Fortsæt til indhold
Tennis

Wozniacki: Vigtigt at få kampen lukket i dag

Caroline Wozniacki nåede akkurat at vinde sin kamp, inden det blev for mørkt over Wimbledon.

MIKKEL HEMMER-HANSEN - JYLLANDS-POSTENS UDSENDTE MEDARBEJDER

WIMBLEDON

Danske Wozniacki slap lige akkurat for at få sit opgør imod bulgarske Tsvetana Pironkova afbrudt på grund af mørke. Danskeren vandt med 6-3, 6-4. Sidste bold blev slået klokken 21.08, og kort efter blev spillet afbrudt på en af de andre baner på anlægget.

»Det var ret vigtigt at gøre det færdigt. Der er intet noget værre end at det står 1-1 i sæt eller ved en anden stilling, og man skal afslutte kampen dagen efter. Så skal man i gang igen, det er ikke fedt, og man sover ikke godt. Man vil gerne videre. Det er meget rart at få den afsluttet, så jeg kan få en stille og rolig dag i morgen,« siger Caroline Wozniacki.

Påvirkede mørket jer til sidst?

»Det var mest i serven. Det var lyst nok til, at man kunne se grundslagene,« siger Caroline Wozniacki.

Danskeren ventede det meste af eftermiddagen på at komme i aktion, men blev først sat i gang kort før klokken 19 lokal tid.

Var det en stressfaktor allerede inden kampen?

»Nej, jeg tænker ikke så meget på det. Når det regner eller er mørkt, er der ikke så meget at gøre ved det. Jeg spiller, når jeg bliver kaldt ud på banen,« siger Caroline Wozniacki.