Udlændingeloven er en jungle

Dette er en kronik skrevet af en ekstern kronikør. Jyllands-Posten skelner skarpt mellem journalistik og meningsstof. Vil du skrive en kronik? Læs hvordan her.

Udlændingeloven er blevet ændret langt over 100 gange siden 1983. Den bliver ændret så tit, at det er umuligt for juraprofessorer at skrive bøger om den. Bøgerne vil være forældede, allerede når de udkommer. Selv uddannede jurister har svært ved at finde rundt i den.

At det også er svært at finde rundt i for almindelige mennesker, ses af, at godt 20 pct. af de familiesammenføringsansøgninger, der indgives af danske statsborgere, og godt 60 pct. af de ansøgninger, der indgives af mennesker med permanent opholdstilladelse, hvert år bliver afvist (gennemsnit af Udlændingestyrelsens tal fra de seneste 17 år).

Man kan ikke tale i telefon med sin sagsbehandler. De vil som hovedregel heller ikke besvare e-mails. Det er måske forståeligt, at man ikke har lyst til at kommunikere direkte med sine brugere, når man rutinemæssigt knuser folks drømme og kaster dem ud i et voldsomt følelsesmæssigt og logistisk rod, men det gør bestemt ikke systemet mere overskueligt eller formindsker risikoen for sagsbehandlingsfejl, når man kun kan ringe op til en tilfældig person derinde, som så skriver et notat i ens sagsmappe. Man har ingen kontrol over, hvad de rent faktisk skriver.

Ydermere er der faktisk ikke kun ét sæt af familiesammenføringsregler. Der er mindst to. Og så er der dem, der gælder for flygtninge. De har ikke noget med reglerne for danske statsborgere at gøre, fordi flygtninges rettigheder er bestemt af FN-konventioner.

Der er de danske regler, som hele tiden bliver ændret: De, der ansøgte om familiesammenføring én uge efter os, skulle opfylde nogle helt andre krav, end vi skulle. Og de, der søgte syv måneder senere, skulle opfylde nogle andre krav igen.

Så er der EU-reglerne. Dem kan man bruge, hvis man har boet i et andet EU-land med sin ægtefælle. Men man skal bevise, at man har haft et faktisk og reelt ophold. Og de rettigheder, man fremadrettet har i Danmark, afhænger af det opholdsgrundlag, man havde i det andet EU-land. Hvis man var arbejdstager, vil man have flere rettigheder i Danmark, end hvis man var ”selvforsørgende”, f.eks. studerende.

Nogle af de krav, man skal opfylde efter de danske regler, er styret af den lovgivning, der gjaldt, da man ansøgte om familiesammenføring første gang, f.eks. reglerne for ens økonomiske sikkerhedsstillelse.

Vi kunne først få vores sikkerhedsstillelse (knap 64.000 kr.) halveret, da min mand bestod sin sidste danskprøve. Så vi har stadig knap 32.000 stående i banken til den dag, han får permanent opholdstilladelse. De, der søgte familiesammenføring syv måneder senere, får gradvist deres økonomiske sikkerhedsstillelse tilbage, når de består deres danskprøver, og ender med kun at have knap 11.000 kr. stående. De, der stillede sikkerheden et år før, får det hele tilbage efter syv år i Danmark, uanset om der er opnået permanent opholdstilladelse eller ej.

Der er mulighed for at få dispensation for nogle af reglerne, hvis man f.eks. har mindreårige børn med en anden (særbørn), men kun hvis man har samvær med særbørnene. Hvad ”samvær” betyder, er øjensynligt op til ens sagsbehandler i Udlændingeservice. Jeg har kendskab til en sag, hvor en mand ikke fik dispensation, fordi han så sine særbørn hver anden weekend i stedet for hver anden weekend og en aften om ugen. Og når særbørnene bliver 18, bliver ens sag taget op igen.

Men nogle af de krav, man skal opfylde, er styret af den lov, der gælder på det nye ansøgningstidspunkt, f.eks. reglerne for permanent opholdstilladelse. De regler er blevet ændret fire gange på de fem år, vi har boet sammen i Danmark. Og regeringen har varslet, at den vil ændre dem igen. Det bliver sværere og sværere at få permanent opholdstilladelse, og dermed skal man leve med usikkerheden længere og længere.

