Politik

Klik på din kommune: Bliver Venstres "parentesstyre" fjernet i Syddanmark?

I én kommune har man lært på den hårde måde ikke at tage noget for givet.

Da Venstres Johnny Søtrup i 1993 satte sig på borgmesterposten i Esbjerg, var det et brud med mange års rødt styre.

Kritikere erklærede da også, at der blot ville være tale om en »parentes efter et protestvalg«, men borgmesteren i Esbjerg hedder fortsat Johnny Søtrup.

Sikkert er det dog, at det navn er et andet efter den 21. november, da Søtrup har annonceret sin afgang. Men om det stadig vil være Venstre, som sidder på borgmesterposten, er straks en anden sag. Jesper Frost Rasmussen, som er 1. viceborgmester, stiller op i stedet for Søtrup, og Venstre har p.t. 15 pladser i byrådet mod Socialdemokratiets 9.

»Det er er interessant, når stemmeslugerne forlader posten, for Johnny Søtrup har vel fået ca. en femtedel af de personlige stemmer afgivet i Esbjerg. Så han har trukket en række medlemmer ind i byrådet. Man kan sige, at stemmerne på en måde bliver ledige nu, og de tilfalder ikke nødvendigvis pr. automatik partiet. Jeg tror, at det bliver et tæt løb, og man kan ikke udelukke, at Esbjerg skifter tilbage til Socialdemokratiet,« siger den ansvarshavende redaktør hos Danske Kommuner Tom Ekeroth.

Han mener dog, at det mest spændende valg i Region Syddanmark kommer til at udspille sig i Odense. Her sidder socialdemokraten Peter Rahbæk Juel som borgmester, efter at Anker Boye forlod posten før tid i december 2016.

»Mange steder holder de fleste partier døren åben for at kunne gøre noget i selve konstitueringen. I Odense har de, der sidder i byrådet, valgt side. De Radikale har klart sagt, at de støtter en socialdemokratisk borgmester, til gengæld får de lov at være førstevælgere, når rådmandsposterne skal fordeles. Dansk Folkeparti siger, at de støtter blå blok. Så det er nok i Odense, at det først og fremmest er et præsidentvalg mellem Venstres Jane Jegind, som er rådmand og en dygtig politiker, der har arbejdet sig op til et støt stigende antal personlige stemmer, og på den anden side Peter Rahbæk Juel,« siger Tom Ekeroth.

Klik på din kommune: Her bliver det spændende i Nordjylland

Han vurderer, at løbet mellem de to er så tæt, at der er umuligt at gætte på udfaldet. 

»På landsplan står Venstre til en tilbagegang, men måske er Jane Jeginds omdømme så godt, at det kan modvirke det. Rahbæk har kun siddet knap et år, så spørgsmålet er, hvor meget borgmestereffekt han kan opnå.«

I Nyborg Kommune har man lært på den hårde måde ikke at tage noget for givet. Ved kommunalvalget i 2013 regnede socialdemokraten Erik Christensen således med, at han kunne fortsætte som borgmester, da rød blok havde flertal. Men halvanden uge efter valget besluttede partikollegaen Jan Reimer Christensen at skifte parti til Venstre og samtidig pege på en Venstre-borgmester.

Kenneth Muhs kunne dermed indtage posten til stor utilfredshed for borgerne, der gik på gaden i protest.

»Jeg tror ikke, at dramaet er glemt. Det var absolut det mest voldsomme konstitueringsdrama,« siger Tom Ekeroth, som vurderer, at kommunen kan få socialdemokratisk styre igen.

Klik på din kommune: Kendis-effekt og drama i Midtjylland

Kenneth Muhs er Venstres spidskandidat, mens Vibeke Ejlertsen har afløst Erik Christensen, som siden er blevet valgt ind i Folketinget.

»Jeg tror ikke, at der er nogen tvivl om, at når der været en voldsom konstituering, så er alle på dupperne, men Muhs har ifølge lokale kilder gjort det godt, og det er jo svært at kritisere nogen for at tage den magt, som pludselig bliver tilgængelig.«

Følg
Jyllands-Posten
SE OGSÅ
Velkommen til debatten
  • Jyllands-Posten ønsker en konstruktiv og god debattone blandt vores læsere uanset uenigheder. Overtrædelse af vores debatregler kan føre til udelukkelse.
  • Anmeldelse af grove kommentarer kan ske til blog@jp.dk eller ved at ”markere som spam”.
Annonce
Annonce
Annonce
Annonce

Jyllands-Posten anvender cookies til at huske dine indstillinger, statistik og målrette annoncer. Når du fortsætter med at bruge websitet, accepterer du samtidig brugen af cookies. Læs mere om vores brug her