Fortsæt til indhold
Formel 1

Polakkerne er sure på Ole Olsen

Speedway-sæsonen åbnede lørdag med et skandaleløb i Warszawa.

THOMAS LUND HANSEN

Lørdag var en skidt aften for speedwayen og for den tidligere verdensmester Ole Olsen. Det store Narodowy Stadion i Warszawa skulle for første gang være vært for et speedway-grandprix, men efter 12 af de 23 heats besluttede dommeren og juryen at stoppe løbet på grund af banen, der var for farlig at køre på.

Indtil da var flere kørere drønet direkte ud i sikkerhedsbarrieren, når hjulene på motorcyklen ramte en fure i slaggerne, der var anlagt til lejligheden.

Ansvarlig for banen var firmaet Speed Sport, der har Ole Olsen som direktør. Ifølge det polske motorsportsforbund var man her blevet pålagt fra BSI – britisk firma der ejer grandprixerne – at samarbejde med Speed Sport.

»Vi har været i forhandlinger med BSI i over to år. Kontrakten tvang os til at bruge Speed Sport ejet af Ole Olsen som ansvarlig for organisationen og de tekniske aspekter af banen. Desværre har vi været vidne til mange problemer,« sagde Michal Sikora fra det polske motorsportsforbund.

Løst underlag

Allerede fredag kunne man ane problemer i horisonten. Kun Nicki Pedersen og Tomas Jonasson forsøgte sig på banen, men turde ikke køre mere end et par runder, da underlaget var alt for løst.

»Vi er meget skuffede over denne situation. Jeg håber, at forholdene bliver bedre næste år, for vi har underskrevet en tre-årig kontrakt med BSI, men vi vil nu lade et advokatfirma analysere situationen,« sagde Michal Sikora.

Der var ikke mange rosende ord fra Nicki Pedersen, da han skulle bedømme grandprixet.

»Det er en skandale. Sørgelig men sandt,« sagde fynboen.

De 18 kørere – 16 plus to reserver – gik i samråd efter halvanden times kørsel, hvor flere havde været i sikkerhedsbarrieren.

»Vi 18 kørere var enige om, at det var sindssygt at køre på den bane. Banens beskaffenhed var så dårlig, at vi ikke kunne komme rundt. Efter 12 heats kunne vi se, at folk faldt af som fluer. For en gang skyld var 18 kørere enige om, at det kunne vi ikke køre på. Så gik vi til juryen og dommeren, og juryen tog den beslutning, at det kunne vi ikke køre videre på,« siger Nicki Pedersen.

15 års erfaring

Han trøster sig med, at alle kørere slap fra Narodowy Stadion i Warszawa uden skrammer.

»Det er en katastrofe det hele. Vi har brugt utrolig mange penge igennem vinteren, og vores grej er gearet, og så sker der sådan nogen ting, hvor de enten har brugt forkert belægning eller forkerte maskiner til at lægge banen.«

Han undrer sig over, at Speed Sport ikke var i stand til at lave banen, for firmaet har med stor succes lavet andre midlertidige baner på fodboldstadioner f.eks. i Cardiff og i Parken i København.

»De har lavet baner i 15 år, så de ved, hvordan det skal laves, men underlaget var bare forkert. Det gav sig helt vildt. Der var for mange huller og for mange spor. De prøvede at køre en traktor ind, men traktorens vægt ændrede banens struktur, og vi skal jo have en nogenlunde jævn bane for at køre rundt, uden at cyklen hugger i, og vi kører ud i stakittet,« sagde Nicki Pedersen.

Den tredobbelte verdensmester fik kun tre point, hvilket får lov til at blive stående, da grandprixet ikke køres om. Slovenske Mataj Zagar fik otte point, mens Niels-Kristian Iversen blev bedste dansker med syv point. Debutanten Michael Jepsen Jensen fik fem point.

Det har ikke været muligt at få en kommentar fra Ole Olsen.