Annonce

Dette er en kronik skrevet af en ekstern kronikør. Jyllands-Posten skelner skarpt mellem journalistik og meningsstof. Vil du skrive en kronik? Læs hvordan her.

Kronik

Jeg peger fingre ad et forældreskab, der er decideret skadeligt for vores børn og unge

Vi skal ikke stille os over i hjørnet og smide forældredeterminisme-kortet, række armene i vejret som en anden italiensk fodboldspiller og påstå, at vi ikke kan gøre for det.

Formålet med opgaven som forældre er i sidste ende at give slip, helt slip. Skubbe ungerne ud over kanten af reden og lade dem kunne og skulle selv, når de er klar. Tegning: Martin Frøsig

Forældrebashing er ifølge eksperterne med til at fastholde curlingforældre i deres rolle som netop dét. Ved at kritisere og pege fingre ad curlingforældre og det intensive ude af kontrol-forældreskab, der er ved at tage livet af såvel børn som forældre, påpeges forældrenes store ansvar og afgørende rolle i børnenes liv og der underbygges derved en omsiggribende forældredeterminisme, hvor både forældre og børn på papiret umyndiggøres og holdes fri for ansvar. En ond spiral er skabt, og jeg er med min kritik af det moderne, selvopofrende forældreskab (jeg er selv forælder) med til at fastholde en udvikling, der peger i modsat retning af det ønskede. Paradoksalt. Men i mine øjne stadigvæk nødvendigt, og derfor peger jeg fortsat fingre ad et forældreskab, der er decideret skadeligt for vores børn og unge – og for os selv.

Vi skal udvikle vores rolle og ansvar som forældre i en anden og mere livsduelig retning, hvis vores børn og unge skal kunne bruge os til andet end til at betale deres psykologregninger langt ind i deres voksenliv.

Jeg ikke optaget af, hvis skyld det er. Men jeg er optaget af, at begrebet forældredeterminisme ikke bruges som en tidstypisk, slatten undskyldning for et mere bæredygtigt, voksent og brugbart forældreskab. Forældredeterminisme som begreb kan bruges til at forklare, hvorfor vi gør, som vi gør, men det afgørende er, at vi skal gøre noget andet. Vi skal udvikle vores rolle og ansvar som forældre i en anden og mere livsduelig retning, hvis vores børn og unge skal kunne bruge os til andet end til at betale deres psykologregninger langt ind i deres voksenliv.

Blog: Flere børn skal brænde sig på brændenælder

Engang sagde man, at det kræver en landsby at opdrage et barn, og det er netop dér, vi skal hen. Det er dér, at vi kan være en afgørende værdi for egne og andres børn. Det bære- og væredygtige fællesskab kan løfte opgaven langt bedre sammen med selvopofrende, nyforelskede forældre, der mest er optaget af, at livet ikke må gøre ondt på ungerne og at være bedste ven med deres teenager. Sådan er alle forældre ikke, det ved jeg godt, men der er bare for mange, der er det uden at vide det. Landsbyen er dér, hvor vores børn og unge udsættes for andre mennesker, der ikke nødvendigvis forguder dem, men viser dem vej og udfordrer dem. Medmennesker, der kan og tør stille krav, yde dem passende modstand på daglig basis, holde dem ansvarlige og hjælpe til med at klæde dem på som fuldt funktionsduelige borgere i et samfund, der har brug for væredygtige, selvtænkende mennesker, der også møder mandag morgen efter Roskilde Festival. Mennesker, der kan holde til en moderne tilværelse uden lykkepiller eller angsttrapper, fordi de altid har to ben at stå på – også i blæsevejr. Mennesker, der forstår, at ved at bidrage til såvel store som små fællesskaber får alle i sidste ende både et stærkt tilhørsforhold, en følelse af samhørighed og et fællesskab at læne sig op ad. Dette fællesskab løfter modsat tidens egocentriske narcissisme, der ikke løfter noget som helst, men derimod efterlader os alene med os selv. Alle vil have noget, men i virkeligheden handler det om at give.

