Fortsæt til indhold
Aarhus

»De er mestre inden for deres egen genre.«

Det bliver fandenivoldsk og stort, når engelske The Prodigy går på scenen, lyder det fra DJ Static, der glæder sig til at opleve briterne live i aften på Northside.

Mens The Prodigy forargede mange med det kontroversielle hit ”Smack My Bitch Up” i 1997, åbnede netop dette nummer aarhusianske DJ Statics øjne for det engelske bands elektroniske musik. Indtil nummeret, som indgår i The Prodigys tredje album ”Fat of the Land”, havde han ikke givet meget for bandets stil, som han dengang oplevede som »et houset-jungle-univers og en spassen rundt i cockney-engelsk-drama«.

Men The Prodigys sampling af en hip hop-bid, omkvædet ”Smack My Bitch Up” fra Ultramagnetic MC’s, gav DJ’en med det borgerlige navn Thorbjørn Schwarz et helt andet syn på briterne.

Et syn, der blev bekræftet, da bandet for to år siden udgav sit seneste album ”Today Is My Enemy”.

»Når man bliver fanget og kommer på krogen og dykker ned i det univers, finder man ud af, hvor komplekst det er produceret, og hvor meget producerne er gået i nørdemode,« uddyber den 43-årige DJ Static, der er aktuel med albummet ”From The Beginning”, som ifølge ham på flere måder har paralleller til den måde The Prodigy skruer tracks sammen på.

Stram danseskoene

Numrene fra disse to The Prodigy-album ser DJ’en, som stod for et DJ-show ved 2017-åbningen i januar, da Aarhus officielt tog hul på året som europæisk kulturhovedstad, frem til at høre lørdag aften, når The Prodigy står på grøn scene som et af Northside-festivalens hovednavne.

»Det er en koncert, jeg har glædet mig til i lang tid,« siger DJ Static, der ikke fik hørt bandet, da det spillede på Tinderbox i 2015 og aldrig har oplevet dem live.

DJ’en roser The Prodigy for deres måde at mixe elektroniske lyde og samples sammen på, og selv om det kunne lugte noget af musik, der egner sig bedst til et studie, er han ikke i tvivl om, at bandet vil komme ud over scenekanten og spille Ådalen godt op.

»Vanvittige shows«

»Hvis de ikke kan, er der vel ikke nogen, der kan. Det bliver fandenivoldsk og stort. Mange af de folk, der er kommet for at se Thomas Helmig, skal måske lige stramme danseskoene lidt ekstra for at følge med. Men jeg tror samtidig også, at aarhusianerne altid er klar på en fest,« siger DJ Static.

Han vurderer, at The Prodigy umiddelbart vil vække mest genklang hos, hvad han kalder »inner city kids fra 90’erne«.

Også folkene bag Northside forventer en kæmpe fest, når bandet går på scenen, og mørket har omsluttet festivalen.

Tro mod sin egen stil

»Gennem 25 år har The Prodigy ikke bare leveret en perlerække af benhårde og knivskarpe hits, men deres vanvittige shows har gang på gang imponeret og fascineret,« hedder det sig i præsentationen på festivalens hjemmeside.

Siden The Prodigys første single ”What Evil Lurks” i 1991 har bandet spyttet hits ud som ”Out Of Space”, ”Poison”, ”Firestarter” og altså også ”Smack My Bitch Up”.

DJ Static hæfter sig ved, at The Prodigy alle årene igennem har været tro mod den stil, som bandet selv har skabt.

»De har ikke prøvet at efterleve, hvad tidens toner er, men ligesom holdt sig i den bane, som de selv har lavet. Det kan man kun tage hatten af for. De er mestre inden for deres egen genre.«