For fattig til at elske

Dette er en kronik skrevet af en ekstern kronikør. Jyllands-Posten skelner skarpt mellem journalistik og meningsstof. Vil du skrive en kronik? Læs hvordan her.

Vi begynder nu at se de menneskelige konsekvenser ved overgangen fra velfærdssamfund til konkurrencestat. Og rent personligt er jeg så uheldig at mærke omkostningerne på egen krop.

Når markedet, vi lever med og af, bliver mere frit, end vi er som mennesker, så burde alarmklokkerne for alvor begynde at ringe. Men hvad gør man, når det er kærligheden, som står på spil, og man er fanget i et system, der er gået i bureaukratisk selvsving?

Kan man være for fattig til at kunne elske og blive elsket i Danmark? Det kan man. Selvom man skulle mene, at retten til frit at kunne elske den, man nu engang elsker, burde stå mejslet som et helt fundamentalt princip for det frie menneskes ret, forholder virkeligheden sig – i et af de mest privilegerede lande i verden – sig ganske anderledes.

Der findes en hel række krav, som skal være opfyldt, før man som par kan blive ægteskabssammenført i Danmark. Men denne kronik skal ikke handle om krav og kroner. Den skal handle om det helt principielle spørgsmål: Skal det være op til staten at beslutte, hvem vi skal kunne gifte os med?

Og måske endnu mere principielt: Skal staten de facto kunne påtvinge os et ægteskab? I fordums tid skulle man betale medgift og have samtykke fra brudens fader, før man lovmæssigt kunne indgå i et ægteskab. I moderne tider derimod er det staten, som agerer magthavende patriark, som nikker eller ryster på hovedet; dur, dur ikke.

Skal jeg kunne leve med min kæreste her i Danmark, skal han holde op med at være det – min kæreste, altså – og i stedet blive min mand. Al den stund at han kommer fra Argentina, og ingen af os har overvældende indtægter, er den eneste praktiske løsning, at vi flytter til Sverige, bliver gift – og flytter hjem til Danmark igen.

Her får tvangsægteskab en hel ny betydning. Man kunne kalde det et bureaukratisk tvangsægteskab. Hvor man ikke længere må underkaste sig moralske eller religiøse krav fra familien, krænkes man i stedet af en grov statslig overtrædelse af helt principielle menneskerettigheder. Da man i sin tid valgte at stramme loven for ægteskabssammenføring, var det for at beskytte udsatte unge piger fra at skulle indgå et tvangsægteskab. Men loven er nu blevet så stram, at den ikke længere beskytter de udsatte, men i stedet udsætter almindelige udsatte borgere for det, den i sit udgangspunkt var konstrueret til at forhindre. Det er et godt eksempel på en lovgivning, der inkrementelt bliver mere og mere krænkende over for dets borgere og stadig mere lempelig i sin fortolkning af helt fundamentale menneskerettigheder.

Inden jeg mødte – og forelskede mig i – Federico, var jeg ikke selv bekendt med, hvor urimelig lovgivningen på området er skruet sammen. Man opdager sjældent sådan noget, før det rammer en selv. Og det skal jeg love for, at det har gjort. Min argentinske kærestes visum udløber til august. Og der findes reelt kun to muligheder for, at han kan blive i Danmark sammen med mig: Enten skal han finde et fuldtidsjob med en kontrakt på mindst et år med en årlig indtægt på minimum 409.000 kroner. Eller også skal vi lade os gifte, og jeg skal herefter kunne garantere, at jeg vil kunne forsørge ham samt stille en ”passende” bolig til vores fælles rådighed. Men også her er vi på forhånd dømt ude, eftersom jeg inden for de seneste tre år har været på en overførselsindkomst. Har man det, er man diskvalificeret fra sit eget kærlighedsforhold.

Det krænker ikke bare min retsopfattelse, men også opfattelsen af det frie valg som værende reelt frit og ikke bare til rådighed for de privilegerede. Det krænker ikke mindst min kulturelle selvforståelse af et Danmark, hvor alle bør have retten til at kunne vælge uafhængigt af sine relationer.

Det var en helt fundamental del af tanken bag velfærdssamfundet. Selv at kunne råde. Velfærdssamfundet skulle stille alle individer frie fra relationelle krav. Kvinder skulle ikke længere være afhængige af mandens indkomst. De ældre skulle kunne plejes uafhængigt af deres pårørende. Og unge blev fritstillet økonomisk fra deres forældre gennem nye uddannelsesreformer. Er det ikke en tankevækkende socialreformistisk regression, at jeg ene skal kunne forsørge og stille bolig til rådighed for min partner? Det skal, kan og gør han sagtens selv. Han har bare ikke en indkomst på 409.000 kroner årligt. Hvilket åbenbart er mindstekravet fra regeringens side for, hvornår man som borger er bidragende til samfundet og dermed ikke skal have frataget sig sine rettigheder.

På nettet kan man finde et utal af advokatkontorer, som har specialiseret sig i at rådgive om ægteskabssammenføring. Mod et selvfølgeligt honorar. Har man ikke de fornødne midler til at hyre en advokat til at føre ens sag ved Statsforvaltningen, kan man i stedet ringe til foreningen Ægteskab Uden Grænser. Her rådes man til at benytte EU’s lovgivning for fri bevægelighed for arbejdstagere. Malmø-modellen kalder de den også. Man registrerer sin bopæl i Sverige. Efter tre måneder og et utal af formularer indsendt til de danske myndigheder kan man returnere som par til Danmark igen. Så det, der egentlig bare handlede om kærlighed, kommer nu til at handle om EU’s paragraffer om arbejdsmarkedets frie bevægelighed. Med andre ord er vores arbejdsmarked dermed mere frit end de fattige og ufrie i Danmark med en indtægt på under 409.000 kr. årligt. Hvem snyder hvem?

Og hvilken moralsk, etisk og menneskelig præcedens er det, vores folkevalgte sætter? Og hvilket usolidarisk og politisk amoralsk spild af både vores naboers statslige ressourcer og vores som nyt elskende par.

Så hvad gør vi nu? Fører vi en bekostelig 14 år lang menneskerettighedssag og udfordrer lovgivningen på, hvorvidt den strider imod vores grundlov og menneskerettigheder? Eller drager vi tre måneder til Malmø og tilslutter os alle de andre fattige elskende? Vi kommer nok til at vælge den nemmeste af de to løsninger.

Det er paradoksalt, at de politikere, som på demokratisk vis burde skabe et ligestillet Danmark både økonomisk og menneskeligt, gang på gang løber fra deres ansvar og ser igennem fingre med menneskerettighedskonventionerne og EU-domstolens kendelser. Kærligheden kender ingen grænser, og det gør vores grundlov tilsyneladende heller ikke, hvis man spørger regeringen og de juridiske embedsmænd. Men de glemmer den moralske mellemregning: Frygt afstedkommer fornedrelse. Og fornedrelse leder til et fattigt menneskesyn – og det er det stik modsatte af kærlighed.