Fortsæt til indhold
Aarhus

Salling Fondene donerer tre mio. kr. til ny havneskulptur

En skulptur i bronze, der forestiller syv havnearbejdere skal pryde den indre havn til minde om det oprindelige liv i hjertet af Aarhus.

Med en donation på tre mio. kr. sikrer Salling Fondene opførelsen af en skulptur i hjertet af Aarhus Havn, som symboliserer betydningen af det hårde manuelle arbejde for udviklingen af byen og havnen. En havn som i disse år ændrer sig markant.

Tiden hvor havnearbejderne fyldt Aarhus Havn, og hvor det var det hårde manuelle arbejde, der dominerede, er forbi. I dag overtages arealerne i Aarhus' hjerte i stigende grad af nye byrum, og det arbejde, som før blev udført af menneskehænder, bliver nu løftet af kraner og maskiner. Livet i de bynære havnearealer tage mere og mere udspring i turisme, boliger, uddannelse og fritidsliv.

Men en bronzeskulptur af syv havnearbejdere, i skala 1:1, som er i gang med at losse tunge sække, skal bevare mindet om, hvordan livet engang var på havnen. Bag projektet , som går under navnet "Historiske Spor på Aarhus havn", står LO Aarhus, og valget af kunstner er faldet på Jens Galschøit.

»Jeg er fuld af respekt og beundring for den udvikling der sker på havnen. Det er også positivt, at tidligere tiders hårde knokleri, afløses af arbejde, der er mindre fysisk belastende. Men samtidig er det en stor del af min personlige og mange andres historie, der forsvinder. Vi har derfor i LO Aarhus arbejdet med at få placeret en skulptur der symboliserer fortiden, giver påmindelser i nutiden og vil være et aktiv i fremtiden. En skulptur der skal have en synlig central placering i hjertet af havnen,« siger Palle Jørgensen, som er tidligere havnearbejder, og tovholder på projektet.

Det er tanken, at skulpturen på sigt skal danne ramme om forskellige kulturelle aktiviteter på havnen. Efter diaolg med myndigheder og andre interessenter på havnen, stod til sidst en ansøgning om donation af midlerne til projektet hos Salling Fondene. Og her var det med glæde, at man kunne bidrage.

»De bynære havnearealer er blevet et udflugtsmål med mange muligheder for aarhusianerne og byens besøgende. Skulpturen er en hyldest og en påmindelse om det hårde arbejde, der gennem århundreder er foregået på havnen, og jeg er sikker på, at den vil vække beundring og glæde for mange, der færdes i området”, siger Karin Salling.

Produktionen af skulpturen forventes at tage et år, og det færdige resultat kan placeres på Aarhus Havn i kulturåret 2017.

”LO Århus har gennem halvandet år arbejdet konkret med projekt Historiske Spor på Aarhus Havn. Vi er meget glade for at vi, takket være donationen fra Salling Fondene samt de mange positive tilkendegivelser fra alle interessenter på og omkring Aarhus Havn, allerede nu kan konstatere at projektet realiseres. Vi vil nu gå i gang med forberedelser af aktiviteter, der med afsæt i skulpturens symbolik, kan indgå i Kulturåret 2017,” siger Ole Christiansen, formand LO Århus.

Allerede fredag den 30. oktober kan nysgerrige aarhusianere få syn for sagen, når en model af skulpturen kl. 13.30 vil blive præsenteret på arealet overfor Mindet 4. Her vil kunstneren Jens Galschøit og repræsentanter fra LO Aarhus være til stede, og alle interesserede er velkomne.