Fortsæt til indhold
Formel 1

10 F1-øjeblikke: #4 - Da der blev kørt Formel 1 i Danmark

Foran 40.000 tilskuere kørte verdenseliten, med Stirling Moss i spidsen, Formel 1-løb på Roskilde Ring.

Det kan være svært at tro på, når man ser, hvilke internationale megabegivenheder nutidens Formel 1-grand prix'er er blevet, men i 1961 kørte alle stjernerne Formel 1-løb i Roskilde.

Helt præcist var det lørdag den 26. august 1961, at Formel 1-feltet stillede til start på Roskilde Ring i et løb, som dog ikke talte med i VM-serien.

Carl Christian Hansen var 18 år gammel, og han husker det ganske tydeligt.

"Det var en kæmpe begivenhed. Der var et par fodboldkampe og et hullet gammelt tivoli, men ellers skete der ikke meget i Roskilde på det tidspunkt. Derfor var det en kæmpe begivenhed, når der var løb på banen, og da Formel1-feltet kom i '61, var der vel omkring 40.000 tilskuere på plads," fortæller Carl Christian Hansen, som tidligere har været formand for Dansk Automobil Sports Union i 13 år.

Hul i kalenderen

I VM-serien blev der kun kørt otte grand prix'er i 1961, og derfor blev der rundt om i Europa kørt en del Formel 1-løb, som ikke talte med i VM-stillingen, men som stadig havde deltagelse af de bedste kørere.

Innes Ireland og Jack Brabham har en hyggelig sludder i ryttergården på Roskilde Ring.

Feltet på Roskilde Ring talte kørere som Stirling Moss, datidens største motorsports-stjerne, og den tredobbelte verdensmester Jack Brabham. Begge kørere som siden hen er blevet slået til ridder og derfor rettelig bør tituleres "sir".

Program for en krone

Biletterne til grand prix'et på Roskilde Ring kostede tre kroner og et program kostede en krone, fortæller Carl Christian Hansen, der var så heldig at komme en tur i pitten, hvor han kunne komme helt tæt på de store stjerner.

Og stemningen var en anden, end den man i dag oplever til Formel 1.

"De havde deres koner og børn med, og de sad og hyggede. Der blev spillet kort og backgammon, og kørerne var gode venner," husker Carl Christian Hansen.

Men han kan også berette om efterfester på et andet niveau end i dag.

"Efter de store løb på Roskilde Ring blev der holdt store 'præmiefester' i Tivoli, og der gik det både festligt og hårdt for sig," fortæller han.

13 års historie

Historien om Roskilde Ring er kort men intens.

På Grundlovsdag i 1955 blev banen åbnet med 30.000 tilskuere som vidner. Dengang var banen 670 meter lang, og til det første løb var det en grusbane. Den blev dag asfalteret til det andet løb på banen blot halvanden måned efter. Siden blev banen udbygget, så den fra 1957 var knap 1.400 meter lang.

Det gjorde den til en af de korteste baner i Europa, men de stejle sving, som giver mindelser om en cykelbane, gjorde, at man kunne køre rimeligt stærkt rundt, selvom der ikke var langsider.

Driftige folk

Under bygningen af banen fik de lokale entreprenører blandt andet hjælp af militæret, og det viljefaste folk som stod bag Roskilde Ring.

"At man lykkedes med at have Formel 1 og Formel 2, (som blev kørt af Formel 1-stjernerne, red) med hele verdenseliten i Roskilde, er jo næsten som var det på en anden planet – det var i hvert fald en tid, hvor driftige folk kunne løfte opgaverne – og gjorde det."

Sådan skrev Thorkild Tyrring i forordet til bogen ”Roskilde Ring – Mennesker på en motorbane”.

Lørdagsskolen var frustrerende

Men det var ikke kun Formel 1, som kunne trække tilskuere til Roskilde Ring.

”Jeg er født 500 meter derfra, og jeg kom på banen, så tit det var muligt. Dengang gik man i lørdagsskole, og det var meget frustrerende at sidde med åbne vinduer på Roskilde Katedralskole og kunne høre, at de trænede ovre på banen, imens vi havde geografi og andre ligegyldige ting. Så da vi slap fri klokken 14, så sprang vi på cyklen og drønede ud på Roskilde Ring,” husker han med et smil.

I dag er der ikke mere motorsport på Roskilde Ring. Området er i stedet blevet lavet til en park, som meget passende hedder Roskilde Ring Park.