Landsbyen er dér, hvor vores børn og unge udsættes for andre mennesker, der ikke nødvendigvis forguder dem, men viser dem vej og udfordrer dem.

Set i dét perspektiv bliver det afgørende, at vi som voksne, uanset om man er forælder, pædagog, lærer, bedsteforælder eller arbejdsgiver, bliver mere optagede af at give vores børn og unge erfaringer med at give og bidrage til fællesskabet og hår nok på brystet til at møde livets udfordringer uden at gå i stykker (hår på brystet læst som modvindskompetence og ikke naturlig kropsbehåring, der jo er aldeles umoderne og helt forkert!). Det handler om selvværd og følelsen af at være en del af et forpligtende fællesskab, en del af noget, der er langt større end selv det største ego. Børn og unge skal have mulighed for at gøre deres egne erfaringer i virkelighedens verden, og vi skal som forældre først og fremmest være tydelige rollemodeller i handling fremfor sniksnakkende voksne, der ved, hvad det rigtige er at gøre, men praktiserer noget andet.

Kronik: Ungdommen er Danmarks største bekymring

Selvværd kommer indefra og gødes af kærlighed og egne erfaringer, mens selvtillid er af mere overfladisk karakter. Vi kender godt følelsen af at ”tage selvtillid på”, når vi f.eks. får nyt tøj eller den seneste nye mobil. Det hurtige selvfix virker her og nu, men uden selvværd er selv et moderigtigt look ofte forbundet med lurende usikkerhed.

Det er mit indtryk, at mange børn og unge (og voksne) er travlt optagede af at flashe deres selvtillid for netop at skjule en mere grundlæggende usikkerhed og et rystende nervøst selvværd. Er jeg god nok? Kan jeg klare presset? Hvad tænker de andre om mig? Sådan har det altid været at være et (ungt) menneske, men det nye er, at rigtig mange børn og unge møder verden, både den virkelige og den virtuelle, iført moderigtig selvtillid, charme og lækkert hår, men overraskende fattige på egne erfaringer og et brugbart selvværd.

Dette bl.a., fordi de oplever et reduceret råderum at gøre deres egne erfaringer i, og som følge af en fortravlet forældregeneration med de bedste intentioner i verden, der glemmer at se deres forældreskab i det perspektiv, at vores børn og unge skal have noget med i bagagen, som de kan bruge på den lange bane.

Vi skal ikke stille os over i hjørnet og smide forældredeterminisme-kortet, række armene i vejret som en anden italiensk fodboldspiller og påstå, at vi ikke kan gøre for det.

Alle mennesker vokser af kærlighed, passende modstand på daglig basis, andre menneskers anerkendelse og positive forventninger og følelsen af betydning for fællesskabet. Der er dét, som vi skal udsætte vores børn for på daglig basis, hvis vi vil klæde dem på til at tage livet på sig og bidrage til dét forpligtende fællesskab, der er fundamentet for det moderne menneske – og måske endda fremtidens liv på jorden.

Vi ved det godt, men vi har svært ved at praktisere det, og det er vel egentlig rimeligt nok. Men vi skal ikke stille os over i hjørnet og smide forældredeterminisme-kortet, række armene i vejret som en anden italiensk fodboldspiller og påstå, at vi ikke kan gøre for det. Det reducerer tidens forældre til ansvarsløse offerlam for den moderne tilværelse. ”Vi curler, fordi det er vores skæbne.” Jeg køber den ikke. Det er vores børn og vores ansvar, længere er den ikke.

Her gælder ingen kære lille mor: Børnene har autoriteten i familien, men voksenlivet kan blive barskt

Formålet med opgaven som forældre er i sidste ende at give slip, helt slip. Skubbe ungerne ud over kanten af reden og lade dem kunne og skulle selv, når de er klar. Den frigørelsesproces starter, når barnet bliver født og forlader en 37 grader varm beskyttet bolig.

