Fortsæt til indhold
Formel 1

10 F1-øjeblikke: #8 - Da Schumacher blev sat på plads af sin holdkammerat

Der udspillede sig et større cirkus i det belgiske grand prix i 1998.

Kun uheld kunne sætte en stopper for Ralf Schumacher, da han i det belgiske grand prix i 1998 så ud til at ville køre først over stregen. Dermed lignede det en stor triumf for lillebroren til Michael Schumacher, som aldrig før havde prøvet at køre først over stregen i et Formel1-løb.

Men sådan skulle det ikke gå, for et noget usædvanligt uheld indtraf for tyskeren.

Hans holdkammerat, den engelske stjerne Damon Hill, endte nemlig med at stå øverst på podiet, da løbet var slut.

Favoritten skred i svinget

Vejrudsigten forud for det belgiske grand prix lød på tørvejr, men den prognose kunne ikke være mere forkert. Det regnede nemlig stort set hele løbet, hvilket var skidt for de 22 kørere, der stillede op. Flere havde nemlig valgt at tage tørre dæk på, og derfor havde flere af bilerne svært ved at stå fast på banen.

Michael Schumacher lagde sig hurtigt i front, men da hans racer skrev i et sving, efterlod det de to Jordan-biler i front.

"Damon, Michael er ude, Michael er ude. Du fører løbet," lød beskeden til den engelske kører fra pitten.

Spændingen steg

Med få omgange til mål fik Ralf Schumacher for alvor fart i bilen, og han var fem sekunder hurtigere end holdkammeraten pr. omgang. Det var nu kun et spørgsmål om minutter, før han kunne lægge sig i spidsen af løbet.

Dermed steg spændingen - hvem ville vinde - den britiske verdensmester fra 1996 eller det tyske talent?

Eddie Jordan skulle træffe beslutningen om, hvem han syntes, der skulle køre først over stregen. Han var bange for, at de to holdkammerater ville presse hinanden og måske ende med at køre af banen, så han valgte at kalde Ralf Schumacher over radioen.

Sæt farten ned, det er en ordre

"Ralf, du skal ikke kan overhale Damon. Det er en ordre," sagde han til Schumacher.

Tyskeren svarede ikke sin chef, men fortsatte bare med at hale ind på Damon Hill. Til tydelig frustration i Jordans-pit, hvor de flere gange gentog ordren.

Til sidst gav Ralf Schumacher efter og satte farten ned, så Damon Hill kunne køre først over stregen og snuppe maksimumpointene til den samlede stilling.

Skuffet Schumacher

På podiet var Schumachers skuffelse tydelig. Mundvigene hang nedad, og ansigtet var lagt i stenfolder. Han har senere forklaret, at han følte sig frarøvet sejren, som ville have været gennembruddet i Formel1.

Kun otte gennemførte det belgiske grand prix i 1998-sæsonen, som finske Mika Häkkinen vandt.

Ralf Schumacher vandt seks grand prixer i sin karriere.