Politianmeldelse: Nobel-akademi i dyb krise efter skandalesag
Tre af medlemmerne har forladt Det Svenske Akademi efter sager om magtmisbrug og mulige læk.
Det startede som en #metoo-sag. En sag om en fremtrædende kulturprofils påståede overgreb og magtmisbrug, fortalt af 18 kvinder til Dagens Nyheter.
Men fem måneder senere er det blevet til et spørgsmål om Det Svenske Akademis troværdighed og - ifølge nogle - dets overlevelse.
Akademiet har eksisteret siden 1786, og har som den fremmeste opgave at udpege den årlige modtager af Nobelprisen i litteratur. Dertil kommer, at akademiet hvert år uddeler millioner af kroner i stipendier og priser.
Meget tyder på, at akademiets medlemmer har set igennem fingre med en bestemt kulturprofils grænseoverskridende opførsel ved at give ham råderet over flere af dets lejligheder og tillige delvist finansieret mandens kulturscene. Manden er desuden gift med et medlem af akademiet, og flere kilder har fortalt, at han i nogle tilfælde har lækket navnene på nobelprisvinderne på forhånd.
Det fik det Svenske Akademi til at igangsætte en advokatundersøgelse af, hvorvidt kulturprofilen på nogen måde - direkte eller indirekte - kan have påvirket akademiets uddeling af priser, stipendier eller anden finansiering.
Den er nu klar, og fredag blev akademiets medlemmer underrettet om resultatet. Det førte til, at tre medlemmer gik af, selv om reglerne formelt set siger, at man ikke kan melde sig ud af akademiet, men sidder der på livstid. Et fjerde medlem overvejer at gøre det samme.
Ifølge de svenske medier sker det bl.a. på baggrund af en afstemning om, hvorvidt kulturprofilens hustru skal ekskluderes fra akademiet. En afstemning, som faldt ud til hustruens fordel.
»Integriteten er selve livsnerven i Det Svenske Akademi. Når førende stemmer inden for akademiet sætter venskab og andre uvedkommende hensyn før ansvaret for denne integritet – så kan jeg ikke længere deltage i arbejdet,« lød det i en skriftlig udtalelse fra forfatter og professor Kjell Espmark til Svenska Dagbladet og Dagens Nyheter.
Men også dem, der havde stemt til fordel for kulturprofilens kone, valgte at udtale sig i et åbent brev, bragt i Svenska Dagbladet. Her forklarede de, at der ganske enkelt ikke er beviser for, at hun skulle have brudt nogen regler.
Lørdag berettede akademiets sekretær, Sara Danius, over for Svenska Dagbladet, at undersøgelsen bl.a. viste, at kulturprofilen ikke havde haft nogen indflydelse på akademiets arbejde, men også at hans hustru ejer halvdelen af mandens scene.
»Akademiet må ikke dele penge ud til et medlem. Så vi har overtrådt vores egne regler. Ansvaret er vores, men det er da mærkeligt, at vi ikke har fået det at vide,« sagde hun.
Samtidig kom det frem, at advokatfirmaet bag undersøgelsen har opfordret akademiet til at politianmelde kulturprofilens scene, da man mistænker, at stedet bl.a. drives i strid med skattelovgivningen.
Men, sagde Sara Danius, det havde man ingen intentioner om, for et flertal af medlemmerne modsatte sig det. Til gengæld stod det enhver anden frit for at gøre det, lød det.
Søndag lød det så, at politiet havde fået en anmeldelse, som vedrører Det Svenske Akademi og den pågældende kulturscene. Det er småt med yderligere detaljer, og det fremgår ikke under hvilken paragraf anmeldelsen kan rubriceres. Ej heller hvem den kommer fra.
Det Svenske Akademi blev indstiftet af den daværende konge Gustav III, og kongen er akademiets højeste beskytter samt den, som godkender nye medlemmer. Sara Danius er nu blevet indkaldt til et møde hos den nuværende konge Carl Gustav for at orientere om sagen.
Flere kommentatorer anfører, at det handler om akademiets overlevelse.
»Det, vi er vidner til, er Sveriges tungeste kulturinstitution i total opløsning. Et fuldstændigt syndefald,« skriver Expressens kulturchef Jens Liljestrand.
Og på Dagens Nyheter skriver kollegaen Björn Wiman:
»Det er svært at se, hvordan akademiet skal kunne komme videre efter denne bombe lige ned i Børsen (hvor Det Svenske Akademi har adresse, red.). Institutionen ligger i ruiner.«