Fortsæt til indhold
Aarhus

Der er street food på vej til Aarhus

Lokationen er nu næsten på plads for det, som skal blive til Aarhus' eget street food-marked.

»Hver gang vi har været ud og rejse med vores familier, er vi altid endt med at spise ved de her foodtrucks og på mad-markeder, og synes det er fantastisk. For et par år siden var vi på Borough Market (stort street food marked i London red.), og da vi om hjem, var jeg sådan ”det skal vi da have i Aarhus!«

Sådan startede idéen til det, der skal blive Aarhus Street, fortæller Thomas Bendtsen. Han er den ene af de to bagmænd bag det gastronomiske marked, som efter planen åbner til april 2016 i Aarhus. Planen er, at det bliver et område med ca. 30 overdækkede boder eller stande, borde og bænke og lounge at sidde i og spise, og masser af spændende mad fra hele verden, så der er madoplevelser for enhver smag.

Thomas Bendtsen har en baggrund som konsulent indenfor iværksætteri, og sammen med vennen Søren Anker, som driver Turbinehallen og Johan R., har han gennem to år arbejdet på idéen om små samlede madboder og foodtrucks, som skal forkæle madglade aarhusianere. Visionen er klar:

»Vi vil lave et sted, hvor det er maden, der er i højsædet. Det er ikke vigtigt, at man sidder på den fede café. Miljøet skal være råt og uprætensiøst, så man bare kan slappe af og hygge sig. Og så skal det være god, bæredygtig mad til fair priser. Ambitionen er, at man skal kunne få et fornuftigt måltid til en flad halvtredser,« siger Thomas Bendtsen.

De sidste praktiske foranstaltninger er ved at falde på plads, og om et par uger skulle beliggenheden for en permanent og overdækket samling af madboder i Aarhus, med inspiration fra Copenhagen Street Food på Papirøen i København og Borough Market i London, være på plads. Det står mellem fire steder i Aarhus C, lokaliseret omkring havnen, og kun de sidste detaljer skal på plads, før placeringen for Aarhus Street Food kan offentliggøres.

Aarhusianerne lader til at være begejstrede for at få et Street Food-marked til byen. Projektets facbook-side, som gik i luften for en uge siden, har allerede fået næsten 4.000 følgere, og kigger man mod det lignende koncept Copenhagen Street Food på Papirøen i København, hvor der i år har været næsten en mio. gæster, forventer bagmændende for Aarhus Street Food også, at den aarhusianske model bliver en stor succes.

»De pop up-arrangementer, der har været, har jo været kæmpe succeser. Vi regner dog ikke med, at vi kan trække det samme som på Papirøen. Vi er mindre, og vi skal skalere det efter Aarhus-forhold, men alle de fingre, vi har stukket i jorden viser, at det er noget folk rigtig gerne vil. De vil have gode madoplevelser, der er til betale. Koster burgeren 50 kr. i stedet for 150 kr., kan det jo være, man også lige skal have lidt sushi eller lidt tacos,« siger Thomas Bendtsen.

Konceptet, Aarhus Street Food, skal bygges op omkring foreningstanken, og alle udgifter deles mellem de forskellige forretninger i foreningen. Indtil videre har de fået henvendelser fra 40 interesserede, som gerne vil være en del af Aarhus Street Food. Det er en god blanding af etablerede restauratører og private, men det er især dem, der ”har ild i øjnene”, som Thomas Bendtsen kalder det, de gerne vil have med.

»Vi har også fået henvendelser fra nogen som tænker, at ”det her er en pisse god butik, så vi vil bare gerne have noget, skriv mig op til fire boder.” Men det er vi faktisk ikke interesserede i, for det er ikke tanken bag. Vi vil have 30 kokke eller madører, som står med hænderne på kogepladen for at lave det aller bedste. Og det er lidt noget andet end en eller anden pengemand, der gerne vil åbne fire boder, og så ansætter han studentermedhjælpere. Det giver ikke den dynamik i stedet, som vi gerne vil have. Vi vil have ildsjæle, der brænder for maden,« siger Thomas Bendtsen.

Du kan læse mere om Street Food Aarhus på Facebooksiden

her.