Fortsæt til indhold
International

Tidligere premierminister sammenligner klimapolitik med »primitive folk, der dræbte geder for at formilde vulkanguderne«

Klimaændringerne gør godt, siger Australiens tidligere premierminister, Tona Abbott.

Der bliver rystet godt og grundigt på hovedet på Twitter.

»Alle har noget vigtigt at bidrage med til samtalen, og det, som vi alle mener, at du bør bidrage med, er stilhed.«

Sådan lyder én af mange kommentarer på det sociale medie, hvor kritikken af den tidligere australske, liberale premierminister Tony Abbott, er væltet ud.

Abbott, som var premierminister fra 2013 til 2015, har i en tale mandag bl.a. sagt, at det er klimapolitikken, som kan forvolde skade, mens »klimaforandringerne i sig selv formentlig gør noget godt, eller i det mindste gør de mere gavn end skade.«

Talen blev holdt i London ved et arrangement hos den klimaskeptiske tænketank Global Warming Policy Foundation (GWPF), og her fremlagde Abbott en lang række grunde til, at problemerne med klimaændringerne efter hans mening er overdrevne.

For ifølge Tony Abbott betyder højere koncentrationer af CO2, at Jorden bliver grønnere, »det er jo, når alt kommer til alt, planteføde,« ligesom langt flere dør af kulde end under hedebølger.

»Der er en overflade af rationelle beregninger, når det gælder reducering af udledning (af CO2, red.), men neden under det handler det om at "gøre det rigtige". Kampen for miljøet har formået at kombinere et postsocialistisk instinkt for en stor regering med en post-kristen nostalgi for at ofre sig for en god sag. Primitive mennesker dræbte engang geder for at formilde vulkanguderne. Vi er mere sofistikerede nu, men vi ofrer stadig vores industri og vores levestandard til klimaguderne med lige så lille effekt,« lød det bl.a. i talen, som Abbott har lagt ud på sin hjemmeside.

I Australien siger næstformand for Labour Tanya Plibersek ifølge The Sydney Morning Herald, at Tony Abbott har »forladt det destruktives rige og trådt ind i det skøres rige. Det her er faktisk virkelig mærkeligt. Vi ved, at klimaforandringerne også påvirker Australien.«

Men ifølge Tony Abbott gør det ingen forskel, hvad vi mennesker gør.

»Den menneskelige psyke har en indgroet tendens til at frygte katastrofe. Hvis man ser på klimaet over millioner af år, vil den formentlig komme en dag, uanset hvad vi gør i dag, vil det ikke stoppe den, når den kommer, og når den kommer, vil den have meget lidt at gøre med menneskehedens udledning af CO2.«

Regeringspartiet, De Liberale, har indtil videre ikke kommenteret Abbotts ord.

Abbott var premierminister, indtil han blev væltet af pinden af sin partifælle Malcolm Turnbull i 2015.