Børnene har autoriteten i familien, men voksenlivet kan blive barskt

Dette er et debatindlæg: Indlægget er udtryk for skribentens holdning. Alle holdninger, som kan udtrykkes inden for straffelovens og presseetikkens rammer, er velkomne, og du kan også sende os din mening her.

Samtidig med at børn og unge i høj grad er blevet institutionaliseret af samfundet til at følge uddannelsesvejen, har deres autoritet i familien ændret karakter. Førhen var det faderen (og måske moderen bag de lukkede døre), der havde autoriteten i familien.

Han tjente pengene, og resten af familien var afhængig af faderens indtægt. Det er beskrevet grundigt i mange samfundsanalyser.

Den nye autoritet i familien er barnet. Ikke gennem indtægter, kontrol og skæld ud, men derimod ved, at familien bliver indrettet på barnets præmisser. Selvfølgelig er det forældrene, der træffer beslutninger i familien, men de træffer dem ud fra barnets perspektiv.

Mange familier vælger at flytte, så de kommer over i det “rigtige” skoledistrikt. Det er svært at forestille sig, at lignende gjorde sig gældende for 50 år siden. På samme vis bliver aftaler planlagt, så det passer med barnets søvn og kostmønster.

Det er ikke mange år siden, at børnene bare var med til de sene timer, når mor og far var ude. Så kunne man enten prøve at holde sig vågen eller falde i søvn i bilen på vej hjem.

Mange børn kan mærke, hvordan deres behov har indflydelse på de familievalg som bliver truffet. Derfor lærer de også hurtigt at kræve deres vilje. Selvfølgelig er det godt med et vist demokrati i familien. Men forskning viser, at børn bliver forvirrede, hvis mor og far ikke opstiller en fast ramme med klare regler.

Nogle forældre er dog bange for at tage en konflikt, da de ikke vil ødelægge den gode stemning. Så er det lettere at give lille Samuel autoriteten til at bestemme.

Et sjovt eksempel på, hvordan børn hæves op til at være noget, de nok ikke er, er tegninger. Jeg har gode venner, hvis stuevæg er klistret til med børnetegninger. Det er selvfølgelig sødt, når Arthur har lavet en tegning. Men ligefrem at ødelægge sin stue med krydseduller er mærkværdigt.

Man vil jo heller ikke hænge et billede op, som ens mand har lavet, medmindre han da er en dygtig kunstner. Det illustrerer selvfølgelig kærlighed til ens børn, men det er også et billede på den position, børn har fået i familien.

Selvom det højst sandsynligt har taget barnet fem minutter at lave billedet i børnehaven, bliver det fremhævet som enestående kunst. Spørgsmålet er: hvornår skruer forældrene ned? Og hvilke konsekvenser risikerer det at medføre? Hvis man som lille altid får at vide, at ens arbejde at fantastisk, så møder barnet på et tidspunkt virkeligheden.

Det er nemlig ikke alt, som man er god til, og de fleste ting er andre bedre til. Det kan være hårdt for ens selvværd, hvis man har fået grænseløs ros for ens produkter i opvæksten. Pludselig møder man de barske realiteter i arbejdslivet.

Derimod skal vi blive bedre til at rose børn for deres indsats. Vi skal sætte fokus på, om de har arbejdet grundigt, og om deres proces var spændende.