Afskaf tilknytningskravet for danske statsborgere nu!

Dette er et debatindlæg: Indlægget er udtryk for skribentens holdning. Alle holdninger, som kan udtrykkes inden for straffelovens og presseetikkens rammer, er velkomne, og du kan også sende os din mening her.

De danske regler for familie- og ægtefællesammenføring rammer uhensigtsmæssigt en masse danskere, som til daglig varetager Danmarks interesser i udlandet via deres arbejde i danske virksomheder eller som lokalt ansatte på ambassader, generalkonsulater, handelskontorer etc.

Desuden rammes for eksempel repræsentanter i handelskamre og Honorære Konsuler, der repræsenterer Danmark og som, uden at modtage betaling, vejleder danske virksomheder og hjælper danskere, der er kommet i nød.

På nuværende tidspunkt skal udlandsdanskere, der gerne vil slå sig ned i Danmark sammen med en udenlandsk ægtefælle, ikke føle sig sikre på, at de kan få dette ønske indfriet.

For at opnå ægtefællesammenføring med en udenlandsk ægtefælle, der ikke er borger i et EU-land, skal parret bevise, at deres samlede tilknytning til Danmark er større end til et andet land - dette er det såkaldte tilknytningskrav.

Tilknytningkravet blev indført for at forhindre tvangsægteskaber og for at forhindre indvandrere i at få deres familier til Danmark, så det kan synes urimeligt, at udlandsdanskere skal lide under disse stramninger. Derfor vil Folketinget med et nyt lovforslag gøre det muligt for særlige udlandsdanskere ikke at blive ramt af reglerne om tilknytningskrav.

Denne særlige gruppe af danskere, som ikke behøver leve op til tilknytningskravet, er udlandsdanskere med en bestemt indkomst eller med bestemte kompetencer. Det vil i praksis omfatte udlandsdanskere, som kan tage hjem og få en stilling med en løn på minimum 408.000 kroner om året. Ligeledes vil det omfatte udlandsdanskere, som kan få et job inden for et erhverv, der figurerer på positivlisten over arbejdskraft, der er mangel på i Danmark.

Det er jo fantastisk nyt for overlæger, bygningsingenører og it-akitekter, men hvad med alle de andre udlandsdanskere? Hvad med de selvstændige erhvervsdrivende? Hvad med de ufaglærte, som ikke er på listen, og som ikke ville kunne tjene over 408.000 kroner om året? Og hvad med pensionisterne?

Man kunne fristes til at kalde det forskelsbehandling af danske statsborgere, men “heldigvis” kan man læse i Politiken d. 27. april 2017, at integrationsminister Inger Støjberg ikke mener, at der er tale om forskelsbehandling.

Tvivl og usikkerhed blandt danske familier i udlandet

Der opstået stor tvivl og usikkerhed blandt mange danske familier i udlandet, efter at flere sager er dukket op i medierne om danske statsborgeres ægtefæller fra ikke EU-lande, som risikerer afvisning.

Dette er noget, som danskere, bosat i Rio de Janeiro i Brasilien, kan nikke genkendende til.

Maibrit Thomsen, leder af Dansk Kulturinstitut i Brasilien

Maibrit Thomsen er 43 år og har boet i Rio i 19 år. Sammen med sin brasilianske samlever har Maibrit en søn på 2 år, som i øvrigt har det gamle danske navn Aksel.

Maibrit Thomsen er cand.mag. i Musik og har en MBA i Entrepeneurship. Siden 2009 har hun arbejdet som institutleder på Dansk Kulturinstitut i Brasilien, som promoverer dansk kunst og kultur samt samfundsværdier, og udvikler dansk-brasilianske kulturprojekter, der skubber til vante tankesæt og skaber gensidig værdi.

Som udgangspunkt kan Maibrit Thomsen ikke tage sin samlever og sønnen med til Danmark, da de som familie har større tilknytning til Brasilien end til Danmark.

”Det er svært at beskrive brasilianeres eller andre europæiske kollegaers reaktioner, når jeg fortæller, at jeg ikke ville kunne flytte tilbage til Danmark med min familie i morgen, hvis jeg ønskede det. Det får mig til at sidde tilbage med en følelse af total absurditet, da jeg jo i mit daglige arbejde er Danmarks ansigt overf or lokale samarbejdspartnere, men samtidig er jeg ikke velkommen i det land, jeg repræsenterer. Det er en meget ambivalent følelse at være i denne situation, og det gør mig ked af det og frustreret. Min søn vokser op med to kulturer, men hvordan skal jeg forklare ham, at vi er danske, men at vi ikke kan få lov til at bo i Danmark?”

Jan Lomholdt, Det Dansk-Brasilianske Handelskammer i Rio

Jan Lomholdt er 50 år og har boet i Rio i de sidste syv år. Før han kom til Rio, boede han i USA gennem tre år. Jan Lomholdt har to voksne børn i Danmark.

