*

International

Forskere tog fejl: Det er stadig muligt at nå klima-mål

Nye beregninger indikerer, at tidligere klimamodeller har taget fejl om den globale opvarmning.

Østaten Kiribati mellem Hawaii og Australien spåes i løbet af nogle årtier at være ubeboelig på grund af global opvarmning. Nye beregninger indikerer dog, at det stadig kan være muligt at redde de lavtliggende østater. Foto: Polfoto Finn Frandsen

Ny forskning tyder på, at vi kan udlede en hel del mere CO2 og stadig opfylde Paris-aftalens målsætning om at holde den globale opvarmning under 1,5 grader.

Det skriver Politiken.

Hidtil har man forventet, at nogle af de lavtliggende østater i Stillehavet vil gå tabt i løbet af få år, hvis man fortsætter med at udlede CO2 på det nuværende niveau.

De nye klimaberegninger, offentliggjort i Nature GeoScience, viser dog, at der i det såkaldte CO2-budget er plads til 20 års udledninger af samme kaliber, som vi ser i dag. Hvis det passer, vil det være muligt at holde den globale opvarmning under målsætningen på 1,5 grader.

Det vil dog kræve, at regeringerne sætter sig for at gå længere i kampen om at nedbringe mængden af CO2-udledning. Hvis det skal fungere, skal udledningerne af drivhusgasser toppe allerede næste år eller senest i 2019. Derefter skal det falde markant år efter år, for så at gå i nul om senest 40 år.

»Beregningerne tyder på, at målsætningen endnu ikke er en geofysisk umulighed,« skriver hovedforfatter til artiklen, Richard Millar i sin præsentation af resultaterne.

Essensen i de nye beregninger er, at den globale opvarmning ikke er gået så hurtigt, som de tidligere modeller har vurderet, at den ville. For selvom de tre seneste år har slået temperaturrekorder, så har de første 13 år af dette årtusinde været koldere end normalt.

»Vi har ikke set den hurtige acceleration i opvarmningen siden år 2010, som modellerne havde forudset,« siger Myles Allen, professor i geosystemer på University of Oxford til The Times.

Kommuner halser efter i klimakampen: Sikringsarbejdet risikerer at gå i stå

Seniorforsker ved Danmarks Meteorologiske Institut Ole Bøssing Christensen siger til Politiken, at beregningerne bør tages alvorligt, men påpeger, at der stadig er mange usikkerheder og ubesvarede spørgsmål i forhold til, hvordan forskerne har nået de præcise resultater.

Resultaterne skal ikke forstås sådan, at der nu er plads til at slappe af i forhold til klimapolitikken. Tværtimod skal de være incitament for regeringerne til at styrke indsatsen hurtigst muligt, hvis de tager målsætningen om 1,5 grad alvorligt, skriver Richard Millar i artiklen.

Forskere: 5 procents risiko for at menneskeheden uddør i år 2100

En af folkene bag de nye beregninger er Michael Grubb, professor ved University College London. Ved klimatopmødet i Paris i 2015 fortalte han, at det ville kræve drastiske skridt, der ikke ville være forenlige med demokrati, hvis man skulle overholde målsætningen om de 1,5 grader. Han siger nu til The Times, at han tog fejl dengang i 2015.

»Når kendsgerningerne ændrer sig, så ændrer jeg holdning. Det er nok stadig en svær målsætning at nå, men vi er bedre stillet, end jeg troede,« siger han til The Times.

Følg
Jyllands-Posten
Forsiden lige nu
Annonce
Annonce
Annonce
International
TV anbefaler
Analyse
Annonce

Jyllands-Posten anvender cookies til at huske dine indstillinger, statistik og målrette annoncer. Når du fortsætter med at bruge websitet, accepterer du samtidig brugen af cookies. Læs mere om vores brug her