensen, De Radikale og De Konservative skabte et dårligt klima i byrådet.

»Der er konstante skænderier i Randers omkring politikken,« siger Tom Ekeroth, som mener, at borgmesterposten endda kunne blive besat af én med et meget lille mandattal. 

Følg
Jyllands-Posten
SE OGSÅ
Velkommen til debatten
  • Jyllands-Posten ønsker en konstruktiv og god debattone blandt vores læsere uanset uenigheder. Overtrædelse af vores debatregler kan føre til udelukkelse.
  • Anmeldelse af grove kommentarer kan ske til blog@jp.dk eller ved at ”markere som spam”.
Annonce
Annonce
Annonce
Annonce

Jyllands-Posten anvender cookies til at huske dine indstillinger, statistik og målrette annoncer. Når du fortsætter med at bruge websitet, accepterer du samtidig brugen af cookies. Læs mere om vores brug her