Jan Lomholdt er uddannet officer fra Danmark, men arbejder i dag med internationalisering og strategyudvikling som partner i en international virksomhed.

Udover sit fuldtidsjob, er Jan Lomholdt formand for Det Dansk-Brasilianke Handelskammer i Rio. Her vejleder han danske virksomheder og virkesomhedsledere, der kommer til Rio.

Som formand for handelskammeret står han desuden til rådighed, når ambassaden kommer til Rio med delegationer af politikere og/eller erhvervssfolk fra Danmark. Dette arbejde som formand for Det Dansk-Brasilianke Handelskammer i Rio er ikke remunereret.

Efter 10 år i udlandet, har Jan Lomholdt ifølge de nuværende regler ikke mulighed for at rejse tilbage til Danmark og tage sin brasilianske samlever med.

Som udlandsdansker føler Jan Lomholdt sig mere dansk end mange danskere i Danmark, siger han, og netop derfor føler han, at det er utroligt hårdt at se, hvordan udlandsdanskere bliver behandlet af deres fædreland.

“Det ikke kun sårer dybt, men lader én tilbage i afmagt. Jeg forstår stadig ikke, hvordan vi kunne havne her.”, siger han.

“Som formand for handelskammeret har jeg modtaget statsministre, ministre, politikere fra alle partier, top erhvervsfolk, ATP bestyrelse og universitetsprofessorer, som alle gerne ville høre om vores erfaringer og hjælp til dansk eksport af viden, service og produkter. Alle med fine tilbagemeldinger og stor tilfredshed. Ligeledes var alle danskerne til OL i Rio og VM i fodbold taknemmelige for vores gæstfrihed og hjælp i forbindelse med disse to store sportsbegivenheder. Derfor virker det endnu mere deprimerende, at man kan risikere at blive kategoriseret som uden tilknytning til fædrelandet, og derfor kun selv kan komme tilbage, men ikke tage ens partner med. Det er bare langt langt ude, og det er helt klart, at jeg vil overveje hvad jeg vil hjælpe Danmark med fremover. Jeg tænker jo over, om det virkelig er det værd, når vi udlandsdanskere bliver behandlet på den måde.”

De to ovenståenede eksempler beskriver udlandsdanskere, som ikke kan få garanti på at kunne vende hjem med deres familie pga. de gældende regler for familiesammenføring.

Disse to danskere kan føle nok så stor tilknytning til Danmark. De kan promovere dansk kunst og kultur, de kan hjælpe erhvervslivet og markedsføre Danmark som turistmål, de kan tage imod royale og politikere, osv., men de har ikke tilstækkelig tilknytning til deres fædreland til, at de kan få deres familie med hjem. Groft sagt har disse danskere ikke længere et hjemland. Danmark siger “nej, tak!” til “andenrangsdanskerne” fra Rio.

Man kan ikke udelukke, at der i nogle situationer kan ske en fravigelse af tilknytningskravene, men det kræver en helt konkret vurdering af den enkelte sag, da Udlændingestyrrelsen ikke giver nogen form for forhåndstilkendegivelser. Man må derfor lade det komme an på en reel prøve ved at foretage en konkret ansøgning om familiesammmenføring, og således kan ingen familier føle sig sikker på forhånd.

Det handler ikke blot om to danske familier i Rio, men om mange danske familier i Brasilien. Ja faktisk et ukendt antal af danske familier i Sydamerika.

Den danske regering er muligvis ligeglad med Sydamerika, men hvad med de danske familier i USA og Kina? Blandt dem er der danskere, som er rejst ud for at sørge for at netop disse lande forbliver blandt Danmarks vigtigeste handelspartnere.

Det bør da ikke være sådan, at hvis man rejser ud, kan man ikke vide sig sikker på, om man må komme retur med sin nye familie. Reglerne om tilknytningskrav rammer uhensigtsmæssigt og regeringens lovforslag om lempelse af reglerne for en særligt defineret gruppe af danskere er diskriminerende, usympatisk og udemokratisk.

Retten til at vælge sin familie og hvem man elsker

Ingen gruppe af danskere bør kunne fratages retten til at vælge deres familie – og slet ikke på baggrund af deres økonomiske status eller akademiske baggrund. Hvad blev der af de demokratiske grundværdier, som vi danskere er så stolte af?

Selv sidder jeg tilbage med en følelse af fortvivlelse. Skal jeg virkelig overveje om det er en god idé at gifte mig og få børn med min brasilianske kæreste, hvis det betyder, at jeg senere i livet ikke kan få lov til at tage min familie med til Danmark? Skal jeg vælge mellem kærligheden til mit fædreland og kærligheden til den mand jeg elsker?

Dette er konsekvensen, hvis man ikke afskaffer tilknytningskravet for danske statsborgere og sørger for at udlandsdanskere ikke ekskluderes fra deres fædreland.