Hør Northside derhjemme
Måske kan man i denne weekend høre musikken fra Northside, selv om man bor langt fra festivalpladsen.
Selv om man ikke kan deltage i årets Northside-festival, er det stadig muligt at smuglytte til weekendens koncerter.
Akustik, vind og byens terræn gør det nemlig muligt for lyden at rejse flere kilometer i byrummet.
Ifølge lydforskeren Finn Agerkvist kan flere aarhusianere forvente at høre koncerter i deres baghaver.
»De moderne anlæg kan spille sindssygt højt. Nu kommer det an på, hvilken lydpolitik de har hos Northside, men det er ikke usædvanligt, at et anlæg kan spille, så man kan høre det flere kilometer væk,« siger Finn Agerkvist, lektor ved Danmarks Tekniske Universitet og leder for Akustisk Teknologigruppe.
Han forklarer, at hvis både vind og lydforholdene passer, så kan beboere i Holme, Viby og endda også i Skejby kunne høre lyden fra Radiohead eller Frank Ocean. Det viser tidligere undersøgelser fra andre områder.
10 km borte
»På Roskilde Festival har vi kunnet påvise, at naboer kunne høre koncerter meget langt væk. Det var f.eks. omkring 10 km afstand.«
En bærende faktor er normalt vindens retning og styrke. I weekendens vejrudsigt bliver vinden svag til let, og derfor tyder det dog ikke på, at musikken bliver kastet voldsomt rundt.
Northside befinder sig i Ådalen i den sydlige del af byen, og det har også betydning for lyden. Meget af lyden vil gå tabt i dalen, modsat hvis Aarhus havde været en helt flad by, og dermed bliver lyden ikke overvældende.
»De har helt klart gjort byen en tjeneste ved at placere festivalen i en dal. Hvis man forestiller sig, at man er nede i en lavning eller en gryde, så vil det dæmpe på noget af lyden,« forklarer Finn Agerkvist.
Bas rejser langt
Derudover vil det have betydning, om det f.eks. er bastunge koncerter, da de høje frekvenser i bassen kan rejse langt.
Derfor er der mulighed for at høre en tung bas helt på Trøjborg i den nordlige ende af byen.
»Lige så snart man har bas og trommer, er det sværere at skærme for. En strygekvartet har ikke ligeså dybe frekvenser og vil derfor nemmere blive dæmpet,« siger Finn Agerkvist.
Meget tyder derfor på, at bastunge koncerter som det elektroniske band The Prodigy vil kunne rejse langt i byen.
Direkte mod publikum
Typisk vil højttalerne også blive peget direkte mod publikum, så lyden ikke breder sig for meget ud, uanset hvor vinden blæser hen. Det er f.eks. derfor, man kan stå til en koncert ved en scene, kun få hundrede meter fra en anden scene, og kun høre den ene koncert.
Hos Northside er muligheden for at høre to koncerter samtidig ikke stor. Kun en håndfuld kunstnere spiller samtidig, og ellers får de fleste koncerter lov til at stå alene.
»Som altid spiller de to hovedscener aldrig samtidig, så man kan se alle de store navne, og der er ikke noget “spill over” af lyd. Vi lukker desuden Red Stage tidligt søndag, så der ikke er nogen, der spiller samtidig med Radiohead,« lyder det fra John Fogde, talsmand for Northside.
Musikken på Northside slutter søndag nat.