Fortsæt til indhold
Kultur

Ekskone til nobelakademi-medlem: Han fortalte mig altid vindernavnene på forhånd

Vi var mange, som kendte nobelprisvinderne, fortæller ekskonen til et nuværende medlem af Det Svenske Akademi.

Fronterne er trukket op blandt den svenske kulturelite.

På den ene side står dem, som mener, at en kvindelig digter og medlem af Det Svenske Akademi, bør træde tilbage fra det hverv, som hun ellers blev tildelt for livet i 1992.

På den anden side står den fløj, som ikke mener, at beviserne mod hende er stærke nok til at kræve hende ekskluderet.

Kvinden er bl.a. mistænkt for at have lækket navnene på nobelprisvindere til sin mand, den såkaldte kulturprofil, som efterfølgende fortalte dem videre til andre.

Samtidig viste en advokatundersøgelse, at hun ejer halvdelen af den kulturscene, som hendes mand bestyrer og ejer. En scene, som er blevet delvist finansieret af akademiet, og som er mistænkt for ikke at overholde bl.a. skattelovgivningen.

Det Svenske Akademis medlemmer er bl.a. ansvarlige for at udpege vinderne af Nobelprisen i litteratur.

Men ekskonen til et medlem af akademiet siger nu til SVT, at det slet ikke er usædvanligt, at man på forhånd afslører vindernavnene til sin ægtefælle.

»Jeg kan kun tale ud fra mine 16 års erfaring som medlemsledsager, som det hedder, og min opfattelse er, at der var mange af os, som viste det. Men vi lækkede det ikke,« siger Ebba Witt-Brattström, som i 25 år var gift med Horace Engdahl, der er tidligere sekretær og nuværende medlem af akademiet.

Spørgsmålet om digterens eksklusion kom til en afstemning i sidste uge og faldt ud til hendes fordel. Det fik tre medlemmer til at forlade akademiet i protest, og pga. tidligere fratrædelser er der således kun 13 tilbage af 18 medlemmer.

Arkivfoto: Anders Wiklund/Ritzau Scanpix

Det kræver tilstedeværelsen af minimum 12, for at akademiet kan være beslutningsdygtigt. Medlemskabet er på livstid, og man kan ifølge vedtægterne ikke melde sig ud, derfor kan der i den nuværende situation heller ikke blive valgt nye ind.

Forfatter og litteraturprofessor Ebba Witt-Brattström mener ikke, at kulturprofilens hustru har noget ansvar i denne sag, og finder det helt naturligt, at man fortæller den slags til sin partner, selv om medlemmerne har tavshedspligt.

Horace Engdahl berettede ifølge Witt-Brattström hvert år sin daværende hustru om, hvem som ville modtage prisen, men understreger hun, »han kunne stole på mig.«

Horace Engdahl skabte tirsdag overskrifter i Sverige, da han i et harskt indlæg i Expressen langede ud efter Det Svenske Akademis sekretær Sara Danius og kaldte hende den værste siden akademiets oprettelse i 1786. Han tog samtidig afstand fra de tre afhoppere. Engdahl har et privat forhold til kulturprofilen og var en af dem, som stemte imod eksklusionen af hans hustru.

Det Svenske Akademi blev indstiftet i 1786 af den daværende konge Gustav III, og kongen er akademiets højeste beskytter samt den, som godkender nye medlemmer.

Således gik den svenske konge Carl Gustav onsdag ind i sagen, og udtalte at han ville se på, om vedtægterne eventuelt kan ændres, så det fremover bliver muligt at melde sig ud af akademiet.