Når man er familiesammenført efter de danske regler, skal man have forlænget sin opholdstilladelse med jævne mellemrum. Hvor længe, en opholdstilladelse gælder, afhænger af fire ting: Den lovgivning, der gjaldt, da man ansøgte om opholdstilladelsen. Hvor længe ens pas er gyldigt. Om man har fået en dispensation, der bortfalder. Hvor længe ens økonomiske sikkerhed løber. Til gengæld vil det som hovedregel først få konsekvenser, hvis man ikke længere opfylder kravene, når man næste gang skal have en forlængelse. Der kan i princippet gå fire-fem år, før man bliver ramt af konsekvenserne.

Reglerne, for hvad man skal opfylde for at få forlænget sin ægtefælles opholdstilladelse, bliver jævnligt ændret. Der har flere gange været tale om, at man f.eks. ikke længere skal kunne få familiesammenføring, hvis man er på dagpenge eller SU, og sådan en ændring kan få konsekvenser for folk, der blev familiesammenført, mens man godt kunne. Det er et åbent spørgsmål, om det vil ske.

Så er der de ”administrative” ændringer, der har store konsekvenser for ens rettigheder, men som ikke altid bliver annonceret. F.eks. kunne ens opholdstilladelse godt blive forlænget ud over gyldighedsperioden af den økonomiske sikkerhedsstillelse for tre år siden, da vi sidst skulle forlænge min mands midlertidige opholdstilladelse. Det kan den ikke nu. En sikkerhedsstillelse løber i fem år, så det sætter en grænse for, hvor længe en opholdstilladelse kan gælde. Vi forlængede sikkerhedsstillelsen, da den udløb sidste år, men hvis vi først havde gjort det i år, ville han kunne have fået en opholdstilladelse, der gjaldt et helt år længere.

Det tager i øjeblikket Udlændingestyrelsen fem måneder at tjekke, om man stadig er gift, stadig bor sammen i en passende bolig, stadig ikke har modtaget nogle ydelser efter aktivloven og har forlænget den økonomiske sikkerhed. Det er fem måneder med en masse usikkerhed, fordi man ikke ved, om man er købt eller solgt, og fordi ansøgningsproceduren altid er en anden end sidste gang; der skal oplyses nye ting og vedhæftes andre dokumenter, og man er bange for at være kommet til at lave nogle fejl, der vil trække sagen yderligere i langdrag. Og hvad bruger de dog de fem måneder til? Sidste gang tog det 14 dage!

Hvis man er familiesammenført efter EU-reglerne, skal man ikke have forlænget sin opholdstilladelse, og man får (næsten) automatisk permanent opholdstilladelse efter fem år. Til gengæld bliver man øjeblikkeligt ramt af konsekvenserne, hvis man ikke opfylder kravene. Hvis man opholdt sig som arbejdstager, vil ens ægtefælle have ret til SU og kontanthjælp i Danmark, men hvis man opholdt sig som selvforsørgende, vil de ikke have den rettighed. Og skulle man være blevet forvirret og kommet til at søge om kontanthjælp til ægtefællen, selvom man var selvforsørgende, bliver ægtefællen udvist med det samme.

Ved siden af den danske lovgivning og EU-reglerne er der så nogle FN-konventioner, der i visse tilfælde kan afhjælpe tingene lidt. De fleste af dem drejer sig dog om børns rettigheder og omfatter derfor kun familier, der har børn (eller særbørn). Der er f.eks. retten til opretholdelse af familielivet, der gør, at det er sværere at udvise en familie, der har oprettet et familieliv (det tolkes som regel som, at børnene skal have nået skolealderen), og børns ret til en forsørger, som gør, at forældre i nogle tilfælde kan få opholdstilladelse som værger for deres egne børn. Danmark tolker det sådan, at et barn kun har brug for én værge.

Forvirret? Det er de også inde i Udlændingestyrelsen, hvor det ofte sker, at de giver svar, der viser sig ikke at være rigtige. Det burde ikke være sådan, at man har brug for en advokat for at holde styr på sine familieforhold, men det er virkeligheden for mange familiesammenførte.