Dette er en kronik skrevet af en ekstern kronikør. Jyllands-Posten skelner skarpt mellem journalistik og meningsstof. Vil du skrive en kronik? Læs hvordan her.

Vi har valgt Danmark: Men nu skal min kone forlade os og rejse til USA

Kronikørens amerikanske hustru er blevet nægtet opholdstilladelse i Danmark og pålagt at forlade landet inden 10. juni. Her er hans beretning, som han skrev den, da han ventede på at give sin hustru beskeden: Du er uønsket i Danmark.

Artiklens øverste billede
Illustration: Rasmus Sand Høyer

Min kære hustru er på tøsetur til London med vores datter Mia på syv. Jeg kørte dem til lufthavnen mandag og henter dem igen på onsdag. Hvad de endnu ikke ved, er, at vi har fået brev fra Udlændingestyrelsen. Min kone har fået afslag på ophold i Danmark og skal forlade landet senest 10. juni.

Jeg hedder Uffe, er 50 år gammel, astrofysiker fra Københavns Universitet, født og opvokset i Brønderslev i Vendsyssel – og jeg betragter mig selv som pæredansk. Mine børn, Mia og Tor, er som jeg selv danske statsborgere. Men min kone Quynh, børnenes mor, er amerikaner. Og det er pludselig blevet et problem for vores lille familie. For hun er ikke velkommen i Danmark.

Følte en let kilden i maven, da jeg åbnede kuverten. Blankt afslag, og Quynh havde to måneder til at forlade Danmark.

I juni 2016 flyttede vi fra Californien til det lille hyggelige Vodskov nord for Aalborg. Det var et nøje planlagt sporskifte i vores tilværelse, og vi havde brugt et helt år på at forberede det. Både min hustru og jeg er veluddannede, højtlønnede specialister og har haft fuldt drøn på karrieren i over tyve år. Nu følte vi, at vi havde det økonomiske råderum til at skrue en anelse ned for tempoet. Quynh, der var marketingsdirektør i et biotekselskab, kom oftest først hjem fra arbejde kl. 20.00, når børnene var ved at blive lagt i seng. Selv har jeg de sidste 14 år forsket i bioinformatik. Men vi længtes efter mere tid til at være sammen med hinanden og børnene, og frem for alt ville vi gerne se Mia og Tor vokse op som danskere.

Quynh har været med på adskillige ferier i Danmark og elsker at være her, så da jeg foreslog, at vi flyttede hjem til Danmark, var hun ikke svær at overbevise. Og mine aldrende forældre i Skagen blev henrykte over udsigten til mere samvær med børnebørnene.

Selvfølgelig undersøgte vi i god tid, om vi legalt kunne flytte til Danmark for at bo. Det kunne vi heldigvis. Jeg er født i Danmark og boede her de første 29 år af mit liv. Ifølge udlændingeloven kan en ægtefælle fra et ikke-EU-land, såsom USA, bevilges opholdstilladelse, hvis den danske partner opfylder den såkaldte 26-årsregel, altså har været dansk statsborger i mindst 26 år, og derudover opfylder en række andre kriterier såsom at have en passende bolig til rådighed, vise at man ikke har modtaget offentlige ydelser i de sidste tre år, og i øvrigt stiller en bankgaranti på 53.000 kr. for at sikre, at ægtefællen ikke vil være en økonomisk byrde for samfundet. Nå ja, og så skal ægtefællen bestå en prøve i dansk inden et halvt år efter, at opholdstilladelsen er givet.

Jeg syntes nok, at det var temmelig mange krumspring, man skulle foretage sig blot for at få lov at bo i sit eget land med det menneske, man elsker og har valgt at leve sit liv med. Men vi opfyldte alle regler, og vejen var banet for, at vi entusiastisk kunne arbejde videre med flytteplanerne.

I januar 2016 rejste jeg til Danmark og købte kontant et hus i Vodskov. Vi valgte Vodskov, fordi vores søn Tor har autisme i svær grad, og byen har både specialbørnehave og skole til børn med hans behov. I forsommeren solgte vi så vores dejlige hus i Alameda nær San Francisco. Vi gav en masse ting og sager væk, pakkede resten i en 40-fodscontainer sammen med vores bil og afskibede den mod Vodskov, vores nye paradis på jord.

Den 21. juni 2016 ankom vi til Aalborg lufthavn, hvor vi blev varmt modtaget af mine forældre, som gav os nøglerne til vores nye hus. Inden fire dage havde vi udfyldt ansøgningen om ægtefællesammenføring. Her stødte vi på en af de måske mere kuriøse stramninger af reglerne: Siden vi sidst havde tjekket formularerne, var der nu pålagt et gebyr på 6.000 kr. for at søge. Men vi fandt det da rimeligt, at man hjælper med at betale de administrative udgifter. Jeg indbetalte beløbet og fik den 25. juni et sagsnummer. Så manglede vi bare at få myndighederne til at bekræfte, at jeg ikke har modtaget nogen form for sociale ydelser. Det skete tre dage senere, hvorpå vi straks indsendte ansøgningen til Udlændingestyrelsen. Selvsamme dag, den 28. juni, tabte jeg underkæben af forbløffelse, da jeg så en overskrift i Politiken:

»Det bliver sværere at få en udenlandsk ægtefælle til Danmark. Udlændingestyrelsen skal fremover se bort fra den regel, der gjorde det muligt at undgå at stille krav om tilknytning til Danmark.« Reglerne ændres med øjeblikkelig virkning – samme dag som vi har indsendt ansøgningen! ”26-årsreglen” havde nu fået dom ved Den Europæiske Menneskerettighedsdomstol for at være indirekte diskriminerende mod danskere af anden etnisk oprindelse.

