Medlem af skandaleramt Nobel-akademi i hård kritik af sekretær: Hun er den dårligste siden 1786
Balladen om Det Svenske Akademi fortsætter. Medlemmer går i protest, og beskyldninger fyger i alle retninger.
Tirsdag blev endnu en dag, hvor Det Svenske Akademi skabte overskrifter i Sverige.
Akademiet, hvis 18 medlemmer hvert år udpeger vinderen af Nobelprisen i litteratur, er havnet i en skandalesag, som i november handlede om #metoo, men som er kommet til at dreje sig om meget mere end det. Fredag forlod tre medlemmer akademiet i protest, og søndag blev Det Svenske Akademi en del af en anmeldelse, som landede på politiets bord.
Når man måler omfanget af den splittelse, som nu er et faktum i akademiet, kan man ikke komme til nogen anden konklusion, end at Sara Danius er den af alle sekretærer siden 1786, som er lykkedes dårligst med sin opgave.Horace Engdahl, tidligere mangeårig sekretær for Det Svenske Akademi, om sin efterfølger, Sara Danius
Senest har den tidligere sekretær for akademiet og nuværende medlem Horace Engdahl langet kraftigt ud efter Sara Danius - den nuværende sekretær. I et indlæg i Expressen skriver han bl.a.:
»Ordene svigter mig, når jeg forsøger at beskrive det vanvid, som er brudt ud.« Og han fortsætter:
»Når man måler omfanget af den splittelse, som nu er et faktum i akademiet, kan man ikke komme til nogen anden konklusion, end at Sara Danius er den af alle sekretærer siden 1786, som er lykkedes dårligst med sin opgave.«
Han mener, at der foregår en »desperat magtkamp« i akademiet, og at sekretæren forsøger at klamre sig til sin position.
Det, som splitter akademiet, er bl.a. spørgsmålet om udelukkelse af et medlem. En kvinde, hvis mand er blevet beskyldt for overgreb, voldtægt og magtmisbrug.
”Kulturprofilen” i centrum
Dertil kommer, at manden, som af de svenske medier kaldes ”kulturprofilen”, skal have drevet sin indflydelsesrige kulturscene i strid med bl.a. skattelovgivningen. Og endelig er han blevet beskyldt for at have lækket navnene på kommende nobelprisvindere. Navne, som man mener, at han har fået fra sin hustru.
En advokatundersøgelse, i gangsat af akademiet, skulle svare på, hvorvidt kulturprofilen kan have påvirket akademiets uddeling af priser, stipendier eller anden finansiering.
Lørdag berettede Sara Danius over for Svenska Dagbladet, at undersøgelsen bl.a. viste, at kulturprofilen ikke havde haft nogen indflydelse på akademiets arbejde, men også at hans hustru ejer halvdelen af mandens scene. En kulturscene, som akademiet har været med til at finansiere.
»Akademiet må ikke dele penge ud til et medlem. Så vi har overtrådt vores egne regler. Ansvaret er vores, men det er da mærkeligt, at vi ikke har fået det at vide,« sagde hun.
Advokatfirmaet bag undersøgelsen har opfordret akademiet til at politianmelde kulturprofilens scene pga. lovovertrædelser, hvilket en ukendt person gjorde søndag. Det Svenske Akademi indgår i anmeldelsen, men hvordan fremgår ikke.
Derudover er advokatfirmaet ifølge Dagens Nyheter nået frem til, at kulturprofilen skal have lækket navnene på prisvindere i syv tilfælde. Senest i 2016, da Bob Dylan til manges overraskelse vandt.
Eks-sekretær kritiseres for læserbrev
Det var en af grundene til, at akademiet gennemførte en afstemning om at ekskludere hustruen, hvilken faldt ud til hendes fordel.
Siden har de medlemmer, som valgte at gå, udtrykt deres uforbeholdne støtte til Sara Danius, men ladet forstå, at mange af de øvrige medlemmer efter deres mening lader sig styre af private forhold. Det førte til et læserbrev i Svenska Dagbladet, hvor otte medlemmer forklarede, hvorfor de havde stemt imod ekskluderingen. Bl.a. lød det, at der ikke er konkrete beviser på, at hun skulle have lækket informationer.
Horace Engdahl har ifølge svenske medier et nært forhold til kulturprofilen, og en af afhopperne har da heller ikke meget til overs for Engdahls indlæg.
»Det er det mest falske og skændige, jeg har læst i hele mit liv,« siger Kjell Espmark til Aftonbladet.
Rapporten er ikke blevet offentliggjort, men Dagens Nyheter har fået indblik i dele af den. Ifølge avisens oplysninger er det »syv troværdige og uafhængige vidneudsagn,« som ligger til grund for mistanken om, at kulturprofilen spredte fortrolige oplysninger.
Kulturprofilen har via sin advokat afvist alle beskyldninger i sagen, mens hustruen har forholdt sig tavs.
Det Svenske Akademi blev indstiftet i 1786 af den daværende konge Gustav III, og kongen er akademiets højeste beskytter samt den, som godkender nye medlemmer.