Fortsæt til indhold
Formel 1

»Det er en skandale, og folk faldt som fluer«

Nicki Pedersen forstår ikke, hvorfor arrangørerne af lørdagens speedway-grandprix ikke kunne lægge en god bane.

Der var ikke mange rosende ord fra Danmarks bedste speedwaykører, Nicki Pedersen, da han skulle bedømme lørdag aftens polske grandprix, der endte med, at løbet blev afbrudt efter 12 heats.

»Det er en skandale. Sørgelig men sandt,« sagde fynboen til Jyllands-Posten.

De 18 kørere – 16 plus to reserver – gik i samråd efter 1½ times kørsel, hvor flere havde været i sikkerhedsbarrieren.

»Vi 18 kørere var enige om, at det var sindssygt at køre på den bane. Banens beskaffenhed var så dårlig, at vi ikke kunne komme rundt. Efter 12 heats kunne vi se, at folk faldt af som fluer. For en gang skyld var 18 kørere enige om, at det kunne vi ikke køre på. Så gik vi til juryen og dommeren, der stemte, og juryen tog den beslutning, at det kunne vi ikke køre videre på,« siger Nicki Pedersen.

Han trøster sig med, at alle kørere slap fra Narodowy Stadion i Warszawa uden skrammer.

»Det er en katastrofe det hele. Det må ikke ske. Vi har brugt utrolig mange penge igennem vinteren, og vores grej er gearet, og så sker der sådan nogen ting, hvor de enten har brugt forkert belægning eller forkert maskiner til at lægge banen.«

Narodowy Stadion er det polske nationalstadion – hvor der var omtrent 50.000 fans tilstede – men det benyttes normalt til fodbold. Derfor lægges slagger på banen, hvilket var en operation, der tilsyneladende gik galt. I hvert fald var underlaget præget af dybe furer, som fik motorcyklerne til hoppe og danse.

»De kan lave nogle sindssygt gode baner, så det er for dårligt. De har lavet baner i 15 år, så de ved, hvordan det skal laves, men underlaget var bare forkert. Det gav sig helt vildt. Der var for mange huller og for mange spor. De prøvede at køre en traktor ind, men traktorens vægt ændrede banens struktur, og vi skal jo have en nogenlunde jævn bane for at køre rundt, uden at cyklen ikke hugger i, og vi kører ud i stakittet,« siger Nicki Pedersen.

Den tredobbelt verdensmester fik kun tre point, hvilket får lov til at blive stående. Grandprixet genoptages ikke. Slovenske Mataj Zagar fik otte point, mens Niels-Kristian Iversen blev bedste dansker med syv point. Debutanten Michael Jepsen Jensen fik fem point.

»Det er et sindssygt antiklimaks, og det eneste positive er, at vi kom sikkert herfra. Nu skal vi hjem, og så er det slut, prut, finale for i dag,« siger Nicki Pedersen.