Fortsæt til indhold
Kommentar

Flere børn skal brænde sig på brændenælder

Halvdelen af danske børn under seks år har aldrig brændt sig på en brændenælde. Det lyder måske meget godt, men er i virkeligheden synd for børnene, der snydes for gode og sunde oplevelser i naturen.

Dette er en kommentar: Jyllands-Posten har et fast korps af personer, der kommenterer vores samfund. Kommentaren er udtryk for skribentens egen holdning.

Min barndom var én lang fodboldkamp. Jeg har ikke tal på, hvor mange gange jeg har hentet en regnvåd læderbold i et buskads fyldt med brændenælder. Eller hvor ofte jeg ufrivilligt er stødt på den uvenlige ukrudtsplante, når jeg legede tæt ved mine bedsteforældres gård.

Ifølge Friluftsrådet forskånes halvdelen af danske børn under seks år for de brændenælderædsler, jeg er gået igennem. Stakkels børn.

For selv om leg i naturen giver både skrabede knæ og sviende rødmen fra brændenælder, betyder det også masser af motion til gavn for børnenes almene sundhed.

Leg i det fri giver børn et almindeligt og naturligt forhold til bevægelse, og uden at have videnskabeligt belæg for min påstand er jeg ret sikker på, at børn, der fra tidlig alder leger ude, får gode motions- og bevægelsesvaner, der for de fleste sikkert vil vare ved hele livet. Samtidig gør vi både vores børn og jordkloden en tjeneste, hvis vi fra barnsben understøtter, at børn udvikler et fornuftigt og bæredygtigt natursyn med respekt for både dyr og planter.

Det er ikke min mission at male et billede af, at alting var bedre i gamle dage. Der var masser af usunde vaner, f.eks. cigaretter omkring børn, og den viden, vi har i dag om skadelige og hormonforstyrrende stoffer i cremer og legetøj, var langtfra så udbredt i 1980’erne. Ej heller er computerspil og Youtube noget, fanden har skabt. Der er masser af muligheder og læring i de nye teknologier.

Min pointe er, at de ikke må træde ind i børnelivet på bekostning af oplevelser i naturen og leg i det fri. Og når halvdelen af danske børn ikke har brændt sig på en brændenælde, er udviklingen gået for vidt. Så er vores børn simpelthen ikke nok i naturen, og vi snyder dem for både læring og oplevelser.

Hvem har ansvaret? Hmm, først og fremmest os forældre. Vi kan kollektivt starte med at erkende problemet, og så få sat fokus på at få børn – og meget gerne også voksne – mere ud, uanset om de er hjemme, i institution eller i skole. Nogle steder vil det sikkert kræve flere penge – de vil være godt givet ud.

Et andet element er adgang til naturen. Alt for mange steder er den i de senere år forringet. Det skyldes flere ting, blandt andet at private lukker af for adgangen i det åbne land – også til arealer, hvor der lovmæssigt bør være adgang. Et andet problem er, at strukturudviklingen på landet går i retning af større marker og dermed færre passager mellem markerne. Her skal der kæmpes en politisk kamp for at forbedre adgangen til naturen for flere.

Det er udtryk for omtanke og omsorg at lade ens børn brænde sig på brændenælder. Overvægt og inaktivitet er langt farligere for dem på den lange bane. Derfor skal alle børn opleve naturen og brænde sig på brændenælder.