Facebook skanner dine private beskeder
Private beskeder sendt via Facebooks beskedfunktion bliver bl.a. skannet for virus og børneporno.
Facebooks yderst populære beskedfunktion til private beskeder, Messenger, er ikke så privat endda.
Verdens største sociale medie bekræftede torsdag, at de skanner deres brugeres private beskeder. Skanningsprocessen sker automatisk, og ifølge Facebook skal gennemgangen af private beskeder sikre, at der ikke bliver delt virusprogrammer eller børneporno på Messenger.
Hvis skanningen finder noget mistænkeligt, kan bestemte medarbejdere hos Facebook tilgå beskederne.
De kan de også, hvis andre brugere anmelder beskeder for upassende indhold til Facebook.
Det har længere været kendt, at Facebook kan tilgå, hvad man som bruger lægger på sin væg, men ikke at de skanner private beskeder.
Facebook forsvarer i en erklæring torsdag, at de skanner brugernes private beskeder.
»Det er meget lignende, hvad andre internetselskaber gør i dag,« står der bl.a.
Samtidigt påpeger firmaet, at det har stor prioritet at beskytte Facebookbrugernes privatliv.
En talsperson fra Facebook fortæller til CNN, at de automatiske skanninger af privatbeskeder ikke bliver brugt til at lave målrettet markedsføring.
Endvidere påpeger talsmanden, at man heller ikke lytter med eller ser med på telefon- og videoopkald igennem Messenger.
Facebook er på det seneste kommet i modvind, efter at det er kommet frem, at selskabet gennem datavirksomheden Cambridge Analytica har videregivet millioner af brugeres private oplysninger, som bl.a. er blevet brugt til at støtte Donald Trump i præsidentvalgkampen.
Tidligere på ugen oplyste Facebook, at op imod 87 millioner brugeres private oplysninger er blevet videregivet til Cambridge Analytica. I Danmark har i omegnen af 42.000 Facebook-brugere fået vidergivet deres oplysninger.