Dette er en kronik skrevet af en ekstern kronikør. Jyllands-Posten skelner skarpt mellem journalistik og meningsstof. Vil du skrive en kronik? Læs hvordan her.

Nødråb: Ungdommen er Danmarks største bekymring

Det er yderst paradoksalt, at vores ungdom aldrig har klaret sig så godt, som den gør nu – og samtidig aldrig har haft det så dårligt, som den har det nu.

Artiklens øverste billede
Hvad hvis vi ødelægger vores egne unge? Hvordan ser vores fremtid da ud? Tegning: Martin Frøsig

Jeg vil gerne tage hul på noget, der ligner en meget trist historie. En historie om verdens mest talentfulde og potentialefyldte ungdom. En ungdom, der kan navigere i en global, digital verden på en ekstraordinær måde. En ungdom fuld af drømme for fremtiden. En ungdom, som er innovativ, og som er i stand til at tilpasse sig drastiske forandringer og konstant finde nye løsninger og idéer – når den altså får friheden til det.

Det er historien om en ungdom, som trives bedst, når den får valgfrihed. En ungdom, som værdsætter anerkendelse, fleksibilitet og muligheder for at udvikle og forandre sig.

Men hvor er den triste del af historien?

Jo. For en stor del af denne ungdom fortsætter den positive historie. Men for en alt for stor gruppe tager historien desværre en tragisk drejning.

For cirka 70.000 af denne ungdom står nemlig uden hverken uddannelse eller arbejde. De har talenterne – men de har ikke de rigtige rammer til at udfolde deres talenter. 70.000 danskere mellem 15 og 29 år befinder sig på kanten af systemet. Deres fremtid ser sløret ud. For de har ikke fundet deres plads i det virvar af komplekse uddannelsestilbud, vi har kastet dem ud i.

I Danmark ser vi desværre, at et stigende antal unge står over for en række alvorlige problemer. Særligt mentale problemer. De har ondt i livet.

En ungdomsgeneration i nød betyder en fremtid i nød. Det er vores unge mennesker, som skal bygge videre på vores samfund.

Det drejer sig om unge mennesker, som har mistet troen på sig selv. Nogle unge kæmper med alkohol- eller stofmisbrug. Andre kæmper med spiseforstyrrelser og forskruede skønhedsidealer. Hjemløshed. Depression. Angst. Stress. Ensomhed. Dårligt selvværd. Selvskade. Søvnproblemer. Ja, desværre kunne jeg blive ved med at opremse de mange problemer, som vores unge i stigende grad kæmper med.

Og jeg ved, at den er helt gal, når jeg kan høre, at mellem 20 og 22 pct. af danske piger på 15-19 år har gjort skade på sig selv. Piger, der skærer i sig selv, brænder sig med cigaretter, overhælder sig med kogende vand – eller andre modbydelige selvskadende handlinger. Den er helt gal, når undersøgelser peger på, at hver fjerde unge føler sig stresset. Og når tre gange så mange børn og unge diagnosticeres med angst eller depression som for 10 år siden.

Og hvem er disse unge? Ja, det kan være hvem som helst. For vi ser, at problemerne rammer unge fra socialt udsatte familier – men de rammer også de unge, som vi sommetider stempler ”12-tals piger” eller perfektionister. Ressourcestærke unge, som vi måske ikke havde forventet ville befinde sig på kanten af deres liv. Vi står med nogle ungdomsproblemer, som kan ramme enhver: din nabo, drengen fra den lokale sportsklub – eller måske dit eget barn.

Det er yderst paradoksalt, at vores ungdom aldrig har klaret sig så godt, som den gør nu – og samtidig aldrig har haft det så dårligt, som den har det nu. Aldrig har ungdomskriminaliteten været så lav. Aldrig har så mange unge mennesker taget en ungdomsuddannelse. Flere unge spiser sundere. Færre unge drikker. Men samtidig ser vi altså, at mens vores unge mennesker præsterer bedre og bedre – så får de det mentalt dårligere og dårligere.

Jeg er bange for, at vi langsomt har bygget et system op, hvor vores forventninger til os selv og hinanden har vokset sig tårnhøje. Et system, hvor vi hele tiden har fokus på, at vi skal præstere bedre. Og samtidig et system, hvor vi sommetider glemmer mennesket bagved. Et system, hvor vi er gode til at sætte folk i kasser.

Mens vores unge mennesker præsterer bedre og bedre – så får de det mentalt dårligere og dårligere.

Jeg er bange for, at vores system bygger på en uholdbar tankegang. For i bund og grund er der ikke nogen af os, der passer i kasser. Og hvis vi fokuserer på svagheder og mangler frem for styrker og talenter, ja, så tror jeg, vi kan få ethvert menneske til at se håbløst ud.

Danmark er netop kendetegnende ved at være et land, hvor der er frihed til, at den enkelte kan udfolde sig og leve lige netop det liv, han eller hun ønsker. Vi er et land, der værdsætter forskellighed og ligeværd. Det skal vi holde fast i.

Faktisk mener jeg, at vi står over for Danmarks største bekymring. For en ungdomsgeneration i nød betyder en fremtid i nød. Det er vores unge mennesker, som skal bygge videre på vores samfund. Men hvad hvis vi ødelægger vores egne unge? Hvordan ser vores fremtid da ud?

Det berører os alle, når vores ungdom lider nød. Faktisk tror jeg, at rigtig mange danskere allerede i dag kan nikke genkendende til nogle af problemerne. Jeg tror, de fleste af os har nogen tæt på, som har kæmpet med mentale udfordringer.