Opgaven med at klippe navlestrengen undervejs har vi en tendens til at overse i farten. Alle forældre vil deres børn det bedste, men i den daglige turbulens i et moderne familieliv glemmer vi målet og bliver i stedet optaget af her-og-nu-løsninger, der desværre kun virker her og nu. Vi ved det godt, men vi ved ikke, hvad vi ellers skal gøre.

At forældreopgaven er udfordrende, underkender jeg på ingen måde, og derfor tror jeg, at mange forældre med fordel kunne afsætte tid i kalenderen til at holde forældremøder. Hvad er målet med vores forældreskab? Er vi på rette vej? Hvilke tegn kan vi se? Gør vi det, vi siger? Hvordan hjælper vi vores børn bedst på den lange bane? Lærer vi vores børn at give, eller er vi i fuld gang med at bære endnu en lille egoist frem i verden? Ingen har været forældre for vores børn før os, og ingen elsker dem højere. Derfor et det vores ansvar. Dit og mit.

Vil du have meninger direkte i din indbakke? Tilmeld dig gratis og få de seneste indlæg fra Jyllands-Postens debatsektion én gang i døgnet – klik her, sæt flueben og indtast din mailadresse. Følg også JP Debat på Twitter

Følg
Jyllands-Posten
SE OGSÅ
Kronik: Mand dig op, far!
Bo Bresson
I familierne nærmer vi os en ligelig fordeling af opgaverne (hos de yngre generationer), men det er stadig mor, der træffer godt 90 pct. af familiebeslutningerne.
Kronik: Send de stressede hjem og lege med deres unger
Hanna Line Jakobsen
Leg er den perfekte kur mod stress – den eneste bivirkning er glæde. Men mere end halvdelen af de danske familier oplever, at de bruger for lidt tid på leg, og hvert tiende danske barn føler ikke, det har tid til at lege. Det er ulykkeligt for både børn og voksne.
Velkommen til debatten
  • Jyllands-Posten ønsker en konstruktiv og god debattone blandt vores læsere uanset uenigheder. Overtrædelse af vores debatregler kan føre til udelukkelse.
  • Anmeldelse af grove kommentarer kan ske til blog@jp.dk eller ved at ”markere som spam”.
Annonce
Annonce
Forsiden lige nu

JP mener: Husk at tale med djævlen

Hvis man kun hører sig selv og sine ligesindede, bliver man dummere og dummere for hver dag, der går.
Annonce
Annonce
Annonce

Blog: DR kan ”næsten være lige meget”

Morten Uhrskov Jensen
Ordene er Martin Krasniks, og vi må håbe, at vi når dertil, hvor DR lukker og slukker. Men først til lykke med de 20 pct.’s besparelser.

Blog: Skattesnyd koster for os alle

Gitte Seeberg
Hvad enten det drejer sig om kreative løsninger inden for leasing eller inden for eksportgodtgørelse, er roden til alt ondt den værdibaserede registreringsafgift, som vi kender i dag. Det er den, der muliggør, at svindel kan lade sig gøre.

Amerikansk kommentator: Den israelsk-palæstinensiske fredsproces er død

David Ignatius

kommentator, The Washington Post

At tale om palæstinensiske rettigheder nu om dage vækker foragt eller udløser blot en gaben. Palæstinenserne er gårsdagens problem. Selv araberne er trætte af deres stejle krav.
Annonce
Guide til ski i Grønland: Her er der skisæson både sommer og vinter
Skimæssigt kan Grønland næppe konkurrere med Norge eller Alperne, hvis man foretrækker gode anlæg, store løjper og barer med afterskiing. Til gengæld er naturen i Grønland vildere, og bjergene en stor udfordring. Vi viser vej til fire store skioplevelser. 
Se flere
Bolig
Lån dit værktøj og køkkengrej og spar penge
I stedet for at købe og opbevare ting, som kun sjældent bliver brugt, kan du låne dem på biblioteket, hos naboen eller på låneportaler på nettet. 
Se flere

Jyllands-Posten anvender cookies til at huske dine indstillinger, statistik og målrette annoncer. Når du fortsætter med at bruge websitet, accepterer du samtidig brugen af cookies. Læs mere om vores brug her