Northside: Ikke kun for de unge
Besøgende på Northside er blevet ældre, for hvert år festivalen er blevet afholdt. De lidt ældre festivalsgængere er en gevinst, mener talsmand for Northside
Hvis du er til Northside Festival denne weekend, så er der en god chance for, at du har passeret de 30 år. Faktisk har 70 pct. af alle deltagerne på festivalen ved Ådalen for længst ramt de 30 år, viser tal fra Northsides egen publikumsundersøgelse, der blev udført sidste år, som JPAarhus har fået indsigt i.
»Vi kan ikke præcist sige, hvorfor publikum bliver ældre år for år. Men jeg ser det som et udtryk for, at festivalen er blevet mere populær som helhed, og dermed kan tiltrække en masse mennesker, som normalt ikke ville tage på festival,« siger John Fogde, talsmand for Northside.
Talsmanden mener også, at svaret kan ligge i, at festivalen efterhånden er blevet til en urban folkefest i Aarhus, der henvender sig til kulturelt interesserede mennesker på tværs af alder, og som tilbyder andet end bare livemusik.
Ældre gæster er en gevinst
Northside har lavet publikumundersøgelser siden 2013. Dengang var publikum ligeligt fordelt mellem publikum på over og under 30 år. I dag har det mere modne publikum fået overtaget, hvor særligt 40+ folket er de mest synlige på festivalen. De 40 til 55-årrige udgjorde således 34 pct. af det samlede besøgstal sidste år og var dermed den største aldersgruppe.
Men Northside ser ikke aldersudviklingen som en trussel. De hilser den snarere velkommen. Folk over 30 år er nemlig en gevinst for festivalen, mener John Fogde.
»De møder tidligt op på festivalen, er åbne over for nye tiltag, og så har de meget større frirum i deres økonomi end de fattige studerende. Men vigtigst af alt, så opfører de sig ordentligt, og det betyder, at vi næsten aldrig har haft nogen voldsepisoder på Northside,« siger en fortrøstningsfuld talsmand.
Færre unge i Ådalen
Hvis festivalen har fået godt fat i den ældre generation, så er det derimod gået den anden vej med de yngre festivalsgæster. For fire år siden udgjorde de 18 til 24-årrige bl.a 20 % af festivalen, mens de i dag kun fylder 9 pct. af det samlede publikum.
John Fogde mener alligevel at festivalen stadigvæk har godt fat i de unge. Det fremgår bare ikke af undersøgelsen.
»Man skal huske, at vi har mange frivillige på festivalen, og de fleste er mellem 18 og 25 år. De prioriterer deres penge, da de unge og studerende, og de kommer jo ikke med i undersøgelsen, men deltager alligevel i festivalen,« siger John Fogde.
Han hentyder til, at publikumundersøgelsen kun er lavet på deltagere, der reelt har købt en billet, så tallene kan fremstå misvisende. Han anerkender dog, at festivalen er blevet ældre.
»Men vi er spændt på at se om festivalsgæsterne bliver yngre i år, da vi har booket Frank Ocean, som har den yngste målgruppe, vi hidtil har booket,« siger John Fogde.