Sauna og bankospil: Her er sundhedsprofessorens opskrift på et sundt liv
Vibeke Jenny Koushede er en af de eksperter, der bliver ringet til, når danskernes sundhed skal have et løft. Når det gælder hendes egen sundhed, vægter hun hverken motion eller sund kost højest.
Nogle sætter en masse løbeture på programmet for at være sunde.
Andre lever af bønner, linser og fuldkorn.
Vibeke Jenny Koushede er en af de eksperter, som regeringen ringer til, når danskernes sundhed skal have et løft.
I hendes eget liv er det hverken motion eller kost, der er afgørende i jagten på at være sund.
Men hvad er det så? Det fortæller hun her.
Hvad gør du selv?
Der findes utallige råd til, hvordan man holder sig sund og i form.
Gå 10.000 skridt om dagen. Drik en masse vand. Sørg for at få pulsen højt op hver dag. Spis flere bælgfrugter og mindre kød. Lav tung styrketræning. Undgå hurtige kalorier. Spis mere kollagen. Lav meditation. Hold dig væk fra ultraforarbejdede fødevarer. Dyrk vinterbadning. Spis fed fisk. Spis kosttilskud. Eller undgå kosttilskud.
Hvad er fake, og hvad er fakta? Det kan være svært at skelne mellem de utallige sundhedsråd.
Jyllands-Posten prøver derfor i en lille artikelserie at have en anden tilgang til emnet.
Vi har spurgt nogle af landets førende læger og sundhedseksperter om, hvad de selv gør for at holde sig sunde og i form.
Hvilke af de mange råd har de implementeret i deres eget liv?
Og hvilke råd giver de ikke fem flade øre for?
Sauna og banko
Vibeke Jenny Koushede er professor i mental sundhedsfremme. Hun har siddet med i diverse ekspert- og arbejdsgrupper i regi af bl.a. Sundhedsstyrelsen, hun var medlem af Trivselskommissionen, og hun har i årevis deltaget i den offentlige debat om mental sundhed.
»Vi er sociale væsener af natur, og vi bliver påvirket af vores omgivelser, og vi ved fra forskningen, at noget af det, der har allerstørst betydning for vores helbred og trivsel livet igennem, er kvaliteten af vores sociale relationer,« siger hun og understreger, at det netop er »de sociale relationer«, som hun selv tyer til i jagten på et sundt liv.
Hun ringer derfor til sin mor flere gange om ugen:
»Min far er død, men jeg har min mor, hun er alene, og hende taler jeg med i telefon flere gange om ugen.«
Og hun gør derfor alt, hvad hun kan, for at se venner og veninder, også selvom hverdagen kan være travl.
»Vi er nogle, der lige er begyndt at gå sammen i sauna med ugers mellemrum. Så mødes vi en time eller to og tjekker ind hos hinanden.«
I den forgangne uge var hun med nogle venner i sauna tirsdag aften, hun var med venner til julemusikbanko onsdag aften, og torsdag aften var hun med familien til koncert.
»Og så har jeg min familie. Jeg har fire sønner, de to bor hjemme, og jeg har min dejlige mand, så det er selvfølgelig mine nærmeste sociale relationer.«
Til hver en tid
Vibeke Jenny Koushede kan sagtens finde på at løbe en tur, men »det at dyrke motion synes jeg er sjovere, når det er sammen med andre, og hvis jeg skal løbe en tur, gør jeg det helst sammen med min mand«.
Hun vil også gerne læse en god bog – især hvis hun har nogen at gøre det med:
»Jeg gad godt at være en del af en bogklub, men det er jeg ikke. Og selvom jeg ikke er vildt god til at lave mad, vil jeg også gerne være med i en madklub, hvis jeg kan stå og drikke et glas vin eller dække bordet, mens de andre laver maden,« siger Vibeke Jenny Koushede, der finder en større sundhedsmæssig værdi i at være sammen med andre og have lav puls end at være sig selv og træne med høj puls.
»Hvis jeg skulle vælge, ville jeg til hver en tid vælge mine sociale relationer. Vi ved, at det er her, at vi kan få praktisk hjælp og følelsesmæssig støtte, når vi har brug for det.«
Og dermed ikke sagt, at høj puls ikke også er et vigtigt element, hvis man ønsker at være sund, understreger hun.
»For første gang har jeg lige prøvet sådan noget reformer-pilates. Det, synes jeg, er sjovt, men igen er det også på et hold.«
Vigtigt med balancen
Vibeke Jenny Koushede er slet ikke i tvivl om, at hun kunne gøre mere for sin egen sundhed.
»Jeg kunne helt sikkert godt spise lidt sundere, men det betyder mere for mig at spise sammen med nogen, end det betyder, hvad jeg spiser. Så jeg spiser det, der kommer på bordet.«
»Jeg tror virkelig, at det er vigtigt med balance. Alt kan overgøres. Også det, som man umiddelbart tror er sundt – at dyrke sport og motion og sådan noget. Der er nogle, som går så meget op i kost og motion, at det går ud over deres sociale relationer. Fordi de ikke kan gå ud at spise, hvis de ikke kan få noget helt særligt, eller fordi de ikke kan komme, hvis ikke de har dyrket x antal timers motion inden,« siger hun og opfordrer folk med mange relationer til at invitere andre indenfor – det er også en måde at løfte andres sundhed på, mener hun.
»Det er ikke alle forundt at have gode sociale relationer, så hvis man er heldig nok at have dem, så del ud af dem, og vær generøs, og inviter andre med.«
Jyllands-Posten skriver hver uge om motion, kost og træning. Du kan læse med her.