Denne nye situation bekymrede mig en anelse, idet jeg har boet 20 år i Californien, og mine børn er født der. Jeg skrev derfor straks et følgebrev til Udlændingestyrelsen, hvor jeg udtrykte, at vores familie kunne havne i en alvorlig klemme, hvis man nu skulle beslutte, at vi ikke havde nok tilknytning til Danmark. Jeg forklarede, at den lange planlægning af flytningen til Danmark var sket under den forudsætning, at vi uden problemer ville kunne flytte til Danmark.

Vi ventede i næsten 10 måneder på en afgørelse. Livet går sin gang i Vodskov. Mia, en glad pige på nu syv år, taler flydende dansk og går i 1.B. Tor er rigtigt glad for at gå i specialbørnehaven Birken i Hammer Bakker, et kvarters gang fra vores hus. Vi er benovede over pædagogernes høje professionelle niveau. Det vil være vanskeligt for Tor med flere ændringer i hans liv i nær fremtid. Vi har derfor søgt om udsættelse af skolestart for ham, og det har vi fået bevilget. Vi har også købt det gamle apotek i min barndomsby Brønderslev, der nu er indrettet med fire store ejerlejligheder, der alle er lejet ud. Det giver os en indkomst, og vi er heldige at have tilstrækkelige penge til, at vi ikke umiddelbart behøver at arbejde yderligere. Quynh kunne måske nok få lyst til at gøre nytte på arbejdsmarkedet i Danmark, men hendes liv har reelt været på standby, mens vi har ventet på hendes opholdstilladelse. Hun kan jo hverken søge job, åbne sin egen bankkonto eller, hvad der især ligger hende på sinde, modtage officiel danskundervisning, før hun har fået opholdstilladelse. Overraskende nok er hun alligevel rigtig glad for at bo her og kunne slet ikke forestille sig, at der skulle blive problemer med opholdstilladelsen. Som hun siger: »Danskerne er sådan et fornuftigt, rimeligt, og familieorienteret folk.«

Den 10. april 2017 begyndte ellers som en god dag. Jeg kyssede pigerne farvel i lufthavnen og hentede så Tor i børnehaven. Havde købt ind til aftensmaden, vi skulle have hotdogs, noget underlødig mad, som mor kun sjældent giver lov til – men i dag var det mændene, der bestemte!

Jeg åbnede postkassen og så brevet fra Udlændingestyrelsen! Følte en let kilden i maven, da jeg åbnede kuverten. Blankt afslag, og Quynh havde to måneder til at forlade Danmark. Gør hun det ikke frivilligt, kan hun blive smidt ud med magt.

Tårerne pressede sig på. Hvad i alverden forestiller man sig? At mor skulle pakke tasken og flytte til USA, mens vi andre blev boende i Vodskov, hvor vores liv nu har omdrejningspunkt? Eller skulle vi rykke børnene ud af skole og specialbørnehave, sælge vores ejendomme, som vi lige har købt, pakke en ny 40-fodscontainer med møbler og vores nu dansk indregistrerede bil, som det kostede os 140.000 kr. at få indregistreret, flytte til et eller andet sted i USA og prøve at etablere et liv der? Hvor vildt det end lyder, er den første løsning, hjerteknusende som den er, nok den mindst forstyrrende for familien. Vort liv i USA er en afsluttet fortid!

Tilknytning er noget, vi føler i vores hjerter, og vi føler mest tilknytning til Danmark. Vi har aldrig haft skyggen af grund til at tro, at vi ikke helt legalt og uden problemer ville kunne slå os ned i Danmark.

Nu lader jeg Quynh få to gode dage i London med vores datter. Så må jeg mande mig op til at fortælle hende nyheden, når hun vender hjem. Jeg vil starte med at trygle hende om at tilgive systemet og sige, at jeg stadig inderligt håber hun har lyst til at kæmpe for at blive boende her i Danmark. Det har jeg i hvert fald, modtagelsen til trods. For vi har valgt Danmark.

Hov, det her indhold benytter cookies

På denne plads ville vi rigtig gerne have vist dig indholdet, men det kan vi desværre ikke, da du har fravalgt cookies. Vil du se indholdet skal du acceptere Øvrige cookies, det gør du her: opdater dit samtykke.

Mere som dette

Andre læser

Mest læste

Del artiklen