Vi skal væk fra det system, som vores unge tydeligvis ikke trives i. Der er brug for, at vi lytter til de unge mennesker, som det hele handler om. For måske er det rent faktisk de unge selv, som bedst ved, hvad der fungerer for dem. Måske ved de bedst selv, hvor de har deres talenter og passioner, og hvor de har brug for støtte og en hjælpende hånd. Så hvorfor ikke lytte til dem?

Jeg foreslår, at vi stopper op og tænker os om en ekstra gang. Tænker over, hvordan vi behandler vores medmennesker – og os selv. Tænker over, hvilket system vi egentlig gerne vil have.

Jeg er ikke bange for at indrømme, når noget er gået den forkerte vej. Og i stedet for at fortsætte i tophastighed ud ad den forkerte vej, så foretrækker jeg at holde ind til siden for at se, hvor vi rent faktisk skal hen – og hvilken vej der er den bedste derhen.

Det gælder også vores børne- og ungepolitik.

Jeg tror, det første skridt er, at vi bliver klogere på, hvad der skal til for at komme på rette spor. For som både forældre, lærere, pædagoger, frivillige og politikere – eller hvor vi nu end står i forhold til de unge – så har vi ofte de bedste intentioner for vores unge mennesker. Det handler ikke om at pege fingre ad hinanden for at sige, hvem der bærer skylden for vores unges mistrivsel. Nej, det handler om at samarbejde om at finde gode løsninger. Men det er svært at løse noget, som vi ikke ved, hvad er – eller ikke forstår. Derfor mener jeg, at første skridt må være at samle viden omkring problemerne.

Jeg mener, vi bør igangsætte et stort, tværfagligt arbejde for vores børn og unge. Et arbejde, der samler eksperter fra diverse områder. Og et arbejde, som frem for alt inkluderer vores unge mennesker. Sammen kan vi finde ud af, hvad problemerne er – og hvordan vi bedst håndterer dem.

Og jeg mener ikke, der er tid til at vente og se til, når det er vores unge, det handler om. For hvert eneste unge menneske, som mistrives, er ét for meget. Og vi skal gøre alt, hvad vi kan for at undgå, at flere unge ender på kanten. Samtidig skal vi hjælpe de unge, som befinder sig på kanten. De må ikke skride ud over kanten og væk fra os.

Derfor er jeg allerede begyndt. Inden sommerferien havde jeg en række møder med fagfolk og eksperter. De gav mig deres syn på de unges situation – og hvad der skal til for at hjælpe dem. De mange møder fik mig til at forstå, hvilke komplekse problemstillinger vi står over for.

Det handler bl.a. om uhensigtsmæssig brug af sociale medier. Om forældre, der ikke formår at kommunikere godt nok med deres børn. Om sagsbehandlere, som ikke møder unge med den nødvendige fleksibilitet. Om politikere, der ikke overvejer relationer, drømme og skjulte talenter, når der lovgives.

Ikke fordi vi ikke vil det bedste. Men fordi vi for ofte er blinde for de unges reelle behov.

Noget af det, jeg er kommet frem til gennem de mange timers samtaler med eksperter – og med unge mennesker – er, at der er brug for mere tid og rummelighed. Jeg er også kommet frem til, at vi bør give de unge, men også forældrene nogle bedre værktøjer til at håndtere de udfordringer, som de uden tvivl kommer til at møde på deres vej.

For det er forkert at tro, at man kan gå igennem livet uden at møde modgang. Og det er forkert at tro, at man kan opnå succes uden også at fejle. Det skal vi fortælle vores unge mennesker.

Vi skal give de unge mennesker nogle bedre værktøjer til at mestre livet.

Lad os lytte til de unges nødråb – og lad os skrive en lykkelig historie for alle Danmarks unge.

Vil du have meninger direkte i din indbakke? Tilmeld dig gratis og få de seneste indlæg fra Jyllands-Postens debatsektion én gang i døgnet – klik her, sæt flueben og indtast din mailadresse. Følg også JP Debat på Twitter

Mere som dette

Andre læser

Mest læste

Mest læste Finans

Giv adgang til en ven

Hver måned kan du give adgang til 5 låste artikler.
Du har givet 0 ud af 0 låste artikler.

Giv artiklen via:

Modtageren kan frit læse artiklen uden at logge ind.

Du kan ikke give flere artikler

Næste kalendermåned kan du give adgang til 5 nye artikler.

Teknisk fejl

Artiklen kunne ikke gives videre grundet en teknisk fejl.

Ingen internetforbindelse

Artiklen kunne ikke gives videre grundet manglende internetforbindelse.

Denne funktion kræver Digital+

Med et Digital+ abonnement kan du give adgang til 5 låste artikler om måneden.

ALLEREDE ABONNENT?  LOG IND

Denne funktion kræver Digital+

Med et abonnement kan du lave din egen læseliste og læse artiklerne, når det passer dig.

Teknisk fejl

Artiklen kunne ikke tilføjes til læselisten, grundet en teknisk fejl.

Forsøg igen senere.

Del artiklen
Relevant for andre?
Del artiklen på sociale medier.

Du kan ikke logge ind

Vi har i øjeblikket problemer med vores loginsystem, men vi har sørget for, at du har adgang til alt vores indhold, imens vi arbejder på sagen. Forsøg at logge ind igen senere. Vi beklager ulejligheden.

Du kan ikke logge ud

Vi har i øjeblikket problemer med vores loginsystem, og derfor kan vi ikke logge dig ud. Forsøg igen senere. Vi beklager ulejligheden.